Læsetid: 3 min.

Død over den privilegerede mand

Lea Marie Løppenthins ’Panser’ efterlader læseren med et væld af karakterer, sangtekster, skrifttyper og samtaler. Det er velskrevet og vredt, men har svært ved at fæstne sig
Illustrationer fra bogen.

Illustrationer fra bogen.

Halfdan Pisket

19. november 2016

Lea Marie Løppenthins første roman er et hybridværk på alle ledder og kanter. Forfatteren, som har to digtudgivelser bag sig – de sårbare og samvittighedsfulde Nervernes adresse og Marts er bedst – har med Panser skabt et lille monstrum, som er både sælsomt og komisk, vredt og lidt kitschet.

Bogen består hovedsageligt af et »dramatisk digt i tre akter«, som udspiller sig i San Fransisco og involverer en hel masse karakterer: to danske søstre, deres kærester og venner, foruden et klassisk, kollektivt kor, der ligesom i græske tragedier kommenterer og forklarer menneskenes handlinger og følelser undervejs.

Siden slutter også et spøgelse sig til følget. Scenariet kan minde om Margaret Atwoods The Penelopiad fra 2005, hvor den i 20 år ventende hustru, Penelope, genfortæller Odysseen fra dødsriget, akkompagneret af hendes 12 hængte tjenestepiger som kor.

Panser er en fortælling om mord og kærlighed, men også om ensomhed og kedsomhed, om at være bekymret ung og uden retning (»hovedformålet med at blive voksen:/ Hele tiden at køre i bil og høre musik imens«).

Jeg har svært ved helt at få hold på alle bogens personer, der på en måde virker lige så gennemsigtige som medlemmerne af det abstrakte kor.

De flimrer forbi som veltalende eller kække hoveder, når de bevæger sig langs San Fransiscos strande og parker, hverken rigtig sympatiske eller rigtig usympatiske – med undtagelse af den overdrevne, men genkendelige Ivy League-dimittend Andy, som igen og igen gør sig skyldig i ikke at være bevidst om sine egne privilegier.

»Jeg har ofte misundt de forældreløse,« kan han for eksempel finde på at sige; »jeg har ofte misundt de rådvilde/ et spændende nulpunkt/ at kæmpe sig op fra bunden!« Han er, kort sagt, en »kæmpe wanker«.

Når han oven i købet begynder at fable om »gensidig tolerance« og dumsmart citerer fra True Detective – »I’m just a regular guy with a big-ass dick« – får den kvindelige hovedperson nok. Og hun gør det, som mange har forsøgt at gøre med øjnene i lignende situationer: dræber ham.

Dylan og HBO

Der sitrer en politisk harme og en ret absurd humor under Løppenthins tekst; man mærker det, når det lille mørke danskhedsord »hygge« dukker op i ubehagelige scener. Eller når en forbipasserende hundeejer finder den døde Andy i buskadset, men ikke vil indblandes og stilles til ansvar for noget: »LET’S GO NIETZSCHE råber hundeejeren til sin/ hund/ han er i nittejakke og møre jeans/ we didn’t find this guy, we didn’t/ someone else has got to take care of this«.

Panser er næsten som et tankeeksperiment, som driver mig til at reflektere videre over karakterernes dilemmaer; over emner som (tillært) skam og respekt og den måde, vi taler til hinanden og danner fællesskaber på.

Romanens højdepunkt er en forsonende »kort dannelsesroman« om Andys barndom, som følger efter de dramatiske hændelser, og til sidst et brev.

I denne helt anderledes langsomme og næsten klaustrofobiske prosa findes en hjerteskærende skildring af barnets usikkerheder og små omsorgshandlinger. Som her, hvor drengen Andy har en T-shirt på med et lille hvidt kattelogo nederst: »Han har stoppet T-shirten godt ned i sine shorts, så den lille hvide kat ikke kan ses, derinde har den det godt, katten.«

Det, der går igen i de forskellige genrestykker – som også er sat med forskellige skrifttyper, henholdsvis Arial, Times New Roman og den superkitschede Comic Sans – er et væld af citater og henvisninger til musik, HBO-serier, anden litteratur og internetfænomener. (Helt atypisk for en Gladiator-udgivelse er romanen desværre også skæmmet af en del slåfejl, som bidrager til forvirringen.)

På den ene side elsker jeg det fandenivoldske i, at der vies hele fire sider til Bob Dylans sangtekst »The Ballad of Frankie Lee and Judas Priest«. På den anden side bliver Panser lidt som vand gennem en si: Jeg begejstres, mens jeg læser, men de mange udbrud og påhit, sange og ideer fortaber sig også for mig, og jeg har svært ved helt at få øje på fællesnævneren for Orange is the New Black, The Alessi Brothers, Nirvana og T.S. Eliot, udover at det selvfølgelig er sjovt at se dem alle samlet i én bog.

Lea Marie Løppenthin: Panser. Forlaget Gladiator. Illustreret af Halfdan Pisket. 168 sider. 200 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu