Få øjeblikke inden han blev hængt af nazisterne under Anden Verdenskrig, råbte den jugoslaviske oprørskæmper Stjepan Filipović – mens han løftede armene over hovedet – en sætning, der skulle gå over i historien:
»Død over fascismen, frihed til folket.«
Nu har denne sætning fundet vej til det svenske band The Radio Dept.s nye, stærke protestalbum, Running Out Of Love, hvor sætningens sidste halvdel, »frihed til folket«, har givet navn til pladens åbningsnummer »Sloboda Narodu«.
Fra dette udgangspunkt har The Radio Dept. med Running Out Of Love kastet sig ud i at lave noget så sjældent som et eksplicit politisk album inspireret af 90’er-techno. Ligesom både Pussy Riot og Moby er aktuelle med deciderede protestalbum.
Svenske våben
The Radio Dept. har altid haft en ånd af modstand rumsterende i deres musik, men med Running Out Of Love stikker de for alvor hovedet ud af deres indie-hule og kritiserer blandt andet den svenske våbenindustri.
Musikken er således også mere skurrende end på deres tidligere albums. Ikke mindst på det centrale nummer »Swedish Guns«, der indledes af en – i The Radio Dept.s kontekst – meget skærende synthesizer.
Der er noget meget presserende på spil både i musikken og i lyrikken, hvor der på ingen måde bliver lagt fingre imellem i kritikken af den svenske våbenindustri, der står som den tredjestørste eksportør af våben i verden, målt per indbygger i landet.
»And guess what came to town / The Swedish guns / And guess what burned it down / The Swedish guns / And every life they took / With Swedish guns.«
For The Radio Dept. bliver det historiske råb om frihed til folket også et råb, der handler om, at folket skal tage magten tilbage:
»They should turn around / The Swedish guns / And force us to the ground / With Swedish guns.«
Selvom The Radio Dept. danser rundt på grænsen til at blive overtydelige i deres lyrik, holder de balancen med deres særlige sans for den subtilt smukke melodi og deres fremragende produktioner. Running Out Of Love står som et inderligt og ret særligt musikalsk opråb.
Fisseprotest
Mens Donald Trumps udtalelser om, at han uden advarsel kunne finde på at tage fat i kvinders kønsdele, fyldte den amerikanske valgkamp, blev den lille, tre numre lange EP XXX, med den russiske protestgruppe Pussy Riot som den officielle afsender, udgivet.
Og med denne udgivelse lader Nadja Tolokno, som her repræsenterer Pussy Riot, fisserne tage til genmæle imod Trump. Det gør hun med en nogenlunde vellykket musikalsk og lyrisk satire, der dog også efterlader et indtryk af, at selv de stærkeste protestgrupper er i fare for at blive spist op af den industri, der tærer på populærkulturen.
Pladens tre numre er meget forskellige. Den spanske guitar, der driver det første nummer »Make America Great Again« vækker mindelser om nogle af Becks latinamerikansk inspirerede plader, hør for eksempel Guero.
Mens »Straight Outta Vagina« er mere elektronisk og får mig til at tænke på et band som Le Tigre. Det tredje nummer, »Organs«, starter ud som dyster russisk rap, der glider over i et ambient elektronisk univers.
Lyrikken på de to første numre er eksplicit politisk og kan afgjort høres som henvendelser til Donald Trump – hvilket Pussy Riot også har styrket ved at dedikere videoen til »Straight Outta Vagina« til Trump. Her forsøger Nadja Tolokno at underminere (Trumps) fremmedhad ved at sige, at vi jo alle kommer fra vaginaen.
»Dont be stupid dont be dumb vagina's where you're really from? / where are you from? / where are you from? / vagina!«
XXX har afgjort værdi som musikalsk, politisk dead pan-samtidssatire. Men jeg sidder alligevel tilbage med en følelse af, at det, når man ser det i Pussy Riot-sammenhænge, er en lidt for konventionel udgivelse, der næsten virker tæmmet.
Ufrugtbar vrede
Den amerikanske musiker Moby dykker på sin nye plade These Systems Are Failing, som han har lavet med gruppen The Void Pacific Choir, ned i sin egen punkfortid. Det er – ikke mindst musikalsk – en plade, der har vreden som omdrejningspunkt.
En manifestvideo for pladen viser Moby råbe lydløst ind i en mikrofon under vand, mens hans selv som overdub til videoen udtaler manifestet, der handler om, at de systemer, som har dannet grundlaget for vores moderne samfund, har fejlet og er ved at ødelægge Jorden. Manifestet slutter med, at han derfor ønsker, at systemerne skal forfalde.
Med dette som udgangspunkt kan det undre, at Moby vælger at lave en punkplade, der ikke bryder de musikalske systemer. Det er skurrende, både trommemaskinerne og synthesizerne. Det er vredt, ja. Men det er påfaldende meget inden for rammerne.
Moby bruger altså ikke sin kunst til at tænke en vej ud af de systemer, som han kritiserer. Ligesom han heller ikke formår – med sit musikalske vredessprog – at vække vreden i mig som lytter, eller at formidle den afmagt, som ligger i et nummer som »Are You Lost In The World Like Me?«.
Der er gode momenter på These Systems Are Failing, men betragtet som det protestalbum, det er iscenesat som, falder det desværre lidt til jorden.
The Radio Dept.: ’Running Out Of Love’ (Labrador)
Pussy Riot: ’XXX’ (Big Deal/Nice Life)
Moby & The Void Pacific Choir: ’These Systems Are Failing’ (Little Idiot Music ltd.)
