Læsetid: 5 min.

Flygtige øjeblikke af intensitet

Judith Hermann er en af Tysklands største stilister. I sin nye bog ’Lettipark’ vender hun tilbage til den helt korte novelleform som debutsamlingen ’Sommerhus, senere’. I de korte noveller om ensomhed og nærhed demonstrerer hun, hvordan et enkelt øjeblik, et møde eller en erindring kan være af afgørende betydning
Judith Hermann er både populær og upopulær i hjemlandet Tyskland. Hendes noveller har solgt virkelig flot, men hun også er blevet kritiseret for ikke at være samfundsengageret nok.

Judith Hermann er både populær og upopulær i hjemlandet Tyskland. Hendes noveller har solgt virkelig flot, men hun også er blevet kritiseret for ikke at være samfundsengageret nok.

Hermann Bredehorst

5. november 2016

Tre frysende mennesker står i et halvt færdigbygget træhus på Nantucket uden for Cape Cod, kun rammen af huset er opført, der er ingen vægge.

De står i fire timer og drikker te fra en termokande, mens de venter på færgen, som skal fragte dem tilbage til fastlandet. De taler om, hvordan huset skal møbleres, hvor tingene skal stå. En af kvinderne placerer uset en lille genstand i et hjørne af huset, man får ikke at vide hvad.

En flok mennesker, det fortællende »vi«, arbejder sammen i morgentågen med at læsse syv ton kul ind i en stald som sikring for vinteren. Et barn kommer cyklende forbi og ser på dem med et blik »som om han ikke var en dreng på fire år, men en femtenårig knægt«. Hans mor er for nyligt død, han stopper op og hjælper dem med arbejdet.

En mand fotograferer den trøsteløse Lettipark i udkanten af byen, hvor den kvinde, han elsker, er vokset op: en tilsneet brakmark med enlige birketræer og forladte bænke under en grå himmel.

Tyske Judith Hermanns noveller er fyldt med forladte, fortryllede steder. Verden tager sig ud som kulisser, fra tid til anden får personerne i hendes fortællinger en urovækkende fornemmelse af, at det, der foregår omkring dem, kun er på skæmt.

Hermann skriver om de øjeblikke, hvor personerne får et glimt af noget bag hverdagens facade. Det sker i små sekunder i frit fald, en hurtig fortætning af omgivelserne og sanserne.

I sine værker fortæller hun med stor præcision om forhold imellem mennesker, og de næsten umærkelige forandringer, som opstår i atmosfæren imellem dem. Om de erfaringer, de gør sig, mens de enten lader livet passere eller intenst forsøger at mærke det.

De 17 korte noveller i Lettipark rummer alle de elementer, som man kender fra Hermanns forfatterskab: veninder, som genforenes efter mange år, gamle kvinder og mystiske børn, erindringer om caribiske øer og amerikanske fantasier, håndskrevne sedler, samlere, fotografier og fåmælte ægteskaber, teatre og togkupeer, længsel, opbrud – det hele er at finde her.

Hermann har blik for alt det, som rummer en »forsømt, udmattet skønhed«. I novellerne stiller hun gang på gang spørgsmålet, hvor nært man kan komme et andet menneske.

Frøken-vidunder

Judith Hermann er med rette blevet sammenlignet med novellekunstens mestre, Raymond Carver og Alice Munro. Hun har forfinet antydningens kunst, for eksempel når hun i novellen »Hjerne« lader en barnløs kvinde sige på Hemingway’sk manér: »Jeg længes efter et bord, der er dækket op til tre.«

Men der er også en sælsom mystik i Hermanns noveller, en melankoli og underfundighed, som kan minde om forfattere som Christina Hesselholdt og Siri Hustvedt; ikke mindst ser man inspirationen fra Virginia Woolf i den klare og søgende prosa.

Som den kvindelige hovedperson tænker i novellen »Veje krydses«: »Blågrå? Eller gråblå. Jeg skal ikke kun lægge hvert eneste ord på vægtskålen, jeg skal lægge hver eneste stavelse på vægtskålen, hvert eneste bogstav, den luft jeg må indånde for at tale, den søvn jeg behøver for at kunne tænke.«

Judith Hermann er født i 1970 i Neukölln i det gamle Vestberlin, men bor og arbejder i dag i Prenzlauer Berg i øst. Hun blev et øjeblikkeligt mediefænomen, da hun som 28-årig debutterede med novellesamlingen Sommerhus, senere (1998), som solgte en svimlende kvart million eksemplarer.

Årsagen til den overvældende modtagelse af værket skal findes i det tyske litterære landskab omkring 1990’erne og mediernes iver efter at udpege en ny litterær generation efter Murens fald.

Kritikernes mangeårige efterlysning af en ny stor Berlin-roman stod fortsat ubesvaret på dørtrinnet til det nye årtusinde – i stedet skrev de unge forfattere i stadig højere grad fragmenterede beretninger fra en globaliseret verden.

Hermanns noveller i Sommerhus, senere tegner et billede af en illusionsløs generation af unge berlinere, som går i byen og tager stoffer og skiftende sexpartnere med hjem, som rejser eller forfalder til depressive tilstande i jagten på noget udefinerbart – måske lykke?

Rammesætningen er umiskendeligt Berlin, men det er ikke de historiske og politiske landemærker, som optræder i Hermanns fortællinger. Derimod er det storbyens barer, diskoteker, besatte huse og tomme gader, som danner rammerne for et retningsløst bohememiljø.

Senere søger Hermanns karakterer ud, i de længere noveller i den efterfølgende samling, Spøgelser, overalt fra 2003, rejser de til Island, USA og Tjekkiet i deres søgen efter noget udefinerbart; rastløse og hjemløse som genfærd.

Hermann blev tidligt udnævnt som et af de unge kvindelige talenter i Tyskland, som noget umyndiggørende blev døbt ’die Fräuleinwunder’. Samtidig mødte hun kritik for at forherlige en privilegeret, selvoptaget og verdensfjern livsstil i sine noveller.

Hermanns efterfølgende værker – den enestående Alice fra 2009, som består af fem sammenhængende noveller, der alle kredser om døden, og senest romanen Al kærligheds begyndelse fra 2014, hvor en kvinde opsøges af en stalker i huset, hvor hun bor med sin mand og barn – har, trods megen ros, ofte mødt kritik i hjemlandet for deres mangel på politisk kontekst.

Vægtløse øjeblikke

Det er imidlertid ikke sandt, at Hermanns værker ikke engagerer sig i den verden, de beskriver. For eksempel viser der sig nogle dystre mønstre, hvis man læser hendes noveller med et blik for portrætteringen af køns- og klasseforskelle i den tyske hovedstad.

I de seneste udgivelser er der kommet en ro over Hermanns fortællinger, det hvileløse fra de tidlige tekster har lagt sig til fordel for en mere elegisk og lakonisk tone. Som et modstykke til romanen Al kærligheds begyndelse, består Lettipark af hendes korteste tekster til dato.

Novellerne i Lettipark er aldeles vægtløse. Personerne er nu, som deres forfatter, midt i fyrrerne. De er gift, måske for anden gang, ofte med børn. I teksternes stillestående rum stiger sølvagtigt kulstøv op i morgendisen, og balloner svæver op under loftet i et alt for varmt hotelværelse et sted uden for Moskva.

Et træt kærestepar betragter en seglformet måne over banegården i Odessa, en mand beretter om et påstået møde med Neil Armstrong, og den kunstige tåge kryber ind over scenen i en opsætning af Solaris. Astronautens bane – ligesom spøgelsets – er et passene billede på den tilværelse, som Hermann portrætterer: Den er uden faste holdepunkter.

De tyske anmeldere synes stadig at være i tvivl, om Hermanns subtile stil bare er smukke ord og tomme kalorier. Det kræver dog ikke meget fortolkningsarbejde at blive umiddelbart berørt af de scener, som udspiller sig i hendes tekster.

Ligesom Hermann mestrer de lange, intrikate noveller, brillerer hun i det ultrakorte format, hvor et tilfældigt møde eller en erindring lyser op og bliver vigtig. Lettipark oplyses af papirflyverne, som ophæver tyngdekraften et øjeblik og flyver som hvide sejl gennem mørket i novellen »Papirflyver«; eller de dunede, lette, knitrende hvide fnug som selvantænder i en baggård i novellen »Poppelpollen«.

Man skal læse Hermanns noveller for stemningen, for den smukke, årvågne prosa og de flygtige øjeblikke af intensitet, der rammer læseren igen og igen som små impulser af elektricitet. Det er, som når to gamle venner i novellen »Tilbagekomst« taler i telefon sammen en sen aften: Han sagde, jeg skal nok sige til, når lyset fra fyrtårnet når herind. Vent. Det kommer – nu. Og – nu. Og – nu.

Judith Hermann gæster BogForum den 13. november.

Judith Hermann: ’Lettipark’. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. 172 sider, 249 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu