Læsetid: 3 min.

Flygtningen og det gode menneske

Tyske Jenny Erpenbecks roman om et menneskes dybe engagement i en gruppe flygtninges liv er ikke en roman i klassisk forstand, snarere en aktivistisk tekst om medmenneskelighed, europæisk kulturhistorie og det gode eksempel
12. november 2016

Det mest usædvanlige ved Jenny Erpenbecks roman er måske dens sympatiske og afbalancerede hovedperson. Han rummer ingen aggressioner, ingen vrede.

Han er ikke en mur af fordomme, som impulser i historien efterhånden skal nedbryde. Han er ikke en sten, som mødet med andre mennesker skal blødgøre. Han er en helt igennem fin fyr og ikke af den slags, romaner normalt bliver til omkring.

Richard, som han hedder, er professor emeritus i klassisk filologi. På en af pensionisttilværelsens første vaklende dage med uro og eftertænksomhed støder han på en gruppe flygtninge, der holder til i telte på Oranienplatz midt i hans by, Berlin.

Richard bliver snart en flittig gæst på det ombyggede plejehjem, som gruppen efter en forhandling med kommunen indkvarteres på.

Her sidder han med notesbogen balancerende på låret, med tusind spørgsmål og et åbent sind, mens de afrikanske flygtninge (fra Libyen, fra Niger, fra Mali) fortæller om den blodige virkelighed, de er flygtet fra.

Alle mennesker er forbundet

Romanen giver os flere forklaringer på Richards empati og evne til i løbet af historien at omsætte den til en medmenneskelig og praktisk hjælp, som rækker usædvanlig langt (det begynder med spørgsmålene og hans koncentrerede lytten, senere forærer han et landområde til en af flygtningene og lader andre flytte ind hos sig).

Det er hans humanistiske dannelse og den lange europæiske kulturhistorie, der (en anelse klichéfyldt) fungerer som resonansrum for hans indlevelse.

Der er en vag fornemmelse af et personligt tomrum, der har sin baggrund dels i hustruens død (og bag den hans forhold til en anden kvinde) og i hans aktuelle livsfase – tættere på døden og med en voksende følelse af usynlige sammenhænge og altings forbundethed.

Læs interview med Jenny Erpenbeck: ’Odysseus af i dag sidder måske på et asylhjem’

Det sidste er et ledemotiv i romanen med en etisk klangbund, mennesket hænger uløseligt sammen, på tværs af grænser og på tværs af tiden. Så er vi vel også hinandens ansvar. Forbundetheden har også en dyster og uheldsvanger side; på bunden af søen bag Richards have ligger liget af en mand og venter på at blive bjærget.

Endelig er der et vigtigt politisk og historisk motiv på spil i romanen. Richard har levet det meste af sit liv i DDR og har for så vidt selv en rem af flygtningens – og den fremmedes – hud.

Som efterkrigsbarn kender han desuden til, hvad han kalder den »kronologiske ordens« uretfærdighed. Der var ingen højere mening i, at det gik befolkningerne i den østlige del af Europa på én måde og befolkningerne i den vestlige på en anden.

Det samme gælder forholdet mellem det europæiske og det afrikanske menneske, indser Richard i sin lange tankerække.

En aktivistisk bog

Det er snarere disse konfliktlinjer, Jenny Erpenbecks (født i 1967, opvokset i Østberlin) roman handler om, og altså ikke så meget om en splittelse hos den harmoniske hovedperson som om revner, paradokser og uretfærdigheder i den ydre virkelighed projiceret ind i hans forestillingsverden.

Jenny Erpenbeck har ikke skrevet en klassisk, men en aktivistisk roman, der som i et gammeldags lærestykke holder verden frem for sit publikum og inviterer det til at diskutere den (indimellem med provokerende tætføringer af flygtningens og Holocaustofrets historier).

Det stemmer i øvrigt overens med bogens tilblivelseshistorie. Jenny Erpenbeck har selv engageret sig i flygtningenes situation, hun har besøgt dem, talt med dem, og personerne, hvis historie vi møder i romanen, takkes på bogens sidste side under andre navne.

Det stemmer også godt overens med det oplysningsønske, der tydeligvis ligger i romanens genfortællinger af den enkelte flygtnings historie, ofte strækkende sig over flere sider som svar på Richards detaljerede spørgsmål og omsluttende hele det bureaukratiske maskineri, som flygtningen årelangt må slås med.

Havde romanen ikke desto mindre været både mere spændende og væsentligere, hvis den havde fortalt flertalsmenneskets, den hadefulde flygtningekritikers eller bare en lidt mere tvivlrådig karakters historie? Og stillet Richards empati på større prøver og rusket voldsommere i hans indlevelsesevne?

Jo, nok.

Jenny Erpenbeck: 'Går, gik, gået'. Oversat af Jacob Jonia. Rosinante. 304 sider. 349,95 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu