Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Først blindhed, så barbari

Vejen fra menneskelig anstændighed til lort, voldtægt og drab er som bekendt kort. En af de allerbedste romaner af portugisiske José Saramago fortæller hvor kort
José Saramagos ’En fortælling om blindhed’ hører til det absolut bedste fra den gamle mesters hånd, mener denne anmelder. Den genudgives nu af forlaget Rosinante. Arkivfoto

José Saramagos ’En fortælling om blindhed’ hører til det absolut bedste fra den gamle mesters hånd, mener denne anmelder. Den genudgives nu af forlaget Rosinante. Arkivfoto

Ulf Andersen

Kultur
26. november 2016

Menneskelig godhed, en mod alle odds urokkelig omsorgsfuldhed og retfærdighedssans, og så det modsatte, forhærdet ondskab. Det er i det felt, José Saramagos forfatterskab opererer.

Ondskaben kan som regel føres tilbage til magthaverne, den politiske, den kirkelige og den himmelske magt. Godheden, når den ellers forekommer, for den er sjældnere, hører det almindelige menneske til, tit småkårsfolk.

Sådan er det i gennembrudsværket Historien om Baltasar og Blimunda og den forunderlige Passarola. Kirke- og kongemagt, kristen inkvisition, for at det ikke skal være løgn, til den ene side. Synske Blimunda og den fattige soldat Baltasar samt deres kærlighed til den anden.

Sådan er det i et andet hovedværk, Jesusevangeliet, hvor originalt nok Jesus er den menneskelige styrvolt, der sætter sig op mod Vorherres despoti og magtliderlighed.

Sådan er det altså jævnt hen i forfatterskabet, der i 1998 blev belønnet med Nobels litteraturpris, og som i samme spor afsluttedes med den lille fabel Kain (netop ham, ikke Abel) i 2009, året før Saramagos død.

Det menneskeliges mirakler

Fronterne mellem det gode og det onde kan være trukket hårdt op (Saramago var kommunist, han var også antikirkelig), og udgangen er tit løfterig. Det menneskelige, især i små organiserede fællesskaber eller forenet i kærlighed, kan udrette mirakler, når magtens idioti bliver stor nok.

Alligevel er der ingen sentimental nerve hos Saramago, men tværtimod noget gående fra det rå til det svale over indlevelsen i det menneskelige. Og en realisme, selv hvor han skriver i fantastiske eller fabelagtige og mytologiske former.

Et af de allerbedste eksempler er romanen, som Rosinante nu genudgiver i sin klassikerserie, En fortælling om blindhed.

Grusomhedens fremadskriden

Fortællingens afsæt er en uforklarlig og smitsom øjensygdom, der fra det ene sekund til det næste gør mennesker blinde eller omskaber det synlige ydre til en ensartet mælkehvid flade. Staten og dens anonyme funktionærer reagerer ved prompte at anbringe de sygdomsramte på et nedlagt sindssygehospital.

Herefter er to angstfyldte og blodige krige i gang. Den mellem de internerede blinde og det omkringliggende samfund repræsenteret ved bevæbnede soldater i en jernring om hospitalet. Og den interne mellem de blinde, som samtidig er krigen mellem en skrøbelig opretholdelse af civiliseret menneskelighed og den grusomme selvfornedrelse.

Romanen er skrevet i Saramagos karakteristiske stil, en hastigt løbende tekst, få punktummer, næsten ingen afsnit, desuden med en tydeligt markeret fortæller, der veksler mellem det panoramiske og den tætte scene og kommentarer, der igen svinger mellem det køligt observerende og det ironiske.

Det distancerede (og det svale, det ironiske) giver grusomheden et klaustrofobisk præg, her er kun grusomhedens uafvendelige fremadskriden, fulgt af en Verfremdungseffekt. Man skal se, man skal desuden på sin egen krop mærke, hvor galt det går de ikkeseende.

En af de bedste

Enkelt sagt er der vel to måder at læse Saramagos roman på, der ikke udelukker hinanden.

Der er den realistisk-psykologiske, hvor de overskidte lokummer, den rasende og blodige krig, der udkæmpes om de daglige madrationer, og overgrebene og voldtægterne er historien om den papirtynde væg mellem menneskelighed og barbari. Det er kz-lejrens psykologi, det kan også være flygtninges og udstødtes hverdag og virkeligheden i trængte samfund.

Læst som fabel og allegori er det blindheden som barbariets årsager, der interesserer Saramago. Det vil sige blindheden som et almindeligt forekommende træk ved mennesket og en konstant lurende fare, selv i såkaldt velordnede samfund.

»Jeg tror ikke, at vi blev blinde, jeg tror, at vi er blinde, Blinde, som ser, Blinde, som ser uden at se,« siger en af romanens personer mod slutningen. Først er der blindheden, så følger barbariet. Men hos Saramago altså også altid godheden. Og desto større grusomheden, desto stærkere godheden. I romanen har godheden skikkelse af en endnu seende kvinde, der som en menneskelig engel leder de blinde gennem helvede og tilbage.

Der er flere af Saramagos tidlige romaner, der er udsolgte fra forlaget, og som kunne fortjene et genoptryk. Men at begynde med En fortælling om blindhed er en aldeles velkommen beslutning. Romanen hører til det absolut bedste fra den gamle mesters hånd.

José Saramago: En fortælling om blindhedOversat af Per Sibast. Rosinante. 288 sider. 199,95 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her