Læsetid: 3 min.

Fremtiden må op til revision

Filosofien er omdrejningspunktet i en enkel og fremragende film om den midelaldrende filosofilærer, Nathalie, der bliver forladt, fyret og mister sin mor
18. november 2016

 

Nathalie (Isabelle Huppert) er kommet godt på plads i sit liv. Hun underviser i filosofi på et gymnasium i Paris, skriver lærebøger om filosofi og redigerer en serie af filosofiske essays.

Hun og hendes mand, Heinz (André Marcon), der underviser i filosofi ved et universitet, har to voksne børn og et behageligt hjem. Hun passer sin gamle, sindsforvirrede mor og diskuterer filosofi med sin protegé og tidligere elev Fabien.

Nathalie er en dedikeret og seriøs kvinde, der lever i overensstemmelse med sine overbevisninger og ønsker. Da hendes mand forlader hende for en anden kvinde, er det det første tab af flere.

Nathalie reagerer fattet og fornuftigt på modgangen. Ikke at hun ikke er følelsesmæssigt berørt, hele filmen dirrer, fordi Isabelle Huppert spiller rollen med så tydelig en følsomhed, som sagtens kan findes ved siden af fornuften.

Mia Hansen-Løve vandt Sølvbjørnen for bedste instruktør ved filmfestivalen i Berlin, og Dagen i morgen er da også et ekstraordinært vedkommende portræt af et liv og det, der giver det mening.

Kæmper ikke for revolutionen

En af grundene til, at Mia Hansen-Løves Dagen i morgen er så fremragende (for fremragende, det er den), er dens skildring af ulykkelige omvæltninger, som ikke er katastrofer, og sorg, som tager plads op i hverdagen uden at være jordens undergang.

Det er trist at blive forladt – hun havde foretrukket, at affæren var forblevet en affære, hun ikke vidste noget om, og at den fælles bogsamling ikke skulle blive splittet ad.

Det er ærgerligt at miste opgaven med at redigere filosofibøger, men ikke noget at hænge sig i. Og det er sørgeligt at sende sin mor på plejehjem og sige farvel til hende, men det kunne næppe være anderledes.

Nathalie bliver boende i det fælles hjem, arver sin mors kat og tager på besøg hos Fabien, som sammen med sin kæreste og en gruppe venner har startet et intellektuelt anarkistkollektiv i Alperne. Hun bærer sine sorger med rank ryg og har ting at gøre i livet.

Midt i alt det personlige og hjemlige opbrud er det gennemgående spørgsmål i Dagen i morgen, hvad forholdet er mellem politik og filosofi og den intellektuelles rolle i samfundet.

I en af filmens første scener er gymnasiet, Nathalie underviser på, blokeret. Eleverne strejker i solidaritet med de arbejdere, der rammes af arbejdspladsreformer. Nathalie vil ikke finde sig i at hendes undervisning bliver forstyrret og gennemfører undervisningen på trods.

Hendes holdning til reformerne kommer ikke eleverne ved, svarer hun, da de spørger. De får et Rosseau-citat (»Hvis der var et folk af guder, ville det være demokratisk regeret. En så perfekt regeringsform passer ikke til mennesker«).

Nathalies mand, Heinz, driller hende over familiemiddagen med, at hun som ung var kommunist. Fabien og Nathalie diskuterer, hvordan man er en engageret intellektuel. De to respekterer og beundrer hinanden, men deres forskellige syn på samfundet og på den intellektuelles rolle i det skaber en distance mellem dem.

Nathalie vil gerne passe sit arbejde, Fabien vil være så fri som muligt, så han kan læse og skrive og leve af det lidt, de kan tjene ved at arbejde på universitetet i Grenoble og producere ost.

Han bebrejder hende, at hun ikke gør op med samfundets undertrykkende strukturer og lægger sit liv om. Men hun er for gammel til radikalitet, hendes mål er ikke revolutionen, som den bliver planlagt ud på de små timer i huset i Alperne, men at lære unge mennesker at tænke selv.

Der er intet karikeret eller klichefyldt over deres diskussion og den forbipasserende tristesse, den afføder for dem begge. Som alt andet i filmen skildres deres relation både med enkelhed og nuancer.

’Dagen i morgen’ (originaltitel: ’L’Avenir’). Manuskript og instruktion: Marie Hansen-Løve. Fransk. Udvalgte biografer over hele landet

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Tja!

Anmelderne er stort set alle enige i, at dette er en særdeles god film. Så man drager afsted. Ser frem til oplevelsen, men bliver ærlig talt både skuffet og utålmodig, for filmens lyd- og billedside er stort set kun Isabelle Huppert i manisk trav frem og tilbage. På gader, i parker, i boliger. Tramp, tramp, tramp med hektiske hårde hæle henover trægulve. IH ankommer i et væk. Smider nøgler, tasker, overtøj fra sig. En laaang gentagelse.

Ærlig talt: Dialogen og filosofien har svære kår under de forhold.