Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Giselle bliver vanvittig af kærlighed

Det er bare ikke til at få øje på Silja Schandorff og Nikolaj Hübbes bizarre iscenesættelse af den romantiske balletklassiker
Ida Praetorius fra Den Kongelige Ballet danser en vidunderlig Giselle – uskyldig, nysgerrig, forelsket og sårbar – men anbragt i et kostume, der minder om en Wolford-kreation. Her er hun i vanvidsscenen, hvor det går det op for hende, at Albrecht har bedraget hende.

Ida Praetorius fra Den Kongelige Ballet danser en vidunderlig Giselle – uskyldig, nysgerrig, forelsket og sårbar – men anbragt i et kostume, der minder om en Wolford-kreation. Her er hun i vanvidsscenen, hvor det går det op for hende, at Albrecht har bedraget hende.

Costin Radu

Kultur
18. november 2016

Der er ingen tvivl om, at både Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe er dybt fascinerede af den romantiske ballet Giselle fra 1841.

De to iscenesættere kender alt i det voldsomme plot om bondepigen Giselle, som bliver forført af hertugen Albrecht – og som bliver vanvittig, da hun indser bedraget. Hübbe dansede Albrecht i Henning Kronstams psykologisk raffinerede opsætning i 1990, og Schandorff har danset Giselle i den genfærdsdramatiske opsætning af Nikolaj Hübbe og Sorella Englund i 2008. 

De er ovenud fortrolige med romantikkens følelsesladede verden, hvor virkelighed og overnaturlighed smelter sammen. Er der nogen, der kan forstå de psykologien hos en kvinde, der bliver vanvittig og dør, ’inden hun kommer i brudeseng’ – som endda tvinges til at genopstå som genfærd hver nat og danse unge mænd til døde – så må det være Schandorff og Hübbe.

Perfekte balancer

Alligevel er det gået grueligt galt med deres nye opsætning af Giselle. Dramaet falder fra hinanden. Personerne introduceres uklart, og de afgørende handlingsøjeblikke udtrykkes ikke tydeligt nok.

Koreografien holder sig fint inden for traditionens trin, og danserne danser imponerende præcist. Men historien om den dødbringende kærlighed forsvinder, jo flere gange danserne løfter benene i perfekte balancer på lige rækker.

Det hjælper heller ikke dramaet, at scenografien og kostumerne nærmest barnligt forsøger at provokere ballethistorien.

Giselle er oprindelig en bondepige. Hun er tækkelig, som man nu var det i 1840’erne – med tylskørter helt til anklerne. I Mia Stensgaards kostume kommer hun til at ligne en catwalk-model fra Wolford – iført stramt, gennemsigtigt lycra i hotteste skæringer og helt bizart både nøgen ryg og nøgne skuldre.

Ged i gobelinerne

Selv skriver Stensgaard i programmet, at hun har valgt at udtrykke »den hudløse forelskelses rus« i Giselles kostume. Men eftersom Giselles mor har samme anorektiske stramhedsdragt, bryder denne idé sammen.

Maja Ziska har på samme måde skabt en scenografi, der velsagtens skal opfattes som en indre fortolkning af bondeuniverset. Men døren i bondehuset er nu velsagtens seks meter høj (!), og der hænger 12 meter høje gardiner ned fra himlen over landsbyen. Det er forvirrende, uanset hvor gode intentionerne har været.

Det går helt galt i andenakten, der foregår i en skov, men som her ligner en nedlagt kirkegård. Pointen i historien er nemlig, at Giselle IKKE må blive begravet i indviet jord på kirkegården. Men den pointe kvæles altså i gardinerne.

Rockstjerne og jæger

Tre forskellige danserhold prøver kræfter med de store hovedpartier. Ida Praetorius er en vidunderligt lysende Giselle. Alt, hun gør, er så naturligt og uanstrengt. Men fordi iscenesættelsen er så uklar i andenakten, bliver det aldrig entydigt, at det er hendes kærlighed, der hjælper hendes elskede Albrecht til at overleve de hævngerrige wiliers angreb.

Andreas Kaas danser hertugen Albrecht som en charmerende ung rockstjerne – med iltre krøller og lethed i overkroppen. Men han har endnu ikke pondus nok til at spille den forføreriske hertug.

Pondus er der til gengæld masser af i Sebastian Haynes fortolkning af jægeren Hilarion, der er ulykkeligt forelsket i Giselle. Faktisk er det lige ved, at denne Hilarion virker mere helteagtig end Albrecht. Og så skrider balancen.

Til gengæld spiller Femke Mølbach Sloth rollen som hertugens hemmeligholdte forlovede Bathilde så aristokratisk og erotisk, at salen sukker - og hendes grønne kjole er en drøm af overdådighed og skønhed. Og Caroline Baldwin og Jonathan Chmelensky danser ’bondedans’, så verden bliver lys og let.

Enevældige Hübbe

Overordnet set er det forfriskende, at Nikolaj Hübbe byder på nye versioner af klassikerne, nu hvor han ikke selv er nyskabende koreograf. Men det ville så være klædeligt, hvis andre nyfortolkninger – eller bare de gamle opsætninger fra magasinerne – af og til blev indsat i repertoiret, så publikum havde noget at sammenligne med. Det gælder selvfølgelig ikke mindst Bournonville-balletterne som Sylfiden, Napoli og Et Folkesagn, men altså også en romantisk klassiker som Giselle. Lige nu er Hübbe enevældig.

Musikalsk bliver Giselle dog et lykkeligt genhør. Dirigenten Graham Bond og Det Kongelige Kapel giver Adolphe Adams’ musik den hvirvlende smerte og den tvetydige dødsdrift, der ligger i Giselles selvopofrelse. Eller som Asger Schnack har formuleret ballettens magnetisme således i en lyrisk tekst i programmet: »Giselle, som et digt, en skråstreg imellem liv og død, en passage fra længsel til fred.«

Denne romantiske længsel er desværre ikke til at få øje på i Schandorff og Hübbes opsætning.

Giselle. Koreografi: Silja Schandorff og Nikolaj Hübbe, baseret på Jean Coralli og Jules Perrots ballet fra 1841. Musik: Adolphe Adam. Scenografi: Maja Ziska. Kostumer: Mia Stensgaard. Lys: Åsa Frankenberg. Den Kgl. Ballet og Det Kgl. Kapel. Dirigent: Graham Bond. Gamle Scene. Til 19. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her