Kan man overhovedet lave en indfølt film om pacifisme, der samtidig er fuld af krig og vold?
Det er i hvert fald, hvad Mel Gibson forsøger i sin nye film som instruktør, Hacksaw Ridge, og det lykkes ham tildels – også selv om der er lovlig meget smæk for skillingen i de brutale, blodige krigsscener.
Filmen, der bygger på virkelige hændelser, begynder midt under et vældigt slag på den japanske ø Okinawa i Stillehavet under Anden Verdenskrig, hvor amerikanske og japanske soldater sønderskydes og sprænges i stumper og stykker af hinandens håndgranater og artilleri.
En ung mand, menig Doss, bæres fra slagmarken – han er såret i benet – mens hans kammerater forsikrer ham om, at det hele nok skal gå. Det er denne Desmond Doss (en velspillende Andrew Garfield), Hacksaw Ridge handler om, og historien bevæger sig 17 år tilbage i tiden for at vise, hvordan Doss, der var glødende pacifist, alligevel endte i krig og blev en højt dekoreret krigshelt.
Doss, der kommer fra et bjergrigt område i Virginia, og hans bror, Hal, er som børn et par energiske størrelser, der hele tiden klatrer rundt i bjergene og slås med hinanden.
Deres gudfrygtige mor, Bertha (Rachel Griffiths), bryder sig ikke spor om det, men deres far, Tom (Hugo Weaving), mener, at det er god forberedelse på en barsk og uvenlig verden – og så behøver han kun at straffe den af drengene, der har tævet den anden.
Faren deltog i Første Verdenskrig, hvor han mistede sine tre bedste venner og – med dem – troen på livet, og som det ulykkelige menneske, han er, både drikker han for meget og tæver sin kone og sine børn.
Vaskeægte helteepos
Det smitter selvfølgelig af på sønnernes omgangsform, en dag kommer Desmond Doss i kampens hede til at knalde sin bror ned med en mursten. Han kunne have slået Hal ihjel, og det får Desmond til at afsværge vold, og da han 15 år senere, efter japanernes angreb på Pearl Harbor melder sig til hæren for at kæmpe i Anden Verdenskrig, er det som pacifist og sygeplejer.
Han vil redde liv, ikke tage dem, og han nægter at håndtere våben af samvittighedsmæssige og religiøse grunde.
Det bringer ham hurtigt på kollissionskurs med både officererne og de øvrige soldater i delingen, der mener, at Doss er en kujon, som man ikke vil kunne stole på ude på slagmarken.
Deri tager de dog grundigt fejl – flere af dem siger det endda siden til Doss selv – for midt i al den galskab og blodige brutalitet, de unge soldater møder på Okinawa, i endnu et forsøg på at indtage højderyggen Hacksaw Ridge, viser Doss sig at være lidt af en helt.
Uden hensyn til sit eget liv – og med Gud på sin side – slæber han den ene sårede og lemlæstede kammerat efter den anden i sikkerhed, og han ender med at have reddet livet på 75 andre soldater, da han selv bliver såret og må bæres ud – den scene, filmen begynder med.
Det er med andre ord et vaskeægte helteepos, Mel Gibson fortæller i Hacksaw Ridge. Og det med den samme oprigtighed og fysiske voldsomhed, som han fortalte om skotsk oprørstrang i Braveheart, om Jesu lidelser i The Passion of the Christ og om mayaernes menneskeofringer i Apocalypto.
Lemmer afrives, blod sprøjter, og mennesker dør en grim og smertefuld død i den amerikanske skuespiller og instruktørs film, der er så fysiske og pågående som nogen. Steven Spielberg satte nye standarder for realistisk skildring af krig i de første minutter af Saving Private Ryan; Gibson sætter om muligt barren endnu højere, hvilket kan mærkes på både krop og sind, mens man ser Hacksaw Ridge.
En smule paradoksalt
Al den krigstummel og død og ødelæggelse sætter selvfølgelig Desmond Doss’ pacifistiske projekt i relief. Der er noget uendeligt smukt og beundringsværdigt over et menneske, der så stædigt holder fast i sin religion og sine principper, selv om alle omkring ham gerne vil have ham til at forråde principperne og dermed sig selv.
Det er også her, at Hacksaw Ridge fungerer bedst, i sit overbevisende og nuancerede portræt af et menneske, der med ord og handling kæmper for det, han tror på – og som han har grund til at tro på.
Bekymret følger man så med Doss ud på slagmarken, og på hans vegne føler man stolthed over, at de soldaterkammerater, som før tog afstand fra ham, nu priser hans mod og mandshjerte.
Man kan dog ikke helt frigøre sig fra den ironi – hvis man kan kalde det det – der er i, at Doss i flere tilfælde kun overlever på slagmarken, fordi hans kammerater bærer våben, og i modsætning til ham gerne bruger dem. Og så virker det mere end en smule paradoksalt – hvis ikke selvmodsigende – at en film om så dedikeret en pacifist som Doss skal være så voldsom.
Ingen tvivl om at krig er helvede – det understreger Mel Gibson igen og igen i Hacksaw Ridge – men indimellem virker det ligefrem, som om filmen æstetiserer død og lemlæstelse unødigt. Flot ser det ud, når granater falder i slowmotion, og kroppe sendes i vejret, mens salvelsesfuld trompetmusik spiller på lydsiden. Men behøver det at se så flot ud?
Gibson er en dygtig og effektiv billedmager, der igen har drejet en god og gribende historie med meget på hjerte, men hans fascinationspunkter er tæt ved at stille sig i vejen og modarbejde budskabet.
’Hacksaw Ridge’. Instruktion: Mel Gibson. Manuskript: Andrew Knight og Robert Schenkkan. Amerikansk (Biografer landet over)
