Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Hjem til flydeøerne

Debutromanen ’Ø’ beskriver tredjegenerationsmigrantens spasmer af længsel efter et færøsk landskab, hun aldrig har haft hjemme i, og fortæller de udvandrede bedsteforældres historie
Kultur
5. november 2016

Midnatssolen laller i ørerne på jegfortælleren i Ø. Hun er taget med sine forældre til Færøerne for at besøge slægtningene til hendes mormor og morfar, som rejste herfra og skabte sig et liv i Danmark.

Siri Ranva Hjelm Jacobsens debutroman, Ø, er en fortælling om disse færøske bedsteforældre, Omman og Abben, Marita og Fritz.

Jacobsen beskriver de længsler, de levede med på Færøerne og siden i Danmark, i et indfølt og lyrisk sprog. Parallelt med den historie løber en fortælling om jegpersonens forhold til sit færøske ophav, hendes refleksioner over identitet, oprindelse og nedarvet migrationserfaring.

Hun beskriver sig selv som migrationens biologiske frøsætning, en halvfæring, et blandingsprodukt, en fortyndet udgave med patologisk hjemve. Hun kan knap nok udtale sit eget navn og husker ikke navnene på sine mange færøske slægtninge.

Førstepersonsfortællingen i Ø er præget af en længsel efter at høre til – ikke så meget i det færøske samfund som i den færøske natur: »Jeg ville gerne have, at et kim i mig var opstået her og hørte til, del af stenen, den grønne luft.«

Små tragte for verden

Det er en interessant længsel at læse om, fordi den hverken er nostalgisk eller sentimental, men drevet af en erkendelse af, at spørgsmålet om at høre til er ekstremt komplekst.

Nysgerrigheden efter, hvad det vil sige at have hjemme et sted, gennemstrømmer romanen. Både jegfortællerens rejseoptegnelser og den fabulerende rekonstruktion af bedsteforældrenes migration, som ikke var af nød, men af udlængsel.

Jacobsen beskriver Fritz’ nysgerrighed som en hud, der står åben, »porrerne er små tragte for hele verden, den siver ind«.

Luftige forestillinger om, at hjem er en tilstand, de mennesker, man møder, affærdiger jegfortælleren som noget pis, kulturfremmede backpackere siger, mens de smasker sig gennem verden. Det er et skråsikkert udsagn og ikke romanens eneste, men det er så langt fra en skråsikker, konklusionsivrig roman.

Jegfortælleren ser sin morfar have hjemme i den færøske kædedans og i den længsel, der kommer til udtryk, når han læser Odysseen. I beskrivelsen af morfaren som en ung, emigreret mand, der savner sin kæreste, bærer hun »alt, der er hjem« i sin krop, der vil dufte af fjeldluft, mos og vejrglatte sten.

Det er besjælet natur, der optræder i Ø. Fjeldet læner sig, tågen ligger forædt oven på resterne af Søndermarken, luften synger lavt og lyseblåt, skyerne æder af fjeldet og et andet sted er fjeldet en tromme, himlen slår på.

Romanen er fuld af den slags billeder, nogle steder er det, som om den lyriske iver koger over, andre steder står beskrivelsen af en natur, der har noget at skulle have sagt, helt skarpt.

Det mest centrale billede i Ø er flydeøen. Bedsteforældrene samler på historier om den slags, fra Aiolos i Odyseen og til øen Mykines, som »sover sin rævesøvn for enden af fjorden«. Romanens flydeøer kan læses som et billede på en hjemstavn, der ikke er til at få hold på, og som på en gang er geografisk og mytologisk.  

Siri Ranva Hjelm Jacobsen: Ø. Lindhardt & Ringhof. 245 sider. 250 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her