Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jørgen Leth er bange for døden

Jørgen Leth, Søren Ulrik Thomsen og Niels Skousen er alle godt oppe i årene, og de er i forskellige grader begyndt at tale ind over musik. Leth gør det frit og levende i gruppen Vi Sidder Bare Her. Thomsen udtaler sine digte lidt mere stift. Mens Skousen følger Leonard Cohen udi grænselandet mellem sang og tale
Kultur
11. november 2016

Når Jørgen Leth siger, at han hader havet, gør han det med vanlig urokkelig autoritet.

Så urokkelig autoritet, at min autoritetsskepsis blev rusket godt og grundigt, da jeg første gang hørte den nye udgivelse Rak-Ma-Gak fra Vi Sidder Bare Her. Selvom det også slog mig som komisk.

Det irriterede mig ikke mindst, at han fra sin position hidser sig op over havet – samt at han synes, at det er så vigtigt – og det var først efter en del lytninger, at det gik op for mig, hvor stor sårbarhed, der også ligger i hans udsagn om havet.

Det gik op for mig, at hans irrationelle had til havet var udtryk for noget større, noget dybere, og jeg kom i tanke om, at han i en af sine bøger skriver, at han er pissebange for vand.

Jeg tror også, at den Jørgen Leth, der taler på Rak-Ma-Gak, er bange for døden.

Jeg tror, at han godt ved, at døden ikke er uendeligt langt væk. Og noget af det virkeligt fine ved Rak-Ma-Gak er, at angsten i den erkendelse formidles helt subtilt, poetisk, så den sniger sig ind på lytteren som en diskret mellemtone i den grundklang, som pladen afgiver.

Den kulturelle alfader

Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig udgav deres første plade sammen i 2008, og konceptet for deres følgende plader virker til at være det samme: Jørgen Leth taler frit, mens Simpson og Toksvig sætter lyd til.

Relationen imellem ord og musik er fri både rytmisk og tonalt. Det er talens tonalitet og rytmik, Jørgen Leth udøver på Rak-Ma-Gak, og han mestrer den kunst. Ligesom Simpson og Toksvig i allerhøjeste grad mestrer at klippe hans monologer sammen og agere lydlandskabsarkitekter.

De formår at understøtte stemningerne i Jørgen Leths fortællinger uden at gøre de musikalske budskaber overtydelige. Og de har sans for sproget: Ikke en eneste linje virker malplaceret.

Jørgen Leth taler fra den der helt særlige position. Fra Jørgen Leths position, som vel også i en eller anden grad er den privilegerede og vel også autoritære position. Den position, som de nok på den anden side af sundet ville kalde Kulturmänniskans position.

Og han er sgu også konservativ. Som når han brokker sig over sprogets forfald på »En Lille Opsang Til Sproget«. Men den gennemgående sårbarhed giver denne plade ret stor værdi i mine ører.

Digtets musik

En anden af landets vigtige litterære stemmer Søren Ulrik Thomsen har på sin nye plade POWER, sammen med orkestret Det Glemte Kvarter, sat musik til digte fra nogle af hans vigtigste samlinger, City slang (1981), Ukendt under den samme måne (1982), Nye digte (1987) og Hjemfalden (1991).

Der er noget fint over, at den fuldvoksne digter på denne måde sætter musik til sine ungdomsdigte. Der er meget godt at sige om pladen, og jeg vil selvfølgelig på ingen måde anfægte digtenes kvalitet. Men den følelse, der presser sig stærkest på for mig, er desværre, at digtenes musikalske potentiale ikke bliver ordentligt forløst i denne sammenhæng.

Søren Ulrik Thomsen forsøger at passe sine digte ind efter perioderne i musikken. Han udtaler den sidste linje i en strofe, inden det næste stykke i musikken tager over. Hvilket skaber en musikalsk stivhed, som nok også ligger lidt i hans diktion, og som helt afgjort også ligger i den stramhed, hvormed kompositionerne og produktionerne er drejet.  

Ikke dermed sagt, at det ikke groover. Og ikke dermed sagt, at der ikke er vellykkede musikalske passager. For det er der. Men helheden, samspillet imellem musikken og det talte ord og den musik, der opstår i det spændfelt, er gennemgående ikke helt oppe at ringe.

Den talende troubadour

Da Leonard Cohen i 2012 udgav sin første plade i otte år, havde han skåret helt ned på sangen og var mest af alt begyndt at bruge sin karakteristiske dybe røst som en slags fortællerstemme. Indimellem bakket op af kvindelige sangere, der føjede tone og klang til.

Niels Skousen følger i samme spor på sin nye plade, Hvem er du som kommer imod mig. Han bevæger sig i grænselandet imellem det talte og det sungne ord. Og han gør det ganske udmærket.

Søren Kierkegaard sagde, at livet forstås baglæns. Men selvom det syngende jeg på Hvem er du som kommer imod mig kigger sig over eksistensens skulder for at finde svar, står han – ligesom Cohen i øvrigt – primært tilbage med spørgsmål og tvivl. Både i forhold til kærligheden, venskaberne og storpolitikken.

Der er stor eksistentiel musik i denne tvivlerposition, og Skousen og hans band pakker den fine lyrik ind i smukke, vuggende kompositioner. Sådan at englene synger omkring Skousen, mens Skousen kigger vemodigt undrende op på dem.

Vi sidder bare her: ’Rak-Ma-Gak’ (Universal Music)

Søren Ulrik Thomsen: ’POWER’ (Sony Music)

Niels Skousen: ’Hvem er du som kommer imod mig’ (Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her