Læsetid: 5 min.

Journalistens aktuelle dilemma

Olav Hergels nye spændingsroman bringer ham op i klasse med Hanne-Marie Holst
Olav Hergel er aktuel med spændingsromanen ’Punktum’.

Olav Hergel er aktuel med spændingsromanen ’Punktum’.

Sigrid Nygaard

19. november 2016

Alle journalister laver fejl. Det er som at falde på ski: Hvis ikke det sker, er det, fordi man kører for langsomt og ikke afprøver grænser.

Jo tak, men hvad nu hvis de fejl, man begår, ødelægger livet for et menneske, for en familie? Journalistik skal holde øje med magten og gå efter dem, som misbruger den over for de svage – men hvad nu hvis den stærke pludselig selv bliver svag? Skal han eller hun så stadig tværes ned i sølet, bare for at pressen kan holde sin hellige fane højt?

Sådan lyder bare nogle af de etiske dilemmaer, der rulles ud i Olav Hergels nye politiske spændingsroman, en nådesløs skildring af pressebranchen i en tid, hvor fagets idealer udfordres af konkurrencen om læsere, annoncekroner og klik på nettet:

»Engang var en artikel ikke en rigtig artikel, før den stod i papiravisen. Nu var den ikke en rigtig artikel, før den lå på nettet.« Og: »Aldrig har der været så mange tv-kanaler, så megen kommunikation, så mange artikler, og aldrig så lidt journalistik.«

Et ægte scoop

Da handlingen tager sin begyndelse, er Mikkel Haslund, 49, single, ansat på Berlingske, hvor han på en vagt nægter at lave en tåbelig pseudonyhed om vejret. I stedet tager han taxa ud til en gartner i Høje Taastrup, som netop er blevet fyret fra kommunen for at tage sig en smøg på jobbet. Den historie viser sig at være et scoop.

Ganske vist har Arvid Hansen i forvejen fået mundtlige og skriftlige advarsler, men hans chef Marie Rode, som har pudset »røgvagter« på ham og strittet ham ud, er opadgående stjerne hos Radikale Venstre, som traditionelt pynter sig med en »human« profil.

Er Marie Rode blevet så human, at hun er blevet inhuman? Så god på hele menneskehedens vegne, at hun er ond imod individet? Sådan må Mikkel spørge, og sådan bliver han ved at bore, da han i en fyringsrunde er røget ud fra Berlingske og gået over til Ekstra Bladet.

Her får han snart mulighed for også at gå i flæsket på hr. Rode, en super duper landmand, som muligvis har fiflet med kontrakter og løn til sine østeuropæiske arbejdere.

I mellemtiden bliver fruen minister og formaster sig til at hente deres teenagedatter fra skolen i den skatteyderbetalte Audi. Forargelsen vil ingen ende tage, og på websiden Nationen tager pøbelen over.

Hvad er problemet?

Det triste ved Mikkels historier er, at selv om der ikke står et eneste urigtigt ord, er det hele alligevel én stor løgn. Til gengæld lever han smukt op til Hemingways gamle princip: »Skriv hårdt og klart om det, der gør ondt.«

Og egentlig føler han sig godt tilpas på Ekstra Bladet, fordi dets journalister er så usnobbede og går lige i struben på historierne. »En minister bryder reglerne. En journalist undersøger sagen.« Og hvad er så problemet?

Problemet er, at han ender som producent af ulækker, skadefro, smålig, hensynsløs analjournalistik.

Det med det anale bliver da også sørgeligt konkret. For da Marie Rode som social- og sundhedsminister kaster sig ind i kampen mod prostitution og dermed menneskehandel, følger Mikkel og fotografen med og ender med at afdække artige sager: En pige fra Afrika har blandt sine faste kunder den Ekstrablads-journalist, der allermest ihærdigt holder Mikkel fast på, at »alt er de riges skyld«, og for at det ikke skal være løgn, viser det sig, at ministerens landmand længe har haft noget kørende med en lækker luksusluder på Østerbro.

Blandt flygtninge

På dette sted må anmeldelsen nødvendigvis flække og blive til to. Olav Hergel ville ikke være Olav Hergel, hvis han undlod at sende Mikkel til Sicilien og møde fire overlevende fra en flygtningebåd, fra hvilken der døde 400, især kvinder og børn.

Med ét befinder journalisten sig »i en svedlugtende gymnastiksal, omgivet af mennesker, som aldrig ville blive hele igen, fordi de havde set andre mennesker myrde hinanden og set deres børn drukne foran sig«.

Denne handlingsstreng giver forfatteren lejlighed til sikkert at demonstrere, hvordan flygtningekrisen først bliver konkret, når og hvis der bliver sat rigtige kroppe og ansigter på den.

Mindre heldig er Olav Hergel med handlingens anden streng, den, der handler om branchemiljøet hjemme i Danmark og Mikkel Haslunds rolle heri.

Vi forstår udmærket, at hovedpersonen geråder i et ækelt dilemma, efterhånden som han fatter, at hans historier får fatale konsekvenser, og vi lever os dybt ind i ham, idet han indser, at han er sin egen anklager, forsvarer og dommer, og at han i virkeligheden kun har to muligheder: Livsvarigt fængsel eller døden.

Men forfatteren taber, så vidt jeg kan se, sit eget plot på gulvet, da han, tro mod spændingsromanens konventioner, forsøger at kombinere bladhistorien med en kærlighedshistorie.

En nat med Arendse

Måske er jeg bare ikke skrap nok til at afkode spændingsromaner. I hvert fald fatter jeg ikke, hvorfor Mikkel Haslund bliver så chokeret, da han på side 422 opdager, at den Arendse Sommer, som han flirtede med på side 126, og med hvem han nu har tilbragt en hed nat, er identisk med Kaspar Lunds betalte elskerinde. Om det fik vi nemlig et vink med en vognstang allerede på side 283.

Nå, men lad det nu ligge. Vigtigt er det at fastslå, at Olav Hergel leverer en ægte og overbevisende skildring af branchemiljøet som sådant.

Helt nøgleroman bliver Punktum vel ikke – dertil er der byttet for meget rundt på diverse identiteter – men man fatter da uden besvær, at spændingsaksen i bogen går mellem Pilestræde (Berlingske, B.T. og Berlingske Media) og Rådhuspladsen (Politiken, Ekstra Bladet og Jyllands-Posten) samt at forfatterens hjerte brænder for journalistikken: Hellere få lov at rapportere fra virkeligheden end »lade sig æde af nettet, gule bjælker, breaking news og Facebook«.

Personlig overfrisk vennetjeneste

Som en kuriositet kan i den forbindelse nævnes, at der de seneste dage på websiden POV (Point Of View International) har ligget et besynderligt skriv, som giver sig ud for en art anmeldelse af Punktum, forfattet af sidens ejerske Annegrethe Rasmussen.

Omfangsmæssigt har vi at gøre med, hvad der svarer til 12 bogsider, genremæssigt med et uskønt miks af interview, portræt, referat, citat og opgejlet skamros. Eneste grund til at nævne artiklen her er Rasmussens friske påstand om, at romanen trods de 483 sider fremtræder uden én eneste fejl.

Helt så paradisisk er virkeligheden ikke. Jeg kunne nævne adskillige stavemåder, som ordbogen ikke hjemler, men skal nøjes med to eksempler.

Olav Hergel bruger to steder den faste vending »at suge på labben« synonymt med at nasse på samfundet, skønt den betegner det at nedsætte sine daglige udgifter til et minimum, og i en opremsning af store russiske forfattere nævnes foruden Dostojevskij og Tolstoj også Bulganin, som var sovjetisk forsvarsminister i to perioder og endte som ministerpræsident. Der skulle have stået Bulgakov, ham med Mesteren og Margarita. Sådan en lapsus røber en wannabe.

Hergel kan da heller ikke dy sig for at planke et ordspil fra en central passage i Søren Ulrik Thomsens Det skabtes vaklen, ligesom han hele to gange eftergør optakten til Jacobsens Fru Marie Grubbe.

Jo, litterær ambition, det har han, og den har indtil videre i genren ’aktuel politisk spændingsroman’ bragt ham op på niveau med Hanne-Vibeke Holst.

Olav Hergel: Punktum. Politikens Forlag. 483 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu