Læsetid: 4 min.

Kærlighedens nødvendige flammer

Litteraturhistorikeren Ebba Witt-Brattströms romandebut er et storslået sørgespil for to stemmer om en stor kærligheds død. Til alle, der vælger at skilles fra den, de elsker: Smerte forude!
Litteraturhistorikeren Ebba Witt-Brattströms romandebut er et storslået sørgespil for to stemmer om en stor kærligheds død. Til alle, der vælger at skilles fra den, de elsker: Smerte forude!

Line Høstrup/iBureauet

5. november 2016

Opera er den formmæssige inspirationskilde for Ebba Witt-Brattströms punktroman Århundredets kærlighedskrig, der beskriver afslutningen på en stor kærlighed. For den kvindelige part er det også afslutningen på drømmen om et ligestillet kærlighedsforhold, som for første gang i historien er blevet en mulighed.

Eksemplarisk er historien, fordi den beskriver den kvindelige parts behov for at revitalisere ungdommens kærlighedskontrakt. Hun ønsker romantik, engagement og fællesskab. Manden ønsker hjemlige rammer, fred og fysisk nærhed.

Lyder det bekendt? – Så kan man som læser blive klogere af denne usædvanlige og storslåede roman, som den svenske avis Dagens Nyheter træffende har kaldt »aforismer fra afgrunden«.

Romanen er et vredens kammerspil for to stemmer, Han og Hun. Han sagde, Hun sagde alternerer i en spændingsfyldt duet, som henter sine flammer fra en stor kærlighed, og fra skuffelsen og fortvivlelsen over dens ophør.

»Helvedes hævn koger i mit hjerte,« synger Nattens Dronning i Mozarts Tryllefløjten, hvor en kvinde udsynger sin smerte og vrede. Men hvem skal man hævne sig på, når begge parter vil det bedste, men ikke det samme?

Loyalt gengives de to personers stemmer. Man føler den voldsomme smerte hos disse to, der stadig elsker hinanden, men ikke mere kan leve sammen, fordi hun ikke længere respekterer ham, som han vil respekteres – og han heller ikke hende.

Begge føler deres samlivs intime rum invaderet af dagsordener udefra, især de udfordringer, begge har i deres arbejde. Han i ’Bestyrelsen’, et lukket organ, der fodrer hans glæde over servil accept, hun i ’Ministeriet’, der med en kollektiv dagsorden overvåger uretfærdigheder mod kvinder. Hun ser hans forfængelighed og mentale fravær. Han ser en furie.

Bag Ebba Witt-Brattströms ’Hun’ og ’Han’ er det svært ikke også at se Ebba og Horace, med efternavnene Witt-Brattström og Engdahl, svensk litteraturs powerpar gennem en menneskealder, som blev skilt for få år siden efter 30 års ægteskab. Ebba Witt-Brattström er litteraturprofessor, Horace Engdahl medlem af Det svenske Akademi, der udnævner modtageren af Nobelprisen i litteratur.

Ikke mindst derfor er bogen blevet fulgt af enorm interesse og nyfigenhed. Blandt andet var Ebba Witt-Brattström gæst i det svenske litteraturprogram Babel, hvor hun opsummerede kærlighedens problem: »Manden har ikke et kærlighedsprojekt, hvor han vil kvinden det godt. Manden vil sig selv det godt og håber, at kvinden også har det godt«.

Romanens Hun mener, at hans officielle maske fra Bestyrelsen – Nobelkomitéen – er groet fast. Hun passer på ham, men han ikke på hende, på familien og på kærligheden. »At gå omkring i ruinerne/ af et livslangt forhold/ og få mistanke om/ at der aldrig var noget fælles bygningsværk./ Kun en affyringsrampe for et karrieremenneske«, som hun siger.

Han mener derimod, at hendes arbejde i Ministeriet – hendes ligestillingsdagsorden – får hende til at pukke på en uretfærdighed, som han ikke genkender sig selv og dem i: »At du skulle være en mishandlet kvinde/ er bare pral.«

Det ligestillede forholds forlis

Vi er blandt dannede folk her, men Strindberg og Södergran hjælper ikke, når ens eget liv er på spil. Eliteparrets forlis er det ligestillede forholds forlis, indhentet af opsparet vrede, konflikter ingen af parterne tog op. Men nu, hvor børnene er ude af huset, er freden forbi, og begge kæmper for det liv, de ønsker sig.

Hun søger ham, hun elskede engang: »En øm mand./ En nysgerrig mand./ Med humor./Som ville diskutere/ og ikke altid blev aggressiv/ hvis ikke han fik ret.« Han søger tilflugt i biologien: »Jeg tror på naturen./ Kvinden er manden underlegen«. Han mener desuden, at af alle uretfærdigheder er én den største: Hun vil ikke have sex med ham:

»Alt kan man vende og dreje/ men jeg kan ikke tilgive dig/ at du er holdt op med at tænde på mig/ selv om jeg ikke er holdt op med/ at tænde på dig./ Det er en uretfærdighed/ meget større end alle påståede ulemper/ som kvinder skulle rammes af/ i vores samfund.«

Det tror man på, at en mand kan sige, og føle!

Frygteligt er det at overvære, som ægtefolks skænderier. Samtidig rummer bogens virtuose fægtekampe en raffineret nydelse, og kærlighedens små glimt er livsbekræftende: »Hun sagde: Engang sagde vi til hinanden/ at vi ville forbløffe verden/ med vor kærlighed.«

Men følelserne er nogle andre, nu. Han antyder, at han som ældre har ret til at gå følelsesmæssigt i stå og finde fredelig lykke i omverdenens beundring. Hun kræver omsorg og munterhed – og beundring fra ham!

At skilles som 60-årige, når man har holdt hinanden ud så længe, kan virke meningsløst. Men skilsmissen i moden alder har måske sin egen livsbekræftende sandhed om at forvente mere af livet. Blot er tabet smerteligt. Det synes jeg gør Århundredets kærlighedskrig til en roman om mere end et powerpars kærlighedsforlis.

Ebba Witt-Brattström: Århundredets kærlighedskrig. Punktroman. Oversat fra svensk af Anne Marie Bjerg. 192 sider. 230 kroner. C&K Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu