Læsetid: 5 min.

Kom, kaos, lad os danse

Det kaotiske potentiale i kunsten kan anses for at eksistere på et helt nødvendigt biologisk plan, for at vi som art bryder med vanetænkning, at vi får hjælp til at se bagved dagsordenerne, hjælp til at finde frem til alternative former for relevans
’Uden at vække anstød, så transmitterer Stochholm fra en anden, mere forsigtig, eftertænksom synsvinkel, end vi er vant til – dérfra ser den almindelige verden sgu lidt travl og overfladisk ud, må jeg indrømme,’ skriver Informations anmelder.

’Uden at vække anstød, så transmitterer Stochholm fra en anden, mere forsigtig, eftertænksom synsvinkel, end vi er vant til – dérfra ser den almindelige verden sgu lidt travl og overfladisk ud, må jeg indrømme,’ skriver Informations anmelder.

Michell Smedegaard Boysen

11. november 2016

Spørgsmålet er, hvad vi lader musikken gøre ved os.

Af nogle antages det, at kunst skaber orden i vores liv. At den får eksistensen til at afgive en højere mening.

Måske bare fremstå overskuelig. Kunst som en acceptabel pakkeløsning, som vi kan leve med.

Af andre anses kunsten for at være en slags forberedelse på livet, en øvelse i at eksistere og agere. En dyrkelse af desorienteringen, som åbner op for svære spørgsmål, som vi ellers kunne undgå at blive konfronteret med – hvis vi holdt os fra den udfordrende kunst.

Det kaotiske potentiale i kunsten kan anses for at eksistere på et helt nødvendigt biologisk plan, for at vi som art bryder med vanetænkning, for eksempel i disse tider med rationalismens og effektivitetens tyranni. At vi får hjælp til at se bagved dagsordenerne, hjælp til at finde frem til alternative former for relevans.

Det var vel det, punken gjorde. Eller Miles Davis’ vildere plader, såsom Bitches Brew og siden Live Evil. Eller Talk Talks Spirit of Eden. Eller Kraftwerk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu