Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Konceptuelle spadestik ned i skønhedens mørke

Efterklang har i samarbejde med Karsten Fundal komponeret en opera om skønhed og undergang. Mens Niels Rønsholdt har komponeret en række omvendte kærlighedsviser baseret på lyrikken fra Jacques Brels vise ’Ne me quitte pas’. Begge album er ganske banebrydende
Efterklang opførte operaen ’LEAVES – The Colour of Falling’ i den 1.000 kvadratmeter store atomkælder under Københavns Kommunehospital i 2015. Heldigvis findes den nu også som album.

Efterklang opførte operaen ’LEAVES – The Colour of Falling’ i den 1.000 kvadratmeter store atomkælder under Københavns Kommunehospital i 2015. Heldigvis findes den nu også som album.

Tine Reingaard

Kultur
4. november 2016

Selv om vi lever i en Spotify-tid med singler og playlister, har danske musikere på ingen måde opgivet at lave store ambitiøse konceptalbum.

Internationalt anerkendte Efterklang har i samarbejde med Karsten Fundal komponeret en genreforvridende opera med elementer fra den rytmiske musik.

Den fortæller en fragmentarisk historie om en kult, der har bosat sig under jordens overflade, mens Jorden muligvis er ved at gå under ovenover dem.

Og komponist Niels Rønsholdt har lavet et omvendt visealbum, hvor teksten til alle kompositionerne er taget fra den belgiskfranske Jacques Brels romantiske vise »Ne me quitte pas«, men hvor ordene bliver sunget baglæns og er fordelt som brudstykker ud over albummets 11 numre.

Begge værker demonstrerer, at den konceptuelle tilgang til musikken kan åbne døre ind til rum, som hidtil slet ikke har eksisteret.

I konstant bevægelse

Efterklang er kendt for hele tiden at søge nyt musikalsk terræn, og i sommeren 2015 opførte det verdensberømte danske indieband i samarbejde med Copenhagen Opera Festival og The Happy Hopeless Orchestra operaen LEAVES – The Colour of Falling.

Det foregik under jorden i den 1.000 kvadratmeter store atomkælder under Københavns Kommunehospital, som ellers normalt er lukket.

Nu udkommer operaen på plade, og den lever i sandhed i denne indspillede version. Den lever på de smukke og ofte brutale kompositioner, og den lever på den decideret sublime fremførelse af Efterklang og The Happy Hopeless Orchestra.

LEAVES – The Colour of Falling tager som fortælling udgangspunkt i billedet af det faldende efterårsblad, og gennem dette billede tematiserer den skønheden i undergangens tid.

Det er således også skønheden og undergangsstemningen, der duellerer på pladen rent musikalsk. Eller måske skønheden i undergangen, i faldet ned i afgrunden.

Meget centralt for dette tema er nummeret »The Colour Not of Love«, hvor lyrikken er baseret på en slags forskydningstekst, der centrerer sig om faldet, bladets fald i efteråret (fall på engelsk), faldet ned i kærligheden.

The colour of

not of love

the colour not of

the colour of falling

in

not of love

of falling in

in

the colour of fall

the colour of

green, green

falling in … the colour of falling is love

Sådan bevæger teksten sig i en organisk udvikling, hvor betydningerne hele tiden skifter, og lyrikken glider endda over i det næste nummer, pladens højdepunkt for mit vedkommende, »Leaves«, sunget af den unge kontratenor Morten Grove Frandsen.

I dette requiem over menneskeheden – som jeg hører det – bliver den forgængelighed, som det faldende efterårsblad symboliserer, forbundet med menneskekroppens forgængelighed. Og dette bliver formidlet med den blanding af virtuositet og følsom indlevelse, som er gennemgående for pladen, men som altså når et af sine højdepunkter her.

Kun et enkelt sted på pladen er jeg en lille smule skeptisk, og det er i afslutningen på pladens første nummer, hvor et kor af stemmer synger linjen »Cities of glass / in the sky«, og hvor det kommer til at lyde nærmest som en rockopera.

Men trods dette eneste lille kritikpunkt, må jeg sige, at Efterklang, Karsten Fundal og The Happy Hopeless Orchestra virkelig lykkes med deres genreoverskridende musikalske undersøgelse af undergangens og skønhedens mange sider.

Kærlighedens skyggeside

Allerede fra de første toner af Niels Rønsholdts Me Quitte bliver det klart, at der er tale om musikalsk omvending. Meget konkret og gennemført omvending.

Jacques Brels »Ne me quitte pas«, forlad mig ikke, er blevet til Me quitte, forlad mig.

Ligesom de første toner, sandsynligvis spillet på klaver, bliver afspillet baglæns og dermed mister deres anslag og mest af alt fremstår mystiske. Og da Niels Rønsholdt og færøske Anna Katrin Egilstrøð begynder at synge, synger de lyrikken baglæns.

Niels Rønsholdt har først komponeret sange med brudstykker af lyrikken fra »Ne me quitte pas«, så har han indspillet dem og afspillet dem baglæns, og så har han og Anna Katrin Egilstrøð lært at synge dem baglæns.

Resultatet er et sjældent kompromisløst og smertefuldt dyk ned i de mørke sider af kærlighedens væsen. Me Quitte er en meget helstøbt og hudløs musikalsk undersøgelse af tilværelsen set fra den kærlighedsskeptiskes synspunkt.

Det er en fornægtelse af massekulturens – og hermed i en vis forstand også visesangenes – evindelige tro på, at den romantiske kærlighed nok skal lykkes, at den nok skal bære.

Og det er dermed en sublim formidling af følelsen af at stå uden for den optimisme, som kærligheden kan repræsentere. At stå der uden håb, men også fuldstændigt uden illusioner.

Me Quitte er bærer af en sjælden skønhed. Med omvendthedens nonsenssprog taler den direkte til sjælen. Sender små grå pile ind i hjertet. Ind i solar plexus. Den gennemborer vores forestillinger, og den efterlader os både rensede og konfuse.

Efterklang og Karsten Fundal: ’LEAVES – The Colour of Falling’ (Tambourhinoceros)

Niels Rønsholdt: ’Me Quitte’ (Dacapo)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her