Læsetid: 4 min.

Krigen og krisens krønike

Kim Blæsbjerg går uforfærdet til samtiden i et stort anlagt trebindsværk. Med ’Desertørerne’ kommer han stærkt fra start
Kim Blæsbjerg er med ’Desertørerne’ kommet rigtig stærkt fra start. Bogen er første del af et trebindsværk.

Kim Blæsbjerg er med ’Desertørerne’ kommet rigtig stærkt fra start. Bogen er første del af et trebindsværk.

Simon Klein Knudsen

12. november 2016

Noget af det bedste i Kim Blæsbjergs Desertørerne er huset på Frederiksberg. Her bor familien Kappel Bruhn, der har tjent godt på deres læder- og tekstilvirksomhed, i en stor pragtvilla på tre etager med sortglaseret tegltag, småsprossede vinduer, rønnetræer i haven, vægge fyldt med kunst, høje bogreoler og en asiatisk au pair-pige med eget værelse og mod på livet. 

Da vi introduceres for familien en oktoberaften i 2007 på første side af romanen, er huset fuldt af gæster.

Den yngste datter, Sofie, fylder 20, og med til selskabet er for første gang Mark, jurist i Kappel Bruhn Company og kæreste med Sofies storesøster, Lea. Til gengæld mangler Simon, familiens ældste søn, og allerede hér aner man, at noget måske ikke er så lyst og harmonisk, som det umiddelbart fremstår.

Formodningen bestyrkes kapitlet igennem, hvor Mark fører læserne rundt blandt gæsterne i selskabet og ind i husets forskellige kroge og hjørner.

Mark dømmer ikke, for han vil, som vi senere erfarer, gøre alt for at høre til i Kappel Bruhns dannede og velhavende kreds, men der er intet at tage fejl af: Sprækkerne i villaens dyre vægge og familiens pæne facade afslører en verden præget af spændinger, hemmeligheder og løgne.

Og langsomt – romanen igennem, mens familien jævnligt mødes i den store villa, mens den danske krigsdeltagelse eskalerer, og finanskrisen eksploderer – tegner der sig et billede af et skævvredet dansk samfund og en efterhånden afblomstret kultur.  

Uden det sidste kommer vi ikke langt, gives der flere steder udtryk for i romanen. Men samtidig synes grænsen mellem kunst og kopiering at være hårfin, og på et tidspunkt beslutter Kappel Bruhn Company ligefrem at opkøbe et asiatisk firma og »omdanne det til leverandør af ægte Kappel Bruhn-produkter«. Hvilket naturligvis rejser flere spørgsmål om, hvad det er, vi i virkeligheden går og pynter os med. Falske produkter?

Er kunsten, kulturen såvel som samfundets sammenhængskraft blot skabt af jagten på profit? Og i så fald, hvordan stiller det os, når en ny virkelighed præget af dansk krigsdeltagelse og global finanskrise melder sig?

Flugten fra vold og krig

Desertørerne er første del af et trebindsværk, og det fornemmes. Som i Pyramiden (2010) og Rådhusklatreren (2007) fletter Kim Blæsbjerg også denne gang flere forskellige skæbner og historiske begivenheder sammen til en ambitiøs og læsværdig danmarkskrønike om kærlighed, familieliv og ikke mindst de moralske pejlemærker, vi langt hen ad vejen alle synes at have deserteret fra.

Stærkest står de to jævnaldrende mænd, juristen Mark og Kappel Bruhn-sønnen Simon, romanens reelle desertør. Han dukker sent op til Sofies fødselsdag, men til gengæld dukkede han aldrig op til den krig i Irak, han meldte sig til som soldat.

Heller ikke kampene med sin far orker han dog, og i jagten på kammeratskab, på en eller anden for form sandhed – eller måske den konsekvens, han ikke kender fra sit overklasseliv – ender han derfor med at rejse til Kabul som frivillig hjælpearbejder for en amerikansk organisation.

Mark forsøger ligeledes at bryde med sin familie i Lemvig. For ham handler det om at slide sig væk fra et hjem med en voldsom far og mod en toppost i Kappel Bruhn Company. Men også hans fortid indhenter ham, da hans far atter bliver fyret, og hans bror involveres i en forbrydelse.

»Du kan gå i deres fodspor eller stikke af. Hvis du stikker af … så begynder du forfra. Men jeg er ikke engang sikker på, at man kan det,« siger Simon til Mark, da de taler om deres fædre. »Der er noget selvbedrag over det, er der ikke?«

Krig avler had

Selvbedraget stikker dybt hos stort set hele romanens persongalleri, der enten siger ét og gør noget andet eller fortrænger sandheden og flygter fra virkeligheden. Intet er, som det ser ud til, og slet ikke, hvis det på overfladen ser flot ud.

I Kim Blæsbjergs univers går danskerne i krig, arbejder og investerer for at bevare en kultur, vi bilder os ind, at vi værdsætter, men resultatet er det modsatte: vrede, spændinger, had, arbejdsløshed, social splittelse, økonomisk fattigdom og menneskeligt armod.

Det er et dystert billede af vores tid, forfatteren tegner i Desertørerne, men romanen sprudler samtidig af varme, liv og enkelte glimt af håb. Det er ganske enkelt svært ikke at holde af personerne, selv om de jokker i spinaten, kun tænker på penge (eller manisk prøver at lade være) og lyver for hinanden. Eller måske netop derfor.

Særligt Simons og Marks livtag med fædrene, karrieren og kærligheden gør indtryk, og får døtrene i familien Kappel Bruhn lov til at folde sig lidt mere ud i de kommende bind – hvor de enkelte løse handlingstråde naturligvis også skal flettes sammen – vil Kim Blæsbjerg uden tvivl lykkes med dette stort anlagte trebindsværk om »00’ernes nybrud og forandringer«, som han og hans forlag kalder det.

Med Desertørerne er forfatteren i hvert fald kommet rigtig stærkt fra start.

Kim Blæsbjerg: Desertørerne. Rosinante & Co. 512 sider. 299 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu