Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fra kulturkritisk dødsdans til dygtig diskoeskapisme

Franske Justice lader på sin nye plade den glatte nu-disco tage over, hvilket de gør ganske godt, men uden at man for alvor kan mærke pladens nødvendighed. Tyske Michael Mayer har på sin nye plade samarbejdet med en ny kunstner på hvert nummer. Det er der kommet en overraskende sammenhængende plade ud af
Kultur
25. november 2016

Da den franske EDM-duo Justice bragede igennem med deres debutplade Cross i 2007, fik de diskokugler verden over til at svinge smadrende hen over dansegulvet som soniske, barberbladsklædte wrecking balls.

Der var noget voldsomt i deres mørke, elektroniske take på nu-disco, som kombineret med deres brug af kristen symbolik – deres logo er et kors – og deres kristne referencer i titler som »Genesis«, »Let There Be Light« og »Waters of Nazareth«, fik dem til at virke som musikalske korsfarere med en mission om at provokere.

Nok ikke mindst i det katolske Frankrig. Ligesom der var noget neopunket drilsk i, at de på spørgsmål om deres kristne symbolik kunne finde på at svare med »God only knows«.

Deres nye plade, Woman, virker, fra inderst til yderst, langt mere renskurret. De får stadig diskokuglerne til at svinge, men barberbladene er væk, og pladen glimrer mest af alt ved sin dyrkelse af mere bløde og psykedeliske virkemidler, mens teksterne kredser overfladisk om temaer som forførelse og kærlighed.

På sine egne præmisser er Woman ganske vellykket. Der er nogle fine nu-disco-baskere på, som kan det, de skal.

Min eneste anke er derfor, at pladen ikke afgiver den samme stærke følelse af kunstnerisk nødvendighed, som Cross gør, og at den på den måde virker mere som dygtig diskoeskapisme end som en kulturkritisk dødsdans omkring kristendommens symbolik. Det er i min bog lidt ærgerligt, fordi engagementet i den verden, musikken komponeres ind i, føles langt svagere.

Strammere end stram

Der er en sjælden detaljerigdom på Woman, både i forhold til produktionerne og kompositionerne, hvor de harmoniske progressioner glider elegant i ofte overraskende mønstre, der de bedste steder gør diskoturen til et bevidsthedsudvidende trip.

Som på »Alakazam !« eller på det syv minutter lange instrumentale nummwe »Chorus«, der kombinerer det dansable med det meditative, det smukke og egentlig også det hårde.

Det diskoeskapistiske kommer til udtryk i numre som »Pleasure«, et melodisk discotrack, der svinger som det skal, men hvor lyrikken afslører den manglende nødvendighed. Tag første vers som eksempel:

»By the laws of attraction / And the rules of the game / Figure it out / There's a miracle reaction / Between pleasure and pain

Guderne skal vide – hvis de da ikke allerede har vendt blikket helt væk fra denne planet – at vi i disse tider har brug for musik, vi kan drømme os væk i. Og på den måde kommer Woman vel som kaldet: Der er masser at fortabe sig i, at ryste røv til, og at blive svedt igennem til.

Ligesom der er skøre instrumentale stykker, som nummeret »Heavy Metal«, og det er fedt. Men det mangler det sidste for at skyde sig op igennem taget. Ikke mindst mangler følelsen af, at de slet ikke havde noget valg, at pladen bare tvang sig ud igennem deres hænder.

Meditationshouse

En af de helt centrale figurer på den tyske dancescene, Michael Mayer – der også er medstifter af Køln-pladeselskabet Kompakt, der specialiserer sig i microhouse og minimaltechno – er ude med pladen &, hvor han på hvert nummer samarbejder med en ny kunstner. Blandt andet har Joe Goddard fra bandet Hot Chip og et af de andre helt store navne fra den tyske elektroniske scene, Roman Flügel, fundet vejen forbi hans studie.

Michael Mayer orkestrerer de dansable samarbejder med så stor indføling, at hvert nummer har sine helt egne karakteristika, mens pladen alligevel føles sjældent sammenhængende.

Det er ikke revolutionerende musik, der bliver ikke væltet musikalske mure, men det er et helstøbt, blødt univers, man får lov til at træde ind i som lytter. Et rum, hvori der både er tranceskabende beats, og hvor der blæser en meditativ brise, som skyller igennem kraniet og renser det for klæbrige og eskalerende tankestrømme.

Hvilket i øvrigt bakkes tematisk op på albummets fjerde nummer, hvor britiske Ed Macfarlane fra bandet Friendly Fires pludselig træder ud af den hidtil instrumentale plade og synger refrænet: »Enough, enough, enough, enough / mind games

Hvis man i den forbindelse læser pladens titel, &, som et svar på hjernens tankespil, får titlen nærmest også en zenbuddhistisk klang som en blød afvisning af at gå ind i dramaet i tankespillene. Og det er også her, at pladens raison d’être virker stærkest. Som en stilfærdig intervention i det stadig opskruede liv, vi både tvinges til at leve og tvinger os selv til at leve.

Justice: ’Woman’ (Genesis/Ed Banger Records/Because Music)

Michael Mayer: ’&’ (!K7 Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her