Læsetid: 3 min.

Kunsten at bokse alene og slå hårdt

Erling Jepsens nye roman, ’Gramhavet’, er ikke en roman, men en erindringsbog om at bokse alene med tilværelsen, fordelt på 32 sjove og ét alvorligt kapitel. Det sidste er det bedste
Erling Jepsens nye ’roman’, ’Gramhavet’, er fortalt i 33 kapitler. De 32 er en række komiske foredrag om forskellige aspekter af det jepsen’ske urhav, det velkendte sønderjyske univers omkring byen Gram.

Erling Jepsens nye ’roman’, ’Gramhavet’, er fortalt i 33 kapitler. De 32 er en række komiske foredrag om forskellige aspekter af det jepsen’ske urhav, det velkendte sønderjyske univers omkring byen Gram.

Joachim Adrian

5. november 2016

Jeg beundrer Erling Jepsen. I sit forfatterskab har han vist mod til at trodse gængse forestillinger om maskulinitet og barndom. For slet ikke at tale om, hvordan han afromantiserer små udkantssamfund, befolket af ’fattige, men ærlige’ folk, som faderen udtrykker det i Jepsens nye bog, Gramhavet. Desuden er Jepsen en vittig hund.

Hans nye ’roman’ er fortalt i 33 kapitler. De 32 er en række komiske foredrag om forskellige aspekter af det jepsen’ske urhav, det velkendte sønderjyske univers omkring byen Gram.

De virker designet til oplæsning for publikum og rummer Jepsens ironiske fortæller-twist: Uhyrligheder – snyd, vold, incest – beskrives med forsoren stemmeføring, som om alting var nogenlunde naturligt, mens gys og grin er på læserens side. Kapitlerne »Onkel Jørgens gebis« og »Nerver« er rene mesterstykker i formen.

Dog ofrer disse kapitler ofte den ægte smerte for den vittigt ironiske formulering, og for en roman er det ikke nok.

Men i sidste kapitel, »Exit Gram«, skifter bogen tonefald, da Erling som 17-årig bogstaveligt er ved at dø:

»Det var, som stod jeg ved en skillevej, hvor den ene vej førte mig videre ad den rute, jeg hele tiden havde gået. En vej, som var slidsom og ensom, og hvor jeg skulle kæmpe for at bevare mig selv. Den anden vej … kunne man give slip og give op. Trække sig ind i sig selv og bare glo tomt på det hele, som Sanne havde gjort, inden hun kom i familiepleje.«

Luften i Haderslev

Det hamlet’ske spørgsmål – skal man lide i stilhed eller slås? – stiller Erling sig i folkeskolens afgangsklasse, da livet i barndomshjemmet er gået fra slemt til utåleligt: »Forholdet til min far var ved at være livsfarligt for os begge.« Når faderen som sædvanlig truer med selvmord, henter Erling hans jagtgevær, »ladede det og gav ham det i hånden«.

Hos Erling selv udløser sammenstødene voldsomme astmaanfald. Ét munder ud i to måneders indlæggelse på hospitalet. Helt bogstaveligt kan han ikke få luft!

Så tager hans dansklærer, Fru Eriksen, affære. Hun opmuntrer ham til at læse og skrive og får arrangeret, at han begynder i gymnasiet på Haderslev Katedralskole efter sommerferien. Så tilpas langt væk, at han ikke kan bo hjemme.

På kollegiet, alene, føler han sig tryg, for første gang siden sin tidlige barndom: »jeg var mere tryg ude blandt fremmede mennesker, end jeg havde været derhjemme«.

Sin far så han aldrig igen.

Jepsens klarsyn

Den selvbiografiske ærlighed klæder Jepsen, og hans ’opskrift’ på, hvordan mønsterbrydere skabes, er eksemplarisk: Nogen – helst en lærer – skal gribe aktivt ind i en skæbne, der er ved at ryge af sporet.

Ovenfor er også antydet, at fortælleren faktisk hedder Erling, ikke Allan. Hermed er illusionen brudt, og titelbladets ’roman’ et skalkeskjul for det, der reelt må være første bind af Jepsens erindringer. Heller ikke undertitlen ’Familiehemmeligheder 1’ er træffende. Langt de fleste hemmeligheder har Jepsen allerede fortalt i sine fremragende selvbiografiske romaner.

Men for Jepsen-afficionados rummer bogen godbidder. Kapitlet »Nerver« – om den gram’ske beskrivelse af de psykiske lidelser, der plager især faderens familie – er rasende morsom.

Her gøres det klart, at psykisk sygdom i Sønderjylland kender fire kategorier: Stress hedder ’karruselli’. Et nervøst gemyt ’nerfig’. ’Psykiske nerver’ betegner et humør, der som faderens svinger op og ned. ’Psykisk’ betyder klar til indlæggelse på Augustenborg.

En godbid er også Jepsens klarsyn over for familiedynamikker, specielt drengeopdragelse. At den halvvoksne Erling ikke gider slås, gør hans far nervøs for, at han skal blive homoseksuel. Især fordi Erling dyrker forfattere som Rifbjerg og Panduro og foretrækker kvinder frem for sin far. Ganske vist er også flere af bogens kvinder enten nerfige eller psykiske, men de har selvindsigt nok til ikke at bebrejde omverdenen alle skuffelser.

Selvindsigten suger Erling til sig og bruger til sine egne boksekampe med tilværelsen. Som det hedder med reference til Jepsens skuespil Muhammad Ali svigter aldrig (1971):

»Jeg har senere ofte tænkt på den måde, Muhammad Ali boksede på. Ingen parader, blotte sig helt og så, når ingen forventer det, slå til. Det er sådan, jeg gerne vil skrive.«

Nu, hvor jeg har anmeldt bogen, vil min søn gerne låne den. Han holder meget af Jepsens bøger. Så må jeg leve med risikoen for, at den gør ham homoseksuel.

Erling Jepsen: Gramhavet – Familiehemmeligheder 1. Roman. 240 sider, kr. 300. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu