En kvinde, der følger sit hjerte

Hver aften i seks år stillede Geeti Amiri et glas rødvin frem i vindueskarmen ved siden af en gammel radio, hun havde arvet fra sin far.

I en vase stod friske hvide blomster, sådan som hendes far elskede dem. Og på spisebordet blev der hver aften dækket op til familiemedlemmer og gæster, der aldrig kom.

Den 27-årige dansk-afghanske blogger, feminist og debattør Geeti Amiri er kendt for sine velskrevne klummer og mange medieoptrædender i rollen som mønsterbryder.

En af de nye, klare, stærke indvandrerstemmer, der taler traditionerne og patriarkatet midt imod.

Men den ensomhed, som lyser ud af scenen med det dækkede bord, viser med al ønskelig tydelighed, hvor høj prisen for Geeti Amiris frihed har været. Det fortæller hun om i en ny og meget personlig erindrigsbog.

Her gør hun op med den gængse opfattelse af hende som rollemodel og erstatter det entydige succesimage med en stærk og autentisk fortælling om, hvordan hun efter flere år med vold og undertrykkelse endelig vover at gøre oprør mod især sin storebroders patriarkalske tæsk og tyranni.

Paradis og Helvede

Geeti Amiris verden synker i grus den dag, hendes højtelskede far dør efter flere års sygdom.

I flere år har den 14-årige skolepige passet og plejet ham, siddet for hans fødder, madet ham, underholdt ham, tørret ham, når han har været på toilettet – og ikke mindst set verden gennem hans øjne. Alt imens hendes barndom forsvandt mellem fingrene på hende.

Mit Paradis kalder hun tiden før sin fars død. Og netop denne ubændige længsel efter det tabte barndomsland og den tryghed og civilisation, som hendes veluddannede far repræsenterer, er et gennemgående tema i denne dybt sørgelige og meget rørerende fortælling om at vokse op som fattigt flygtningebarn i en indvandrerghetto, hvor den traditionelle patriarkalske kultur, som Geetis uuddannede mor repræsenterer, konstant slås mod det moderne, fremsynede, liberale verdenssyn, som hendes far står for.

For mange læsere vil Geeti Amiris idyllisering af faderen som den ufejlbarlige forvalter af det gode nok virke overdrevent sentimental og ukritisk. Ikke mindst fordi den sekunderes af en lige så dybfølt foragt og medlidenhed med moderen, der aldrig formår at være rollemodel for sine døtre.

Den dag Geeti Amiris far dør, forsvinder glæden fra hendes liv. Og det mærker man hele bogen igennem. Et sandt helvede af social kontrol og vold bryder løs, da Amiris storebror overtager rollen som familiens overhoved.

I Amiris optik er det arven fra moderens traditionsbundne bondefamilie, der stikker sit hæslige fjæs frem, personificeret i den kriminelle, hashrygende storebror, hvis temperament og vrede gang på gang sender både hende og de to storesøstre i skole med blå mærker over hele kroppen.

Flere gange ender de på skadestuen – blandt andet den dag, hvor Getti Amiri skal til sin afsluttende prøve i folkeskolen og falder om med hjernerystelse, så snart hun er ude af eksamenslokalet.

Sårbar og ukuelig

Glansbilleder, som Geeti Amiri kalder sine erindringer i utide, er i høj grad historien om et omsorgssvigtet barn, der bliver offer for en grum skæbne.

Men det er også historien om en ung kvinde, der rejser sig på trods. Med en særlig blanding af sårbarhed og styrke fortæller hun om, hvordan hun trods hjernerystelsen alligevel hentede et 13-tal, om hvordan hun stadig i dag er indædt opsat på at være den gode datter, der gør sine forældre – især faderen – stolt.

Som teenager forfølger hun den typiske »perkerdrøm« om at blive læge, sluger allerede som 12-årig tykke bøger om Afghanistans historie og sidenhen alt, hvad bibliotekaren Grethe kan finde til hende på det lokale bibliotek. For sådan er Geeti Amiri også; målrettet, ukuelig og dedikeret.

Men da hun som 16-årig begynder i gymnasiet, går det for alvor galt. Tre dag efter semesterstart går broderen fuldstændig amok og smadrer alt i hjemmet, som har tilhørt faderen. Da Geeti kommer hjem fra skole, ligger faderens bøger i småstykker og hans pynteting knust på gulvet.

Ude af sig selv af raseri, tæsker broderen hende sønder og sammen og truer til sidst med at skære halsen over på hende med en køkkenkniv.

Ikke fordi Geeti har forbrudt sig mod de mange sociale love; drukket alkohol eller gået med drenge, men udelukkende, fordi hun er alt det, broderen ikke selv magter at være. Klog, dygtig, ambitiøs og på vej frem i livet.

»Min forbrydelse er, at jeg er min fars datter,« som hun skriver.

Næste dag beder Geeti om hjælp. Hun ved, hun må væk, hvis hun skal overleve de stadig mere voldelige overfald, og efter flere års tillløb indvilger hun i at forlade sin familie, flygte til et kvindekrisecenter og starte fuldstændig forfra.

Flugt og ensomhed

Og forfra bliver det helt bogstaveligt. Udstyret med et nyt navn, et nyt gymnasium og snart også en ny bolig på Nørrebro, forsøger den purunge pige at skabe sig et nyt liv uden vold og ydmygelser. Men jo også uden dem, der står hende nær.

I seks år forsøger Geeti Amiri at klare sig selv og ser hverken sin mor eller søskende. Og her er det, at hendes erindringer bliver virkelig trist læsning.

Det er i de år, hun hver aften dækker gæstebord og stiller vin og blomster frem, uden at nogen tilsyneladende formår eller får lov til at hjælpe hende ud af den afgrundsdybe ensomhed, som mere end noget andet bliver prisen for hendes oprør.

En vis vrede over systemets manglende omsorg gennemsyrer bogen, men tilsynelandende beder hun heller ikke selv om professsionel hjælp, selv om det så tydeligt er det, hun behøver.

I stedet isolerer hun sig og synker langsomt ned i en depression, der kommer til at koste hende både studie, job og lejlighed og i sidste ende næsten livet.

Men et eller andet uforklartigt sted henter den forslåede unge pige styrken til at rejse sig igen. Langsomt kæmper hun sig tilbage til livet, får styr på tilværelsen, ensomheden, kærligheden og begynder at læse statskundskab på SDU.

Og hun begynder at blande sig i debatten og tale traditionerne og patriarkatet midt imod. I dag blogger hun for Berlingske og Ekstra Bladet, deltager jævnligt i tv- og radiodebatter om såkaldte ’brune emner’ og er for mange mønstereksemplet på en velintegreret nydansker.

Kald til oprør

Glansbilleder er Geetis Amiris forsøg på at rokke ved det sort-hvide succesimage, hun har fået, Og det må man sige lykkes over al forventning. Faktisk er hendes erindringer i utide en både rørende og rystende frontberetning fra en kvinde, der alt for tidligt har fået for tunge byrder at bære.

Det er en fortælling om den store og mangefacetterede pris, som Geeti Amiri har betalt for sin personlige frihed og den succes og anerkendelse, hun nyder  i dag som velfungerende, skarptunget debattør og feminist.

Men mere end noget andet er Geeti Amiris bog et kald til oprør, en invitation til andre indvandrerpiger og -kvinder om at følge i hendes fodspor, nægte lydighed og underkastelse og gribe chancen for at leve et liv i frihed. Sådan som hun selv er fulgt i bl.a. den norske kvindesagsforfatter  Amalie Skrams og den dansk-pakistanske journalist og forfatter Rushy Rashids fodspor.

»Denne bog, skrevet mellem de vindstille og stormfulde dage, er dedikeret til alle de modige kvinder, der tør rive glansbilledet itu,« som hun skriver.  

Om opråbet virker, er imidlertid et åbent spørgsmål. Geeti Amiras beretning om sine første 25 svære år er både læsværdig og overbevisende, men også meget skræmmende for den, der måtte overveje at følge hende.

Både på grund af den voldsomme genfødsel, hun gennemlever, og på grund af det meget sort-hvide og generaliserende syn på mænd og kvinder, som hun stadig har den dag i dag.

Den nærmest ubærlige tristesse, uendelige ensomhed og vrede i Amiris vedkommende og medrivende befrielsesfortælling, gør i al fald, at de er forberedt på det værste.

Glansbilleder. 284 sider. 249 kr. Forlaget Lindhardt og Ringhof. Udkommer den 8. november.