Læsetid: 5 min.

At læse Klougart føles som at huske

Josefine Klougarts femte roman er en vild og kompromisløs fortælling om sorg og skam. Hver eneste lille beskrivelse er en åbenbaring
Josefine Klougart debuterede i 2010 med ’Stigninger og fald’. ’New Forest’ er hendes femte bog.

Josefine Klougart debuterede i 2010 med ’Stigninger og fald’. ’New Forest’ er hendes femte bog.

Jacob Ehrbahn

26. november 2016

Da jeg havde læst de første par sider af Josefine Klougarts nye roman, New Forest, var jeg næsten i chok.

Det var genkendelsens chok, som at se på et ansigt reflekteret i en rude og pludselig opdage, at det er ens eget.

Senere stødte jeg på præcis dette billede i romanen, som et sært deja-vu. At læse New Forest føles som at huske.

New Forest begynder med lyset og slutter igen med lyset 700 sider senere. Romanen handler om tre generationer af kvinder, men det er primært den unge kvinde i starten af 30’erne, hende, der ligner Klougart selv, som læseren følger.

Kvinden flytter ind i et hus i skovbrynet med sin hund, efter at hun har forladt sin kæreste, og i romanen skildres det forliste forhold, erindringer fra kvindens opvækst, hendes rejser og mareridtsagtige drømme.

De tekster, som handler om parrets liv sammen i lejligheder i København, er komponeret over døgnets rytme, ved slutningen af hver tekst rinder dagen ud. Det er hverdage bundet sammen af søvn eller mangel på søvn, løbe- og svømmeture, smålige skænderier og en voksende mistillid parret imellem.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Road-Movies!
Kan jeg have læst et eller andet om, at stilstand er som at blive levende begravet?

Nu har jeg lige læst Habermas, i denne fantastiske avis, (han) kunne måske sige mellem linjerne, at en af årsagerne til den tsunami, vi oplever af højre populisme i øjeblikket, kan årsags-forklares til den evindelige udviklings narkomani hos, bl.a. neo-liberalismen, men også på det nære plan, dagligdags psykologisk i ideen om, at udvikler vi os ikke, hver eneste dag, hvert eneste sekund, året rundt, så er vi levende døde. "Brinkman" har forsøgt at beskrive dette fænomen, at du kan prøve at gå imod strømmen ved netop, at stå stille,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,, grænseoverskridende?

Du kan også argumentere for, at hvis alle går i takt, så står jeg stille!
Det samme med parforhold, da er det faste forhold blevet det perverse, som du skal være lidt flov over, at fortælle om til en julefrokost, for i det dør du den stille død,
UHA!
Behøver det at være sådan? Skulle man ikke kunne få det hele også i et fast parforhold, og skulle man ikke kunne (røv-kede) sig der og stå stille uden og stå af toget og om-stige til et nyt?

Behøver det at betyde, at du bliver levende begravet?

Er det perfekte liv i dag, en road movie?

Eller er den perfekte kvindes liv,

Det?