At læse Klougart føles som at huske

Da jeg havde læst de første par sider af Josefine Klougarts nye roman, New Forest, var jeg næsten i chok.

Det var genkendelsens chok, som at se på et ansigt reflekteret i en rude og pludselig opdage, at det er ens eget.

Senere stødte jeg på præcis dette billede i romanen, som et sært deja-vu. At læse New Forest føles som at huske.

New Forest begynder med lyset og slutter igen med lyset 700 sider senere. Romanen handler om tre generationer af kvinder, men det er primært den unge kvinde i starten af 30’erne, hende, der ligner Klougart selv, som læseren følger.

Kvinden flytter ind i et hus i skovbrynet med sin hund, efter at hun har forladt sin kæreste, og i romanen skildres det forliste forhold, erindringer fra kvindens opvækst, hendes rejser og mareridtsagtige drømme.

De tekster, som handler om parrets liv sammen i lejligheder i København, er komponeret over døgnets rytme, ved slutningen af hver tekst rinder dagen ud. Det er hverdage bundet sammen af søvn eller mangel på søvn, løbe- og svømmeture, smålige skænderier og en voksende mistillid parret imellem.

Barndomserindringerne er ikke kun vemodige, men bærer også på en mørk søskendejalousi. Og så er der rejserne, til midnatssolen i Lofoten og bjergvandringer i Andalusien, eller til den store naturpark New Forest i Sydengland, hvor der løber vilde heste.

New Forest er en tung roman at læse og skrive om. Ikke fordi bogen er svær at komme igennem – snarere tværtimod, Klougart har skrevet en pageturner af rystende god prosa.

Men fordi de til tider voldsomme, til tider trivielle erfaringer skildres så hudløst, at jeg kan genkende mig selv på hver side.

Det er en roman om at arbejde sig frem til den erkendelse, at man må forlade én, man har elsket og genforhandle de sandheder, man troede, man kendte om sig selv. På den måde er New Forest en frigørelsesroman.

Virkelighed og myter

Josefine Klougart debuterede med Stigninger og fald i 2010, og siden er romanerne faldet tæt, i 2011, 2012 og 2014. I New Forest skriver Klougart med en rolig stemme.

Teksterne bruger den plads, de skal, de er karakteristisk sansemættede, skrevet med et sensitivt og vidtfavnende billedrum og ordforråd (kuffertøjne, frakkeskåner, trævlerødder, betonhånd, eller at noget er kvieøjet, birketavst, lancetformet, lysåbent).

Der er intet hierarki i romanen imellem erindringer og det, som finder sted i teksternes nutid, det hele glider ind i hinanden gennem næsten umærkelige overgange – folder sig ind i hinanden, for at bruge et udtryk fra bogen.

Som man kan fornemme, er Klougarts roman sammensat af mange små tekster, som hver især er klare og stærke, helt lysende. Som den tekst, hvor landsbypræsten og de små skoleklasser stiller op på en frossen sø for at synge vintersolhverv ind.

Man læser med fuld tillid til den alvidende fortæller, som bevæger sig ind og ud af bevidstheder og som hele tiden, meget effektfuldt, skifter imellem nutid og datid, mellem at skrive ’jeg’ og ’hun’. Som ser en ræv gå gennem byen, mens alle andre sover.

Læseren ledes sikkert, selv om kronologien skrider – man må bare lade sig opsluge og omslutte. Nogle gange tager teksten endda form som en næsten kollektiv beretning om husmandssteder og gårde, om de arbejdende menneskers forhold til naturen.

Klougart skriver et sted i romanen, at den sandeste form for skrift må være det aldrig afsendte brev. Det er denne skrift, som de tekster i New Forest, der ligner dagbogsoptegnelser, former sig efter. Der er noget umiddelbart og ærligt ved disse tekster om parforhold, forældre og søskende, noget alvorligt og knugende.

De sidste optegnelser er dateret for bare fire måneder siden, som om romanen indhenter læseren. Og nu er de altså ude i verden, vilde og kompromisløse af den intensitet, som de er skrevet med.

Den autofiktive debat har netop kørt igen i Norge i forbindelse med Vigdis Hjorths seneste roman, og emnet berøres også hos Klougart. Men den virkelighed, som vel ligger til grund for flere af teksterne i romanen, er omspundet af mystik.

New Forest er en drømmetekst, en roman om de myter, vi skaber, når vi genfortæller vores egne personlige eller kollektive historier. Når man tumler ud på den anden side af romanen, er det næsten, som når børnene vender hjem fra Narnia og opdager, at der ingen tid er gået: Ligesom Klougarts hovedperson er man mange erfaringer rigere, ikke længere helt den samme.

Undergangsfortællinger

New Forest er ikke mindst en roman om at være kvinde. Om magtforhold og kønsroller og jalousi, om at være barnløs og se alderen tære på ansigtet – alt det, som er brænde på bålet for skammen. Der er humor i værket, men også brutalt det modsatte, som i én af romanens svært ubehagelige og fremmedgørende scener; den, hvor kvinden først sent genkender sit eget ansigt: »Stop, hviskede hun og han misforstod hende« – det er en af de mest skræmmende sætninger, jeg har læst.

Frigørelsen kommer ikke letkøbt i New Forest, den er modarbejdet af undergangsfortællinger. Igen og igen flyder druknedøde og moselig op til overfladen, menneskers grådighed spejles i myten om Atlantis og de store plastikøer som driver rundt i Stillehavet.

Jeg bliver mindet om William Faulkners roman fra 1930 As I Lay Dying i Klougarts næsten gotiske oversvømmelseslandskaber.

Også Faulkners novelle »A Rose for Emily«, hvor en kvinde nægter at begrave sin afdøde elskede, men derimod lever videre med hans lig i sit hus, ligger som en undertekst i de makabre og triste dele af Klougarts værk, som har titlen »Ligklædt«, og som i sig selv leder tankerne hen på chilenske María Luisa Bombals kortroman af samme navn, hvor en kvinde – som i førnævnte roman af Faulkner – taler fra sin døde krop.

Ansigtet og landskabet, det levende og det syge; det hele vokser ind i hinanden hos Klougart og bidrager til, at fortællingen om de tre kvinder, som måske til tider er den samme, også rummer en større historie.

Grafiker Thomas Joakim Winther har udstyret romanen med et utroligt smukt omslag, som fanger teksternes grundstemning: Forsidens fotografi af en vinterskov er også trykt på bogens snitflader, så det giver en 3D-effekt, som om træerne spejler sig i en sø.

Jeg har lyst til at citere romanen helt skamløst, men besinder mig med disse tre: »Alderen kommer ikke snigende.

Den falder over én som et læs grus, der bliver smidt foran ens hus«; »Jeg glemmer aldrig den morgen i august, hvor jeg som alle andre dage åbnede døren ud til altanen, og efterårets kulde faldt som et stort køligt spejl ind i rummet«; »Ovnen knitrer, som om der sad én derinde og foldede fugle af sølvfolie for at få lov til at blive lukket ud.«

New Forest er ikke kun Josefine Klougarts bedste roman siden debuten, det er en af de bedste romaner – punktum.

Josefine Klougart: New Forest. Gladiator. 700 sider. 299 kroner. 

Udgives på dansk i Norge af Pelikanen.