Læsetid: 3 min.

Lidt for hurtigt igennem slaveriets historie

Trods klar formidling og stor viden skuffer Dick Harrisons ’Slaveriets historie’, fordi den ikke tager sig tid til at udfolde de vigtige problemstillinger, der er i dens materiale
15. november 2016

Hvordan fortæller man slaveriets historie?

Det spørgsmål stiller mange sig netop nu, fordi år 2017 er hundredeåret for salget af De Dansk Vestindiske Øer og dermed en oplagt mulighed for at føre en fælles diskussion om den danske involvering i den transatlantiske slavehandel.

Af flere grunde er det en svær historie at fortælle. I tid strækker slaveriet sig mindst tilbage til Mesopotamien og frem til moderne eksempler på tvangsarbejde og trafficking.

Geografisk involverer den samtlige kontinenter og foranderlige relationer mellem sprogområder og lande. Etisk og politisk er det en stadigt aktuel historie – se bare på de ophedede diskussioner om racisme, social ulighed og national skyld.

Det er med andre ord en kompliceret, men nødvendig historie, den svenske historieprofessor Dick Harrison skriver i Slaveriets historie.

Harrisons noble ambition er at spore slaveriets historie bagud i århundrederne for derved at levere »vidensbaseret ammunition« til dem, der forsøger at bekæmpe slaveriet i dag. Bogen indeholder oplysende kapitler om antik, middelalderlig, islamisk og asiatisk slaveri, men centrerer sig dog om den da også rigeligt komplicerede historie om transatlantisk slaveri i perioden fra 1500 til 1900.

Læs også: Amerikanske universiteter åbner øjnene for slavefortiden

Hvis man troede, at den svenske historieprofessor ville forfalde til det, nogle nærer et indædt had til, nemlig politisk korrekthed a la suédoise, så tager man fejl.

Harrisons historie handler ikke (kun) om profithungrende europæeres sadistiske overgreb på uskyldige og passive afrikanere. I stedet skriver han: »Når den transatlantiske slavehandel blev det mareridt, den blev, var det fordi, begge kontinenters griske herskere og købmænd fik frit spil.«

Bogens korrekturlæser har her igen glemt reglen om komma før fordi, men pointen forstår man jo godt: De europæiske nationers ansvar for slaveriet er indiskutabelt, men menneskehandlen lukrerede på, at der eksisterede en rig tradition for handel med mennesker i Afrika, som blev holdt i hævd af skrupelløse konger og høvdinger, der gerne handlede med europæere.

Hvis Harrison i mine øjne går for langt i forhold til at fordele skyldsspørgsmålet ligeligt mellem europæere og afrikanere, så fortjener hans pointe dog opmærksomhed, fordi den kan være med til at komme hinsides en anden uhensigtsmæssig figur: forestillingen om det passive Afrika, hvis hele historie udgøres af europæeres handlinger.

Forpassede muligheder

Når bogen på trods af forfatterens omfattende viden og klare sprogbrug ikke er helt vellykket, er det, fordi den kun flygtigt berører de besværlige diskussioner, som gør slaveriets historie vigtig og aktuel. Lad mig give et eksempel.

Harrison redegør for Den Amerikanske Borgerkrig, der udspillede sig i perioden 1861-1865. Selvom Nordstaterne, der ønskede et opgør med Sydstaternes slaveri, vandt krigen, så betød sejren ikke afslutningen på undertrykkelsen af den afroamerikanske befolkning.

Først med borgerrettighedsbevægelsen i 1960’erne nåede man dén sejr, men det er en anden historie, skriver Harrison og går videre til at diskutere amerikansk import af billig asiatisk arbejdskraft.

Men er historien om Jim Crow-lovgivningens adskillelse mellem sorte og hvide i skoler, busser, hospitaler osv. virkelig en anden historie? Ifølge Michelle Alexander og Loïc Wacquant er det ikke.

Derimod ser de slaveriet, Jim Crow og senest det amerikanske massefængsel med dets massive overrepræsentation af sorte fanger som tre kapitler i historien om, hvordan afroamerikanske statsborgere er blevet forsøgt holdt uden for indflydelse af hvide medborgere.

Jeg finder Alexander og Wacquants argument overbevisende, men det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at Harrison igen og igen slår en vigtig problematik an, men haster videre, før han har taget sig tid til at udfolde den. Kun sjældent kvalificerer han sit argument i dialog med den enorme forskningslitteratur, som han tydeligvis kender.

Det gælder spørgsmålet om Jim Crow-parallellen, men det gælder også for sammenhængen mellem kapitalisme og slaveri, oplysningsfilosofi og slaveri, racisme og slaveri samt spørgsmålet om slavehandlernes selvforståelse.

Alle sammen vigtige problemer, der på forskellig vis lever videre i aktuelle debatter om tvangsarbejde, racisme og humanitarisme, men som Harrison ikke gør os egentligt klogere på, fordi han er på vej videre.

At bogens konklusion ikke er specielt stringent betyder faktisk ikke så meget. Det virkeligt forstemmende er, at de vigtige diskussioner, som slaveriets historie kalder på, aldrig bliver udfoldede.

Den manglende dvælen ved de elementer af historien, som er særligt besværlige og derfor vigtige, gør, at man som læser ikke for alvor bliver klædt på til at engagere sig kvalificeret i diskussionen om slaveriets historie og stadige betydning.

Dick Harrison: ’Slaveriets historie’. Oversat af Poul Henrik Westh. Udgivet af Informations Forlag 2016. 438 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer