Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Litteraturens hus, livets værksted

W.G. Sebalds 'Campo Santo' er et vildt katalog over litteraturens pligt til at bringe lys og lindring i mørke tider. Forfatterens ukuelige tro på skrivekunstens nytte står tilsyneladende kun i modsætning til hans pessimistiske historiefilosofi. Nu udkommer Sebalds posthume bog også på dansk
W.G. Sebald døde i 2001. Tiderne Skifter udgiver nu hans ’Campo Santo’ på dansk.

W.G. Sebald døde i 2001. Tiderne Skifter udgiver nu hans ’Campo Santo’ på dansk.

Anita Schiffer-Fuchs

Kultur
5. november 2016

Lørdag den 17. november 2001 holdt W.G. Sebald åbningstalen, da omtrent 800 mennesker var med til at indvie det nye litteraturhus i Stuttgart.

Den 57-årige forfatter havde på det tidspunkt opnået en vis berømmelse og anerkendelse i Tyskland, men meningerne om hans værk var delte. Hans gammelmodige stil generede en del kritikere, der fandt den kitschet og manieret.

Hans uforsonlige udfald mod en række tyske forfattere faldt andre for brystet: Havde han overhovedet fulgt ordentligt med, denne sære professor, der i mere end 30 år havde siddet i sin engelske ’valghjemstavn’ og skrevet om alt det, tyskerne havde forsømt.

Men denne aften i Stuttgart var det en venlig og imødekommende forfatter, der talte til sine landsmænd. En forfatter, der forventede at være blandt venner. Hans ærinde var at sætte ord på sin metiers forsonende egenskaber.

»Hvad nytter litteraturen,« spurgte han mod afslutningen af sin tale med henvisning til en berømt linje hos Friedrich Hölderlin, og svarede selv med en karakteristisk, associativ tankestrøm:

»Ja, måske kan den (litteraturen, red.) ikke andet end minde os om og lære os at forstå, at der findes særlige sammenhænge, som ingen kausallogik kan redegøre for. For eksempel mellem den gamle residens- og senere industriby Stuttgart og den franske by Tulle, som Hölderlin kom igennem på sin vej til Bordeaux, og hvor hele byens mandlige befolkning den 9. juni 1944, nøjagtig tre uger efter, at jeg selv i det såkaldte Seefelder-hus i Wertach for første gang så dagens lys, som man siger, og næsten præcis hundrede år efter Hölderlins død, blev gennet sammen foran en våbenfabrik af en afdeling af SS-divisionen Das Reich, der var udkommanderet til en gengældelsesaktion.«

»Nioghalvfems af disse mænd i alle aldre blev i løbet af denne sorte dag, der selv i dag kaster en mørk skygge over byen Tulle, hængt op i gadelygterne og balkongelænderne i kvarteret Souilhac. De øvrige transporterede man til tvangsarbejde og tilintetgørelseslejre, til Natzweiler, Flossenbürg og Mauthausen, hvor mange blev mishandlet til døde i stenbruddene.«

Som opsummering på de dystre bemærkninger konkluderede Sebald, at litteraturen bør være »et forsøg på restitution«. Kun litteraturen kan nemlig overskride registreringen af fakta og gengivelsen af videnskabelige indsigter og »mindes og illuminere dem, der led den største uret«.

Krigens pseudologik

Talen i Stuttgart blev holdt under titlen »Spredte erindringer«, men da litteraten Sven Meyer i 2003 samlede en række af Sebalds prosafragmenter og artikler om litteratur i bogen Campo Santo, ændrede han titlen til »Et forsøg på restitution«.

Titelændringen og det faktum, at Sebald døde mindre end fire uger efter talen i Stuttgart, har for eftertiden givet teksten karakter af litterært testamente og nøgle til forfatterskabet, der lige præcis er optaget af at undersøge sammenhænge, som ingen kausallogik kan redegøre for.

For hvorfor skulle de 99 borgere i Tulle egentlig dræbes? Fordi der var krig? Fordi de var forfulgt af nazisterne? Ja, men hvorfor var der krig? Hvorfor blev de forfulgt? Og hvad skal det betyde, at Sebald netop var blevet født, da det fandt sted? At han er skyldig eller har arvet en skyld?

Litteraturens opgave er ifølge Sebald at udpege og sanse disse sammenhænge og ikke lade sig nøje med abstrakte begreber som krig, forfølgelse og skyld, der gør det ud for logik, men som kan betyde hvad som helst, når man ser nærmere efter.

Det er også i bredere forstand, hvad Campo Santo handler om. Vi lægger ud med fire prosastykker om forfatter-jegets rejser på Korsika i midten af 1990’erne, dernæst følger ti litteraturkritiske essays fra årene 1975-2000 om en række tysksprogede forfattere plus Vladimir Nabokov og Bruce Chatwin samt en essayistisk ledsagetekst til to billeder af Jan Peter Tripp.

Til sidst kommer tre tekster uden for nummer, heriblandt Stuttgart-talen, der alle viser, hvordan forfatterens egen historie har formet hans litteratursyn.

For det er, hvad Campo Santo frem for alt er: et indblik i en forfatters værksted, både i skrive- og læseværkstedet, men også i det livsværksted, som for en forfatter af Sebalds slags, der frem for alt er forpligtet på fakticitet og konkrete livssammenhænge, er det vigtigste af alle værksteder.

Grass’ sorgkonstruktioner

I tråd med den overbevisning undersøger Sebald i sine egne litteraturanalyser forfatternes baggrunde og motivationer for at skrive, som de gør, men hans tilgang er ikke præget af en enøjet biografisme.

Han er også optaget af de litterære former, som det bliver klart i artiklen »Mellem historie og naturhistorie«, et forstudie til Luftkrig og litteratur (1999), hvori han kritiserer de »traditionelle litterære fremgangsmåder, hvor kollektive og personlige katastrofer som oftest sidestilles – som det eksempelvis ses i Thomas Manns roman Doktor Faustus«.

De videnskabelige essays fra 1970’erne og 1980’erne er i det hele taget præget af en god omgang kritisk teori i traditionen fra Theodor W. Adorno, som Sebald korresponderede med i sin studietid.

Fra Adorno har Sebald arvet sin skepsis over for den klassiske roman og især den alvidende fortæller, der ikke giver plads til de erfaringer af »historisk kontingens«, som den industrialiserede krig og det bureaukratiserede folkemord havde efterladt til menneskeheden efter 1945.

Derfor er det heller ikke underligt, at Günter Grass med sine fabulerende og fiktionaliserende greb falder i unåde hos Sebald.

Det sker i artiklen »Sorgens konstruktioner« fra 1983, hvor Sebald i en læsning af Grass’ Af en snegls dagbog (1972) påpeger, at forfatterens soningsforsøg kommer til at overskygge de egentlige begivenheder, som dagbogen refererer til, deriblandt valgkampen for Willy Brandt i 1969 og forfølgelsen af jøderne i 1930’ernes Danzig, som Grass naturligt nok er flov over på den tyske nations vegne.

»Læseren får næsten det indtryk, at forfatteren frem for alt forsøger at sone  fortidens skyld, der stadig nager tyskerne, også selvom han selv føler sig uskyldig,« skriver Sebald, og minder dermed nutidens læsere om, at Grass nok alligevel har følt sig skyldig på det tidspunkt.

Sjov med Napoleon

Der er heldigvis også mange begejstrede litteraturlæsninger i Campo Santo; mange valgslægtskaber, der træder frem.

Særligt vil jeg fremhæve det lange stykke om Jean Améry, hvis liv og værk spiller en stor rolle i romanen Austerlitz (2001). Det korte essay om Ernst Herbeck med den vidunderlige titel »Den lille hares barn, den lille hare« og de to essays om Kafka, som Sebald om nogen står i gæld til.

Det vrimler med aparte personer i Sebalds univers, som man ellers kun møder dem hos Kafka: underligt små eller store krumbøjede skikkelser eller betroede medarbejdere, der befinder sig uventede steder, eller er optaget af overraskende gøremål.

Det sidste får vi en smagsprøve på i det første af de fire prosastykker, der indleder Campo Santo, »Lille ekskursion til Ajaccio«. Sebalds fortæller skal bese Napoleons barndomshjem, men er forvirret, da der tilsyneladende er tomt i huset.

»Først da jeg stod lige foran skranken og rakte hånden ud efter et af de postkort, der var udstillet dér, så jeg, at der omme bag skranken sad en yngre kvinde på en sort, læderbetrukket kontorstol, ja, man kunne næsten sige lå. Jeg måtte faktisk bøje mig helt ind over skranken for at se ned på hende.«

Det er Kafka på sebaldsk, og endnu bedre bliver det, da »denne halvsovende billetsælgerske« retter sig op og viser sig at have »en forbløffende lighed« med Napoleon. Så kender man for alvor Sebald igen, især fra Højde. Skræk. (1990) og Austerlitz, hvor historiske personer har det med at vise sig ved højlys dag.

De fire Korsika-tekster er fragmenter til en aldrig realiseret bog; et projekt, Sebald lagde på hylden mod slutningen af 1990’erne for i stedet at arbejde på Austerlitz.

Napoleonsdyrkelsen går dog igen i Austerlitz, der faktisk har lånt meget fra Sebalds studier på Korsika, også den gennemgående døds- og erindringskult, der spiller en hovedrolle i Campo Santos titelessay samt den svimlende økokritik, der åbenbarer sig i »Alperne i havet«, hvor skovhugst og klapjagt skrives ind i den katastrofeorienterede historiefilosofi, som Sebald har overtaget fra Walter Benjamin.

Øjeblikke af vægtløshed

Al den ødelæggelse og lidelse, som der sandt for dyden tales meget om hos Sebald, kræver en kontrast eller et kontrapunkt. Det finder man hos Sebald i »den følelse af næsten fuldkommen vægtløshed, som er så sjælden i vores liv«, som han bemærker i samlingens tredjesidste tekst, »Moments musicaux«.

Den starter med endnu en erindring fra Korsika, men bevæger sig herfra videre i associative spring med mørke og lyse musikalske oplevelser fra Sebalds eget liv som fællesnævner.

Teksten er samlingens bedste eksempel på den surrealistiske strøm, der hos Sebald ofte er vejen tilbage til barndommens landskaber og ind i erotikkens rige, som ikke just er overrendt hos ham, men hvor følelsen af total hengivelse til et øjeblik og til et andet menneske opstår mere klart og rent end hos nogen anden forfatter.

Det er disse åbenbaringer, disse øjeblikke af vægtløshed eller opløftelse, der gør Sebald til noget særligt. Enhver kan tænke mørke tanker om samtiden og historiens katastrofer. Men at fremføre dem med en trods alt løfterig stemme er en stor kunst.

Det er netop det forsøg på restitution, som Sebald talte om i Stuttgart, ikke kun for dem, der lider den største nød, men for os alle, både hans læsere og dem, der kunne have brug for at læse ham.

Man kan godt begynde med Campo Santo, men det giver bedre mening at læse et af de litterære værker først, for eksempel Austerlitz eller De udvandrede (1992). Nå nej, den er ikke til at opdrive længere, med mindre Tiderne Skifter skulle få det geniale indfald også at genudgive den.

W.G. Sebald: Campo Santo. Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Tiderne Skifter. 246 sider, 299,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her