Læsetid: 4 min.

Lollikes sorte øjne – og dine egne

Teatertilskueren bliver jaget ned i kælderen hos flygtningene under bomberegnen i ’Zilan B’. Men også ned i træningskælderen hos terroristen i Hassan Preislers teaterpodcast ’Hellig Krig’ – eller ud i det forskansede køkken hos Christian Lollikes følelsesstivnede mennesker i ’Living Dead’. Imens fortsætter grådighedsjagten i Camilla Stages danseforestilling ’Gold Diggers under the Sun’
Menneskene har ikke længere bevægelige ansigter i Christian Lollikes angstforestilling Living Dead - og deres øjne er uhyggeligt sorte. Her glitrer Özlem Saglanmak, Morten Burian og Maria Rich med dødbringende maskemimik i Pakhus 11.

Menneskene har ikke længere bevægelige ansigter i Christian Lollikes angstforestilling Living Dead - og deres øjne er uhyggeligt sorte. Her glitrer Özlem Saglanmak, Morten Burian og Maria Rich med dødbringende maskemimik i Pakhus 11.

Rumle Skafte

18. november 2016

Flygtningestrømmen fortsætter, terroristerne fortsætter, grådigheden fortsætter – og børnene betaler den største pris. Sådan fremstilles Europa i hvert fald i fire nye teaterforestillinger.

Christian Lollike er anføreren for den europæiske ubarmhjertighedsanalyse i Living Dead for Teatret Sort/Hvid og Aarhus Teater. Og jo, de tre mennesker på scenen virker vitterlig ’levende døde’, sådan som de vakler omkring i et spooky køkken ude i Pakhus 11.

De steger fisk med mekaniske bevægelser, og de taler om deres følelsesløshed med computerklangløse stemmer. Men deres øjne stirrer dukkesorte ud mod publikum, og deres ansigter forvandler sig til mimeløse masker under parykker.

Her eksploderer angsten for at blive smittet af den virus, som flygtningene spreder, når de ligger som lig på bunden af havet og får øjnene spist af fisk. Velbekomme.

Fisken bliver kold

Ligesom i stykkerne Skakten og Manifest 2083 fastnagler Lollike her et Europa i opløsning. Og hans forrygende skuespillertrio Maria Rich, Özlem Saglanmak og Morten Burian lægger her slowmotionstemmer og bronzerede lår til denne dukkesmukke kynismemaraton.

De får selskab af fem sangere med gudeskønne stemmer fra Mogens Dahls Kammerkor, der ophøjer flygtningemordene til grotesk skønhedsdessert i Marie Rosendahl Chemnitz’ gyserscenografi.

I sidste halvdel mister Lollike godt nok instruktørgrebet, så fisken bliver kold, om man så må sige. Men pointen er der ikke tvivl om.

Guldgravere i undertøj

Lollikes sortøjede performere har guldtrangen til fælles med danserne i Camilla Stages begavede samtidskoreografi Gold Diggers under the Sun for Living Creatures i Dansehallerne. Her bevæger ni dansere sig frem og tilbage som modeller på catwalken – i koreografi specialskabt til hver enkelt dansers stilart og temperament.

Dansernes muskuløse og smidige kroppe er kun iklædt undertøj, men snart får de fingre i scenens stofbunker af guldsilke med guldbroderier og guldpailletter.

Disse nyrige magthavere rammes af egoistisk griskhed og danser stolte ensomhedssoloer med Jean-Hughes Miredins præsidenttype i spidsen. Kun når solen går ned over deres materielle begær, tvinges de sammen – ned mod gulvet, hvor de lægger sig ned som stråler i en sol og kravler vandret videre i ustandselig grådighedscirklen.

Grådighedsegoisterne skovler guld til sig i egoistisk sejrsdans i Camilla Stages begavede danseforestilling Gold Diggers under the Sun i Dansehallerne.

Thomas Petri

Flugt koster smykker

Guld er der til gengæld ikke mere af i teenageforestillingen Zilan B. Min historie på Teater ZeBU på Amager. For Zilan og hendes bror har solgt alle deres mors smykker for at betale menneskesmuglere til at tage dem med i en hvid varevogn.

Forestillingen er baseret på en roman af Jesper Wamsler, og det er lykkedes for Marc van der Velden at dramatisere og iscenesætte bogen så nænsomt, at dens fortælling har samme fortrolighed som en dagbog.

Det er den unge skuespillerelev Sandra Louise Mahmoud Lindquist, der med uimodståeligt nærvær spiller flygtningepigen, der nu er nået til et dansk asylcenter – og den indtagende skuespiller Marie-Lydie Melono Nokouda spiller både hendes asylcenterveninde og hendes bror med en klarhed og styrke, der skaber ro i salen. Og tårer.

Sammen rammer de to kvinder et helt stille udtryk. For der er stadig traumatiske ting, pigen ikke kan få sig selv til at fortælle – eller spørge om. Dermed viser forestillingen også, hvordan de uskyldige altid betaler den højeste pris for krig.

Gummistøvlens lyd

»Der er ikke nogen uskyldige!« påstår Hassan Preisler ellers i teaterpodcastet Hellig Krig i Gloria Biografen. Hans stykke er en vild og ekstremsøgende ’soundfeature’ om en dansk forfatter – ved navn Hassan – der forsøger at finde ud af, hvad der får folk til at begå terror. Og det er samtidig en skræmmende præcis dokufiktion over nogle af de terrorangreb, der allerede har rystet Europa i metroer og på strandpromenader.

Detaljerne fra terrorangrebene klæber i hvert fald til tilhørerens tanker, mens Ene Øster Bendtsen med omsorgsfuld morstemme og Jesper Riefenstahl med kammeratlig bekymringshvisken står op ad biograflærredet sammen med den opildnede Hassan Preisler.

Her fremsiger de teksten, samtidig med at forestillingens skaber pikante lydeffekter. Her er alt fra en gummistøvle, der vrides som knirkende knogler, til en citron, der presses til slaskelyden af blodige kroppe, der vælter ind over hinanden… Som en makaber fatalismecocktail af religionskamp og moderopgør.

Samtidig akkompagnerer lyddesignerne Aske Øland Kjærgaard og Arash Pandi med mareridtsmix af automatgeværer og ubekymrede fuglefløjt. Det er voldsomt, men også tilbagelænet dagligdags. Og dermed passer lyden foruroligende godt til tekstens ’badboy’, der mener, at det er lige så nemt at vænne sig til en AK-47 som til en Macbook Air.

Magelighedsidealister

»Hvorfor gjorde de det?« spørger Hassan Preisler i sin tekst - i fascination af magttrangen, men også i angst for selv at blive ’magelighedsidealist’.

Om vi andre så også er magelige idealister, bare fordi vi IKKE går ud og skyder folk i en hellig krigs navn, afsløres ikke. Men hvis du er bange for, at du er blevet ramt af enten mageligheden eller følelsesløsheden, så kan jeg vist godt ud fra disse fire forestillinger konkludere, at du altid bare kan stille dig hen foran spejlet og se dig selv i øjnene:

Hvis dine øjne er blevet skinnende sorte, sådan som hos de levende døde hos Lollike, så ved du, at det er tid. Måske også tid til at gå i teatret igen.

Living Dead. Tekst og iscenesættelse: Christian Lollike. Tekstfragmenter: Mads Madsen og Tanja Diers. Scenografi: Marie Rosendahl Chemnitz. Lys. Morten Kolbak. Lyd: Jes Theede. Dramaturgi: Tanja Diers. Musikalsk indstudering: Mogens Dahl. Co-produktion mellem Aarhus Teater og Sort-Hvid - og Mogens Dahls Kammerkor. Spilles på Pakhus 11 bag Østerport St. Til 22. november.

Zilan B. Min historie. Baseret på roman af Jesper Wamsler. Manuskript, iscenesættelse og scenografi: Marc van der Velden. Lys: Jo Gelting. Lyd: Asger Kudahl. Teater ZeBU. Fra 12 år. Spilles også i dag 18. november kl. 10 – samt på turné.

Hellig Krig. Tekst: Hassan Preisler. Iscenesættelse: Moqu Simon Trolin. Lyd: Aske Øland Kjærgaard og Arash Pandi. Teatergrad og Dansk Dansk. Spilles både i Gloria Bio på Rådhuspladsen og Kinografen hos Nordisk Film. Til 24. november,

Gold Diggers under the Sun. Koreografi og kostumer: Camilla Stage. Lys og scenedesign: Raphael Frisenvænge Solholm. Lyd: Mikkel Engel Gemzøe. Living Creatures i Dansehallerne, indgang ved vejen fra Carlsberg Station. Til 20. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu