Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Et lysvæsen huserer i Malmø

Det er et bevægende og dybt originalt kunstnerisk univers, der åbner sig i Francesca Woodmans små, surrealistiske tableauer af kroppe, der overskrider deres egne begrænsninger
Francesca Woodman, Untitled, 1977-1978 © Betty and George Woodman

Francesca Woodman, Untitled, 1977-1978 © Betty and George Woodman

Francesca Woodman/Moderna Museet

Kultur
18. november 2016

Et lysvæsen. Sådan har en kunstner og veninde fra ungdomstiden i Rom i 1970’erne beskrevet den amerikanske fotograf Francesca Stern Woodman (1958-1981). Hun lyste.

Karakteristikken, som kommer fra Sabina Mirri, forekommer rammende og præcis, når man står over for Francesca Woodmans værker. Hendes fotografier og film arbejder på et utal af måder med denne lysende egenskab, som mennesker kan besidde, og som Woodman øjensynligt selv besad.

Et lys, som det fotografiske medie synes som skabt til at fremkalde, raffinere og nuancere – i hvert fald i hænderne på et så strålende talent som Woodman.

Udstillingen On Being an Angel, som for tiden kan ses på Moderna Museet i Malmø, giver en bred indføring i Woodmans righoldige oeuvre. I betragtning af at hun kun var 22 år, da hun tog sit eget liv, nåede hun at skabe en substantiel mængde værker.

Det er lystfulde undersøgelser af fotografiets særlige muligheder for på magisk vis at visualisere drømmenes ophævelser af naturlovene og logikken. Det virker, som om de legende og dybt originale fotografier strømmede ubesværet fra hende. Denne fornemmelse af en organisk forbindelse mellem kunstner og værk bliver yderligere understøttet af, at Woodman brugte sig selv som model i mange af sine fotografier.

Francesca Woodman var barn af et kunstnerpar, hvor moren var keramiker, og faren var maler. Selv begyndte hun at fotografere allerede som barn, og modnedes både teknisk og kunstnerisk hurtigt. Hun arbejdede næsten udelukkende med sort-hvidt fotografi og holdt sig indtil sit sidste leveår til ganske små forstørrelser, der bevarer billedrummets intimitet.

Udstillingens ældste fotografi daterer sig til 1972. I det tidlige selvportræt vender Francesca Woodman ansigtet bort, mens hun trykker på den synlige trådudløser til kameraet. Med dets undertone af mystik, den demonstrative fremvisning af det tilslørede og den sikre kompositoriske anvendelse af det kvadratiske billedrum til at skabe en atmosfære af indelukkethed foregriber det tidlige værk mange karakteristika ved Woodmans senere arbejder.

Francesca Woodman, On Being an Angel # 1, 1977 © Betty and George Woodman

Francesca Woodman, On Being an Angel # 1, 1977 © Betty and George Woodman

Francesca Woodman/Moderna Museet

Halvtomme rum

De største dele af det udstillede materiale stammer imidlertid fra årene 1975-1978, hvor hun var under uddannelse på Rhode Island School of Design i Providence, og hvor hun begyndte at arbejde i serier af tematisk eller formelt sammenhængende billeder. Under sin uddannelse tilbragte hun et år i Rom, hvilket også kastede en række serier af sig, som kan ses i udstillingen.

Fordi hun generelt arbejdede interiørt – og meget ofte i halvtomme rum med blot nogle få rekvisitter – er lokaliteten dog sjældent hverken evident eller betydningsfuld som sted, men derimod som stemningsrum. Woodmans fotografier gestalter en slags indre rum, et intimteater, hvor krop og psyke er hovedpersonerne, der besjæler deres omgivelser.

Woodmans måde at arbejde på er særegen og meget fjern fra den fotokunst, hun egentlig er uddannet inden for. Hendes arbejder er snarere maleriske, og de er influeret af performancekunstens interesse for kroppen. Fotografierne er maleriske i den forstand, at de udviser en konsekvent optagethed af at iscenesætte motiverne med kompositorisk præcision og udtalt materialesensibilitet.

Her er ingen ortodoks fotografisk fascination af det rette øjeblik eller umanipuleret, puristisk gengivelse af autentiske hændelser. Woodman benytter derimod eminent kameraet til at skabe nye virkeligheder, som ligger tættere på forestillinger, hallucinationer og drømmesyner end på nogen erfaret fællesvirkelighed.

Ved hjælp af lange lukkertider laver hun bevægelsesslør, der udvisker kroppen, lader den gå i et med sine omgivelser, lader os se lige igennem den, som var den uden substans og tyngde, et immaterielt lysvæsen.

De simple fotografiske illusionsnumre bliver aldrig effekter for deres egen skyld, men bidrager sammen med gestiske træk til at fremmane inciterende og uhyggelige motiver, der nogle steder trækker på en surrealistisk sensibilitet, andre steder synes at vokse ud af horrorgenrens visuelle vokabularium. Optagelserne er typisk henlagt til forfaldne, tomme rum med skallende tapet og slidte gulvbrædder, der sammen med kuriøse rekvisitter danner scenen for bizarre tableauer.

Francesca Woodman, From Angel series, Rome, Italy, 1977 © George and Betty Woodman

Francesca Woodman, From Angel series, Rome, Italy, 1977 © George and Betty Woodman

Francesca Woodman/Moderna Museet

Atmosfærisk fortætning

Kroppen som en modelérbar, skulpturel størrelse, hvis nøgenhed mindre forbinder sig med en seksuel latens end med dens basale forvandlingsmuligheder, er også et gennemgående træk i Woodmans billeder.

Titelværkerne handler om englefiguren, den bevingede budbringer, der sikrer kommunikationen mellem himmel og jord. Men også med et genkommende fuglemenneskes svævende annullering af tyngdekraften kredser Woodman om muligheden for at transformere kroppen til noget radikalt andet, end dets jordbundne skæbne tilsiger.

Som i performance- og kropskunsten, som også florerede i 1970’erne, er Woodmans interesse for kroppen båret af muligheden for at udfordre og overskride dens normaltilstand, placere den i en hybridtilstand mellem legeme, dyr, ting og simulakrum.

On Being an Angel viser ud over en række af Francesca Woodmans serier af små værker også enkelte større arbejder, hvor hun i tilgift har tonet motiverne i sepia, violet og blå. De atypiske storformater tjener mest til at minde om, at intimformatet er Woodmans specialitet, som befordrer den særlige atmosfæriske fortætning og intimitet, der er så karakteristisk for hendes værker. De store formater berøver modsat værkerne den psykologiske intensitet, som er på færde i intimformaterne.

Udstillingen byder også på nogle få eksempler på Woodmans videoer, som meget fint demonstrerer hendes eksperimenterende, kunstneriske metode. Hvor trist, tænker jeg, at Woodman ikke fik mulighed for at arbejde videre med at raffinere disse eksperimenter, som hun tydeligt nok også opviser et stort talent inden for.

Men alt det mistede, hvorom vi intet kan vide, skal i sidste ende måles imod det, Woodman opnåede, og som vi kan se. On Being an Angel viser på smukkeste vis, at det var mere, end mange kunstnere opnår på et langt liv.

Woodmans værk er konsistent, koncentreret og boblende af energi, intensitet og passion. Man bliver suget ind i motivernes små universer af sære optrin, rå dramaer og subtile refleksioner over, hvad et billede overhovedet er. Udstillingens mere end 100 værker giver et godt indblik i Francesca Woodmans oeuvre, men mest af alt giver de lyst til meget mere.

Heldigvis er store dele af hendes værk efterhånden publiceret i bogform, hvor de klarer sig forbløffende godt. Men billederne hænger på Moderna Museet i Malmø lige nu. Den chance skal man ikke forpasse.

Francesca Woodman. ’On Being an Angel’. Moderna Museet. Malmø. Indtil den 19. marts 2017.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her