Det er lykkedes Det Kongelige Teater at lave en flot og skarp og gribende og humoristisk forestilling ud af Kurt Weills og Bertolt Brechts opera Mahagonny.
Et engageret sangerensemble og operakor og et meget animeret kapel fik sangen og musikken langt ud over scenen, og en godt tænkt iscenesættelse kunne uden videre oversætte et desillusioneret 1920’er-univers til smertelig nutid.
Som Brecht og Weill ville det, skulle dramaet være et spejl, man holder op for publikum. Dette fører Graham Vicks ud i det konkrete spejlbillede, hvor scenen er stolerækker i et teater, der får flere og flere ligheder med Operaen selv.
Olafur Eliasson-lamper dukker op undervejs, og pausesignalet fra foyeren bryder ind i musikken, indtil scenen i anden del ganske enkelt overskæres af sin egen, om ikke mahogni-, så dog stadig kirsebærtræsbrunlige balkonrække mage til publikumsalens, så der i en vis forstand ikke er nogen scene mere, men det brune ædeltræ omslutter alle i en påtrængende Mahagonny-virkelighed i Mærsk-operaens eget sceneri.
Mahagonny. Dét ord brugte Brecht sandsynligvis om Hitlers brunskjorter og om småborgerskabets ædeltræsdrømme.
Mahagonny er en by, hvor du kan få det, som du vil have det. Grundlagt af tre kriminelle på flugt, der hverken kan komme videre eller vende tilbage. Bilen er brudt sammen, så hvorfor ikke bare lave et nyt samfund lige her midt på flugten. Verden er alligevel et ’hell hole’, derfor har vi brug for Mahagonny, synger enken Begbick til sine følgesvende Fatty og Treenighedsmoses.
Så kan Mahagonny være et edderkoppenet, der fanger folk i deres meningsløse liv og holder dem fast i deres lyster: sex, mad, druk og slåskampe. Rottehul og spindelvæv var den ikke altid helt skarpe oversættelse oppe i de danske overtekster for hell hole og spiders web.
Hårdtslående spejlbillede
Den oprindelige libretto er selvfølgelig tysk, men det engelske sprog gav god nutidighed som et moderne dansk.
Helt som det allerede foregik i Brecht og Weills forestilling, kommenteres og forklares handlingen med skilte og videoprojektioner. Forestillingskraft og psykologisk indlevelse var det, Brecht og Weill ville afskaffe i deres episke drama i opgøret med det oppustede romantiske drama herunder ikke mindst den overstyrede opera.
I et tjept handingsforløb skulle man ikke nå at sympatisere med nogen af karaktererne eller deres skæbner, men få dem forklaret i ord sort på hvidt som i avisen til den berømte ’Verfremdungseffekt’.
Teknologiens tidsalder gør det logisk for Graham Vick at ekspandere scenenote-formen til den linde strøm af informationer, man får i en moderne verden med skærme alle vegne, der fortæller alt fra breaking news til oplysende fakta, børstal, discountpriser, billeder af katastrofer ude i verden, billeder af en glad kvinde, der spiser en kage eller lykkelige børn, der hopper i sengen – den imbecile reklame og den overmættede nyhed eksponeret på storskærm eller i nyhedsfelter.
Vick supplerer med i røde bogstaver at udsende statistikoplysninger på dansk om kvindevold i dag eller det pinlige spørgsmål fra test om statsborgerskab: Hvilken dansk restaurant fik i 2016 tre Michelinstjerner?
Med de sidste eksempler får Vick langet ud over karikaturen og pillet noget af den forsonlige patina, der ellers ligger over et gammelt oprørsstykke, og får med nutidige Verfremdungs-uppercuts etableret et mere uafrysteligt og hårdtslående spejlbillede.
En opera-abort
Var man alligevel måske lidt smånynnende og mærkeligt opstemt over den apokalyptiske handling, så ligger det allerede i operaens eget dna.
Brecht hadede opera og ville afskaffe genren, Weill ville lave musik og kunne ikke, som han selv indrømmede, sætte Brechts kommunistiske manifest i musik.
Ikke mindst under samarbejdet om Mahagonny lå det i kortene, at samarbejdet Brecht/Weill i al sin særegne succes var dømt til skilsmisse. Som sådan er operaen Mahagonny en abort, der har valgt sit eget liv. En opera, der ikke må være opera, og en humor og en skarphed, der ikke er ment som underholdning, men har svært ved ikke at fornøje.
Sine Bundgaard som den prostituerede Jenny undgik ikke at lave en rørende skæbne i al sin skønhed og sårbare karakter, og Michael Kristensen undgik heller ikke at være en gribende, falleret Jimmy Mahoney, ikke mindst fordi det at synge kapellets fest nede i orkestergraven op krævede store sangerpræstationer.
Sten Byriel blev bedre og bedre, jo værre det gik, til han endte suveræn i sin rolle som uretfærdig dommer, der sidder i sin rullestol i sin røde boksekappe og er blevet for gammel til at lukke munden med stor lighed med ét af Francis Bacons forvrængede Velasques-portrætter af Pave Innocent X.
Randi Stene i rød Hillary-kjole og med Hillary-hår var ligeledes helstøbt som enke Begbick, der ser sit rådne samfund smuldre. Og der kunne nævnes flere! Værst – det vil sige bedst – var de mandlige karakterer, der absolut ingen problemer havde med at være plausibelt afstumpede og perverterede størrelser, mens det generelt faldt kvinderne lidt sværere.
Bertolt Brecht og Kurt Weill: ’Mahagonny’. Operaen. Musikalsk ledelse: Julien Salemkour. Iscenesættelse: Graham Vick. Scenografi: Paul Brown. Randi Stene, Jens Christian Tvilum, Sten Byriel, Sine Bundgaard, Michael Kristensen, Magnus Gislason, Palle Knudsen, Lars Møller, Lars Bo Ravnbak, m.fl. Indtil 5. marts 2017
