Læsetid: 4 min.

’Mahagonny’ – en opera, der ikke må være opera

En nyopsætning af operaen ’Mahagonny’ rummer fortsat stykkets gamle splittelse mellem opdragende samfundskritik og forførende musik
En nyopsætning af operaen ’Mahagonny’ rummer fortsat stykkets gamle splittelse mellem opdragende samfundskritik og forførende musik

Thomas Petri

25. november 2016

Det er lykkedes Det Kongelige Teater at lave en flot og skarp og gribende og humoristisk forestilling ud af Kurt Weills og Bertolt Brechts opera Mahagonny.

Et engageret sangerensemble og operakor og et meget animeret kapel fik sangen og musikken langt ud over scenen, og en godt tænkt iscenesættelse kunne uden videre oversætte et desillusioneret 1920’er-univers til smertelig nutid.

Som Brecht og Weill ville det, skulle dramaet være et spejl, man holder op for publikum. Dette  fører Graham Vicks ud i det konkrete spejlbillede, hvor scenen er stolerækker i et teater, der får flere og flere ligheder med Operaen selv.

Olafur Eliasson-lamper dukker op undervejs, og pausesignalet fra foyeren bryder ind i musikken, indtil scenen i anden del ganske enkelt overskæres af sin egen, om ikke mahogni-, så dog stadig kirsebærtræsbrunlige balkonrække mage til publikumsalens, så der i en vis forstand ikke er nogen scene mere, men det brune ædeltræ omslutter alle i en påtrængende Mahagonny-virkelighed i Mærsk-operaens eget sceneri.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu