Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Mennesket som murmeldyr på verdens top

Den franske forfatter Céline Minard har allerede et langt forfatterskab bag sig og forbavser igen med sin seneste roman, en bjergrejse ind i menneskehedens grundbetingelser
Kultur
5. november 2016
Celine Minards ottende roman er en af de mest markante franske udgivelser dette efterår.

Celine Minards ottende roman er en af de mest markante franske udgivelser dette efterår.

Getty Images

»Hver morgen skal man huske på, at man risikerer at møde en person, der er utaknemmelig, misundelig eller tåbelig – så længe man befinder sig i en situation, hvor man kan møde mennesker.«

Således tænker den misantropiske hovedperson ikke særlig langt inde i den franske forfatter Céline Minards nye roman Le Grand Jeu (Det store spil), som her i efteråret er indstillet til flere af de store litterære priser i Frankrig og deler kritikere og læsere i de begejstrede og så de, der bare står af.

I al fald er hovedpersonen stået af.

Den unavngivne kvinde, historiens ’jeg’, eller ’je’ som ’jeu’ også kan høres, har ladet en specialindrettet, hyperudstyret tønde sænke ned fra en helikopter et sted midt i alperne, eller er det Pyrenæerne, i al fald så utilgængeligt, at der ikke findes andre mennesker.

Hun har købt sine 23 kvadratkilometers fred langt fra enhver civilisationen og som en art postmoderne Diogenes, kynismens græske fader, der netop levede i en tønde og end ikke lod en kejser Alexander skygge for sig, har hun trukket sig tilbage fra verden.

Eller måske er hun snarere som kejser Marcus Aurelius, der prøvede at leve beskedent og fattigt som stoikerne. Eller måske bare som så mange, der i dag prøver at leve off the grid.

I al fald har hun sat alt ind på at befinde sig i en situation, hvor hun øver sig i at opdage verden og sine egne tanker og derfor vil undgå at møde tåber hver eneste dag. Hun har tænkt sig at betragte og klatre og befinde sig i de milliard år gamle bjerge. Hun vil passe den have, hun straks går i gang med at skabe og beplante, ganske som Voltaire rådede enhver til at gøre.

Samtidig tager man det for givet, at hun er ingeniør eller måske arkitekt eller noget andet højtuddannet, for der er intet overladt til tilfældighederne i den gennemsigtige high tech-tønde med solceller, bibliotek og køkken, hun selv har designet. Hun har også medbragt kasser fulde af rom, som en anden sørøver eller en Robinson strandet fra en anden tid.

Forbavsende forskellige

Imellem de ekstremt præcise beskrivelser af, hvordan eneboeren indretter sig, og hvad hun foretager sig, stiller hun så uafladeligt sig selv lange rækker af spørgsmål som: ’Kan man spille skak mod sig selv?’ ’Kan man overraske sig selv?’ Eller andre, som i bogstaveligste forstand trænger sig på hos en eneboer, som hver eneste dag klatrer rundt på lodrette bjergsider: ’Kan man redde sig selv?’

Der har i lang tid været grund til at følge med i Céline Minards forfatterskab. Den 49-årige filosofiuddannede forfatter debuterede i 2004 med R. – en vandrefortællling i Rousseaus fodspor, hvor hun behændig blandede filosofisk, matematisk og videnskabelig indsigt med epikuræisk livsnydelse. Man bemærker, at R. på fransk kan læses som ’erre’, hvilket betyder at drive rundt på må og få.

Sidenhen er der med et urværks præcision udkommet den ene forbavsende roman efter den anden fra Minards hånd. Især forbavsende i deres forskellighed.

Det skulle blive med science fiction-romanen Le dernier monde (Den sidste verden) fra 2007, hun blev kendt af et bredere publikum og med Faillir être flingué  (Var lige ved at blive skudt) – en westernroman fra 2013 – hun omsider opnåede så megen økonomisk frihed, at hun helt kunne hellige sig skriveriet.

Konkreterne

Hovedpersonen i Celine Minards ottende roman minder om filosoffen Ludwig Wittgenstein. Det er bevidst, fortæller hun i interview, især som han var efter sammenbruddet for indsigterne i Tractatus Philosophicus midt i 1920’erne, hvor han atter begyndte at filosofere, og det snarere foregik som spørgsmål end som påstande.

Wittgenstein var mildest talt ikke begejstret for, hvordan Tractatus havde inspireret positivisterne, og han gik videre med undren over regler og sprogspil. Også han trak sig i en periode tilbage fra verden til en hytte i Norge, langt fra de mennesker, han havde så svært ved at omgås, for paradoksalt nok at spørge sig selv, hvordan man burde leve.

Céline Minard har sat sig for at skrive denne form for undersøgelse frem som litteratur, hun gør i enhver forstand sproget til et redskab.

Nu kunne man tro, at Le grand Jeu så blev en programroman. Det er da også det, visse kritikere bebrejder hende. Er alle disse beskrivelser – empiriske – af bjerge og arbejde – ikke følsomme nok?

Sandt nok er hovedpersonen ikke i gang med at undersøge den form for eksistentielle problematikker, vi efterhånden er blevet vant til i amerikansk inspireret litteratur. Vi får intet at vide i flashback om, hvad hun kommer fra, og løsningen er heller ikke en happy end med solnedgang – selv om der er mange solnedgange.

Céline Minard skriver sig gennem historiens praktikaliteter. For det første eneboerens helt konkrete bjergbestigerliv fyldt med tekniske udtryk og eneboerlivet: hvordan skaffe sig frisk føde, vand – eller et vamt bad? Der er intet sentimentalt eller selvransagende ved hovedpersonen, blot forsøg på at kortlægge også det indre landskab.

Samtidig overvejes problematikker som: »Man kan godt love sig selv noget. For i spillet med at love, består den eneste regel og vanskelighed i at holde løftet.«

Svimlende sprog

Løftet skal vise sig at være vigtigt. Er det egentlig ikke kun løfter og trusler, som holder mennesker sammen i sidste ende? Løftet og truslen synes at være det særligt menneskelige, det, som mineraler, fugl, solnedgange eller murmuldyr ikke kan levere.

Så dukker et andet menneske op. Nærmest ud af en uldtot, uden for hendes eget territorium i det fjerne, lever et andet menneskeligt væsen i en bjerghytte. En hånd hun ser i sin kikkert. Det drager uimodståeligt.

Måske en munk, måske en nonne, i al fald et væsen, der får hende til at søge de løfter og trusler, hun havde forsvoret at ville undgå. Det får hende i bogstaveligste forstand spændt ud på en line mellem bjergtoppe.

Når murmeldyrene fløjter i bjergene, er det svært, ja, nærmest umuligt ikke at høre det som en henvendelse.

Der skal ikke spoiles om slutningen på Céline Minards roman eller løsningen på ’det store spil’, selv om den næppe bliver oversat til dansk.

Den er lige så langt fra mainstream, som eneboerens hytte er det fra civilisationen. Uden nogensinde at nævne en filosof skriver den menneskets grundbetingelse ud i et præcist, bjergtagende og svimlende sprog nærmest som et langt digt.

For kan man overhovedet forstå ord som ’løfte’ eller ’trussel’, er man allerede midt i et fællesskab. Så findes den anden, lige meget hvor meget man bor i en tønde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her