Metal uden mådehold

Der er noget sært fascinerende ved Metallica. De har været udsat for alskens spot, hån og parodiering de seneste mange år.

Alligevel kunne de så let som ingenting sælge samtlige billetter til fire store koncerter i Københavns nye Royal Arena til næste år – længe inden folk overhovedet havde hørt det nye album Hardwired ... to Self-Destruct, bandets første regulære album siden 2008’s Death Magnetic.

Mellemtiden er bl.a. gået med spøjse filmprojekter og det omdiskuterede samarbejde med Lou Reed på albummet Lulu.

Metallica deler vandene, men når der er nyt fra dem, taler reaktionerne deres tydelige sprog, om at de har en helt særlig status i den tunge rock. En status, som de på respektindgydende vis har brugt til at lege med udtrykket.

Og ja, de har ofte truffet tvivlsomme beslutninger, men i en tid hvor alt for mange store rock- og metalbands stiller sig tilfredse med blot at holde mindet om en gloværdig guldalder i live, må man alligevel elske Metallica for viljen til at holde sig i bevægelse. Man ved aldrig helt, hvad man får.

Et overmøbleret rum

Set i det lys er Hardwired ... to Self-Destruct dog en mindre opsigtsvækkende affære. De tre numre, som bandet har sluppet op til albumrelease, har antydet en gruppe, der skuer tilbage til den thrash metal, som Metallica om nogen var med til at definere, kombineret med de lange og progressive sangkonstruktioner, som bandet også tidligere har excelleret i.

Resten af albummet former sig da også nærmest som et katalog over Metallica-troper uden dog at lyde specifikt som én periode. Her er både punket thrash, groovy passager, radiovenlige omkvæd og lange instrumentale passager, ligesom der sendes hilsner til gamle helte og inspirationskilder.

På et af pladens bedste numre, »Atlas, Rise!«, går der således næsten klassisk Iron Maiden i det melodiske mellemstykke, mens »Murder One« er en hyldest til afdøde Lemmy fra Motörhead, ligesom teksten synes at referere til både Johnny Cash og igen Iron Maiden.

Officiel musikvideo til nummeret 'Atlas, Rise!'.

Bandet har selv omtalt processen omkring det nye album som meget jam-orienteret og næsten jazzet, hvilket høres på godt og ondt. På positiv-siden tæller, at det lyder, som om Metallica har haft det sjovt i processen, og at den legende tilgang kaster nogle stærke riffs af sig.

Bagsiden af medaljen er, at det store katalog af ideer, som albummet repræsenterer, kun sjældent manifesterer sig i gode sange, og at det virker som om, ingen i studiet har formået at sige stop, når en idé trak i langdrag.

Metallica virker simpelthen som et band, der ikke ejer skyggen af mådehold. Symptomatisk nok skal værket pinedød strækkes til en dobbelt-cd (eller endda en tripple-cd i en særlig luksusversion), men også de enkelte numre proppes til bristepunktet med mellemstykker, som sjældent tilføjer noget relevant.

Det føles ofte som at komme ind i et rum, hvor man falder over en rodebunke af gamle møbler, som ikke hverken tjener et praktisk eller æstetisk , men formål som simpelthen er blevet stående hulter til bulter, fordi ingen har nænnet at smide dem ud.

Posthuman kødfræser

Lyrisk er der heller ikke meget at komme efter. Ud over hyldester til helte, finder vi typiske larger than life-manifester som åbningsnummeret, hvor det slås fast: »We're so fucked / Shit outta luck / Hardwired to self-destruct«.

»Moth Into Flame« kredser på klichéagtig vis om berømmelsens destruktive kraft, mens »Dream No More« er en lige så klichétung omgang med H.P. Lovecrafts mytiske monster Cthulhu og dermed selvfølgelig også en hilsen til Metallicas egen episke instrumentalkomposition »The Call of Ktulu« fra milepælen Ride The Lightning.

Det virker lidt fjollet at høre granvoksne mænd synge omkvæd som: »Cthulhu, awaken«, og det bliver ikke bedre af, at Metallica bruger et af deres mest dovne numre til dato på at henvise til et tidligt nummer, der dengang viste helt nye og ambitiøse sider af gruppen.

Officiel musikvideo til nummeret 'Dream No More'.

Man savner unægtelig den slags vilje til at rive tæppet væk under lytteren på Hardwired ... to Self-Destruct. Den lange spilletid til trods virker det ikke, som om Metallica har meget på hjerte, andet end på Metallica-agtig vis at demonstrere, at de gør nøjagtigt, hvad der passer dem.

Hvilket da også har sin charme. Bedst er de, når de tager musikkens vrede og nihilistiske potentiale på sig, som på »Confusion«, der skildrer livet som en permanent krigstilstand, eller på »Here Comes Revenge«, der svælger i en hævntørst af bibelske dimensioner: »I was born in anger's flame / He was Abel, I was Cain«.

Nihilismen får fuld skrue på den posthumane kødfræser af en thrash-hymne »Spit Out The Bone«, der afslutter albummet med en monolog fra maskinen henvendt til mennesket – det sølle skravl: »Disappear like man was never here«.

Tung røvfuld

Metallica havde oprindeligt planer om at kalde deres debutalbum Metal Up Your Ass. Deres nye album er derimod snarere en tung røvfuld skrot. Giver man sig tid til at rode den igennem, kan man bestemt finde gode ting, for ja, Metallica har fortsat en solid evne til at kombinere hurtig thrash og solidt groove. 

Hardwired ... to Self-Destruct lever derfor mindre på sine sange end på enkeltstående sekvenser, hvor lytteren rives med. De skarpe kompositoriske ideer, som i sin tid hævede Metallica op i en liga for sig, mærker man derimod ikke meget til på et album, der vil være lidt af det hele, og alligevel ikke rigtig noget.

Metallica: ’Hardwired ... to self-Destruct’ (Blackened Recordings), udkommer i dag