Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

MGP for pensionister

’Hodja fra Pjort’ på Folketeatret er overfladisk og glat. Kristian Gintberg gør ingen fortræd i sine shorts. Men Donald Andersen er en forrygende ulækker skurk
Alt er så pink, at det hviner i øjnene, i Folketeatrets bizarre 'Hodja fra Pjort'. Og det gennemførte blå lysdesign til denne historie fra det solvarme Persien er koldere end lysdesign til 'Snedronningen'.

Alt er så pink, at det hviner i øjnene, i Folketeatrets bizarre 'Hodja fra Pjort'. Og det gennemførte blå lysdesign til denne historie fra det solvarme Persien er koldere end lysdesign til 'Snedronningen'.

Gudmund Thai

Kultur
11. november 2016

Der står 17 mennesker på scenen i Folketeatrets opsætning af Hodja fra Pjort.

Det er sjældent, at der er så mange performere med i en børneteaterforestilling, så umiddelbart bliver man nærmest benovet af lykke på ungernes vegne, når man læser rollelisten i programmet.

For her er der satset stort: 12 skuespillere og fem musikere, aldeles live.

Men så begynder forestillingen. Straks flyver fornemmelsen af lykke langt bort på Hodjas flyvende tæppe. For alt er kitchet, overfladisk og glat – akkurat som et tv-program.

Scenografien ligner en kikset Barbie-konkurrence på tv – det er så pink, at det hviner i øjnene. Og det gennemførte blå lysdesign til denne historie fra det solvarme Persien er koldere end et lysdesign til Snedronningen.

Afviklingen af scenerne foregår omtrent som til MGP: Hvert nyt sangnummer får i hvert fald nye sangerplaceringer mellem nogle lodrette, sammenrullede tæpper.

Det underlige er bare, at koreografien ikke ligner MPG-dans på nogen måde. Her er snarere tale om plejehjemsgymnastik med knæ-op-knæ-op-og-armkrog-rundt-og-et-lille-klap. Vel at mærke tilsat pegefagter, der må være rettet mod et segment på 70+.

Østen for solen

Når det er sagt, så er det da skønt, at Folketeatret satser så stort på børnefamilierne og især bedsteforældresegmentet, både stationært i Nørregade og bagefter på turné rundt i hele Danmark. Det er også glædeligt, at det er Ole Lund Kirkegaards anarkistiske børneunivers, der er på repertoiret.

Titelsangen har stadig al den »østen-for-solen-og-vesten-for-månen«-mystik, som den havde, da Sebastian lancerede den i 1984. Men generelt virker musicalen fra 2014 ret gammeldags.

På Folketeatret har iscenesætteren Frede Gulbrandsen ellers bearbejdet musicalen sammen med dramaturgen Ninette Mulvad og teaterdirektøren Kasper Wilton. Alligevel fremstår historien ret grotesk på scenen.

Alt det, der er fortællercharmerende og eventyrenfoldigt i bogen, tangerer det ubehøvlede og nedgørende på scenen. For selv om det hele er for sjov, så er det godt nok grovkornet. Tørklædedebatfanatikere bør nok holde sig væk fra Nørregade.

Naivt og klodset

For hør bare her: I Hodjas verden går alle i snabelsko. Her hakker sultanen hovedet af dem, han har lyst til – og her er tvangsbryllup noget, en pige skal være taknemmelig for. Og så videre.

Den orientalske eventyrmusical er en tricky genre i disse dage. Disneys musicalversion af Aladdin er vel et af de få eksempler på en absolut stilisering, der har opnået global accept.

Den kunstneriske frihed og den barnlige forenklingstrang i denne opsætning af Hodja fra Pjort kommer i hvert fald i voldsomt sammenstød med realiteterne i Mellemøsten lige nu. Ytringsfrihed er godt, men det er kunstnerisk integritet også.

Skuespillerne knokler ellers gævt. Troels II Munk skaber en skøn, gammel tæppehandler, der bærer historien – og som fortæller med sin klangfulde stemme, mens han står helt roligt på sine ben, når alle andre hvirvler fortravlet omkring ham.

Ole Boisen pjanker godt som en madglad og enfoldig sultan. Og Laura Allen Müller smiler sit fortrolige smil som en af utallige tjenende ånder, der ruller tæpper ind og ud, så historien kan komme videre.

Gintberg i shorts

Men det er Donald Andersen, der giver lune og musikalitet til forestillingen. Han spiller superskurken Rotten med langt troldmandshår og en ulækker monsterfingernegl, der får ungerne til at væmmes. Og så har han en timing i sit ondskabsspil og et blik mod publikum, som får hans scener til at leve. Når han improviserer, bliver dansescenerne pludselig interessante.

Hodja fra Pjort er selvfølgelig mest af alt Hodjas forestilling. Ramasjang-værten Kristian Gintberg er tydeligvis et idol for skolestarterne. Men alt det, der gør ham god på tv, gør ham mærkeligt forstenet på teaterscenen. I rollen som Hodja løber han fint rundt på scenen i sine blå shorts, som han skal, og han synger også det, der står i noderne. Det bliver bare ikke rigtig spændende.

Så er der mere krudt i Lise Koefoed, der spiller Hodjas selvstændige veninde Ayshia. Lise Koefoed har masser af energi på scenen, og hendes frejdige glæde smitter. Hendes lyserøde hårsnore skal nok danne mode rundt om i børnehaveklasserne. Men selv Lise Koefoeds pigede charme har svært ved at lune teaterrummet op.

Det er en ommer

Kapelmester Stephan Grabowski har arrangeret Sebastians musik med god dynamik. Der er et par mellemøstlige strengeinstrumenter på spil hist og her, uden at det dog ændrer Sebastian-lyden væsentligt. Og nej. Ingen af de andre sange når titelsangen.

Som voksen bliver man egentlig mest af alt mistrøstig over alle de kræfter, der er gået til at skabe denne bizarre forestilling. Som en kunde siger til Hodjas håbløse skrædderfar:

»Mustafa, det er en ommer!«

Hodja fra Pjort. Baseret på Ole Lund Kirkegaards bog. Musical af Sebastian. Bearbejdelse og dramaturgi: Ninette Mulvad, Kasper Wilton og Frede Gulbrandsen. Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Sir Grand Lear v/ Lea Burrows og Ingvild Grande. Lys: Lars Schou. Koreografi: Peter Friis. Musikarrangør og kapelmester: Stephan Grabowski. Folketeatret til 18. december samt turné 11. januar-12. marts.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her