Læsetid: 4 min.

Når verdensånden kommer forbi

Der var ånd på menuen Mortens aften, da András Schiff gæstede DR Koncerthuset som både solist og dirigent
18. november 2016

Hvorfor er det en begivenhed, at en gammel pianist kommer til byen, og hvorfor synes så mange, at det var vigtigt at være dér og opleve gammel musik, som ingen ved, hvorfor er komponeret eller til hvilken lejlighed?

Det kan man svare på ved for eksempel at fortælle om præsten, jeg mødte næste morgen. Egentlig skulle hun ind og prædike og snakke om Messias versus Trump, men i stedet stod hun bare lidt stille i døren og sagde:

»Jeg var i Koncerthuset igår!« Som en stemning, hun ikke kunne slippe og gerne ville dele lidt. »Der var noget helt specielt!«

Mon ikke det bare var verdensånden? Det er ikke så tit, man møder den, at man ved, hvordan den ser ud, men Schiff synes at have den evne at kunne åbne for gamle værker, så man ser og oplever dem i den ånd, de er komponeret i, så de står dugfriske og aktuelle og favner publikum i en følelse af noget helt specielt.

Når Schiff står foran kor og orkester hænger tyngdepunktet lidt bagud, overkroppen vipper bagover, som om den gør plads for noget stort, kigger opad.

Når han sidder ved klaveret er ryggen udtryksfuldt ret, en komplet ro i den siddende holdning, der gør, at al aktivitet ender ude i fingrene. Indimellem rystes hovedet til en afladning af al den opsparede energi, men kun for at opretholde kontrollen, og Schiff synker aldrig ind over klaveret i egne følelser.

Filosofisk start

Schubert har sat Goethes digt Gesang der Geister über den Wassern (Åndernes sang over vandene) i malerisk musik for mandskor og dybe strygere. Måske lidt for malerisk nogle gange, men i Schiffs rolige hænder og i DR KoncertKorets herrekor og DR Symfoniorkesters strygerensembles så fine og udramatiserede udgave flød musikken præcis så magisk, som den må have været ønsket fra Schuberts side.

Selv den klodsede fuga gled let, og koret bandt poesien gribende sammen i deres konkrete overbindinger mellem linierne: »Seele des Menschenn-wwie gleichst du dem Wasser! Schicksal des Menschenn-wwie gleichst du dem Wind!« (»Menneskesjæl – hvor ligner du vandet! Menneskeskæbne – hvor ligner du vinden!«)

Et lille hæng mellem de tyske ord, der kildede som ukrukket beånding af musikken, som lige dér, hvor bølgen runder over sit knæk og fortsætter sin bevægelse. Schiff stod med sit bagoverlænede tyngdepunkt og kiggede op ad Goethes vandfald og viftede roligt med hænderne. Mere skulle der heller ikke til for at trække værkets simple storhed ud af de lydhøre sangere og strygere.

Med et sådant værk om menneskesjælen, der ligner vandet – kommer fra himlen, stiger til himlen og igen må til jorden, evigt vekslende – lagde Schiff en filosofisk start.

András Schiff er barn af to Holocaust-overlevende, der begge mistede deres første ægtefæller i Holocaust. Han lever i selvvalgt eksil fra sit fødeland Ungarn efter gang på gang offentligt at have kritiseret dets antisemitiske og racistiske politik.

Også sit østrigske statsborgerskab har han opsagt pga. samme politiske tendenser.

I 2012 formulerede han sammen med Adam Fischer, tidligere dirigent for DR UnderholdningsOrkestret, og seks andre ungarske intellektuelle et opråb til »the artists of Europe and the World« som en protest mod Ungarns politik. 

Han vil formentlig aldrig mere spille i sit fødeland. Ikke kun på grund af adskillige anonyme volds- og dødstrusler fra vrede ungarere, men også fordi han som kunstner ikke kan affinde sig med et publikum, der affinder sig med den ungarske regering.

Musikken er Schiffs hjemland. Beethovens 1. klaverkoncert fremstod som hans egen treetagers villa, han viste rundt i – konverserende, charmerende, jokende, udpegende tapeternes skønhed og skatende op og ned ad trapperne eller glidende på gelænderet i småprovokerende halvtoneløb ned over tangenterne.

Ikke at Schiff stak af. Han var netop tydelig i sin gestik og demonstrerede værket både for orkester og for publikum uden at sætte sig selv i centrum på noget tidspunkt, men det ligger allerede fra Beethovens side, at orkesteret udspilles lidt her. DR Symfoniorkesteret var passende indignerede i deres spil uden at falde af.

Messe i trange tider

Som et helt særligt valg havde Schiff en messe på som koncertens anden afrundende halvleg. Joseph Haydns Messa in angustiis, messe i trange tider, fra dengang Napoleon stod og bankede på døren til Wien, og træblæserne var blevet sparet væk. Af begge grunde et værk præget af sabelraslen og messingklang, men også et værk til fest trods alt, komponeret som det er til fyrstinde Esterházys navnedag.

Jøden Schiff holder af katolske messer. Han ærgrer sig over, at han som barn, da en lille lort kom hen og sagde, at han ikke måtte være med til fodbold, fordi han var jøde, og jøder havde slået Jesus Kristus ihjel, ikke var skarptunget nok endnu til at svare, at den dag var han hos tandlægen.

Denne vittige måde at se stort på det hele og samtidig være knivskarp i sine holdninger er kendetegnende for Schiffs musiske arbejde.

DR VokalEnsemblet sang formidabelt. Et stort forarbejde var gjort allerede i indstuderingen, så der ingen problemer var med Schiffs dirigentvirke, der mere er af kærlighed end uddannelse. Et sympatisk solisthold prydede messen, men smukkest var kor og orkester, så publikum kunne føle sig berigede og beroligede af det dér helt specielle.

DR Koncerthuset torsdag den 10. november 2016 kl. 19.30. DR SymfoniOrkestret. DR KoncertKoret. Solist og dirigent: András Schiff

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu