Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ny Kate Bush-udgivelse er for meget af det gode

Kate Bush giver os nu mulighed for at genbesøge sine første koncerter fra 2014, der var hendes første i 35 år. To timer og 35 minutters fuld koncertgengivelse på et tredobbelt album. Det er både overvældende og for meget af det gode
Kultur
25. november 2016
Kate Bush giver os nu mulighed for at genbesøge sine første koncerter fra 2014, der var hendes første i 35 år. To timer og 35 minutters fuld koncertgengivelse på et tredobbelt album. Det er både overvældende og for meget af det gode

Man kan ikke undslippe nuet. Man kan heller ikke fange det. Det forsvinder konstant for at blive afløst af et nyt. Nu. Væk. Og om et øjeblik igen.

Den 26. august 2014 sang Kate Bush for første gang i mere end 35 år sine sange offentligt. Den 19. september nød jeg dette nu ved det 15. af de i alt 22 shows i det nyistandsatte Eventim Apollo – tidligere Hammersmith Odeon – i London.

Nu er disse såkaldte Before the Dawn-koncerter så blevet til et tredobbelt koncertalbum af samme navn. Altså har vi nu mulighed for at besøge – eller genbesøge – en sammenredigering af en nutid, som passerede os under koncerterne forrige år. Hele koncertaftenen præsenteres i sin fulde – endda let udvidede – form, i alt to timer og 35 minutter lang.

18 måneders forberedelse med en hær af koreografer, lysdesignere, musikere, korsangere, dansere, projektionister, dukkeførere og lydfolk gik forud for koncerterne. I min anmeldelse kaldte jeg det »en kunstnerisk kontraoffensiv af musikhistoriske dimensioner«. Fordi den nu 58-årige engelske kunstner ikke forsøgte at stryge sit publikum med hårene med et greatest hit-sæt, men i stedet strakte sin kunstneriske vision om koncertformatet som et Gesamtkunstwerk ind i det 21. århundrede. Der var gået 35 år, men visionerne var ikke visnet. De var modnet.

Et væld af stemmer

I mellemtiden havde hun så lige udgivet hovedværkerne The Dreaming (1982) og Hounds of Love (1985). Været væk fra offentlighedens søgelys under en udgivelsespause på 12 år. Genfortolket sange fra The Sensual World (1989) og The Red Shoes (1993) på Director's Cut (2011). Fundet nye magiske rum på Aerial (2005) og senest 50 Words For Snow (2011).

Hun synger med et væld af stemmer. En Vietcong-soldat, psykologen Wilhelm Reichs søn, Cathrine fra Emily Brontës roman Wuthering Heights, et æsel, en solsort, udbryderkongen Houidinis hustru. Hendes krop har været klangrum for døde, historiske personer, andre arter og fiktive figurer.

Tilbage i 1973 kom hendes hjemmelavede demobånd i hænderne på Pink Floyds David Gilmour, og han hjalp hende med at indspille et professionelt et af slagsen, som var færdigt i 1975. Da EMI hørte det, gav de hende omgående en kontrakt, men de gjorde noget, man aldrig ville gøre i dag.

De ventede to år med at udgive noget fra hende. Imens gik hun i skole og til dans og mimekunst hos Lindsay Kemp, der tidligere havde undervist David Bowie i det samme.

Ventetiden betød sandsynligvis, at hun var bedre rustet til den mediestorm, der rejste sig, da hun blev stjerne overnight takket være »Wuthering Heights«. 19 år gammel blev hun i 1978 den første kvinde, der indtog den britiske singlehitlistes nummer-et med en sang, hun selv havde skrevet – endda fire uger i træk.

I dag er Kate Bush en sanger, sangskriver, musiker, producer, danser og koreograf med et stort og rigt katalog, der aldrig ville have været det samme, hvis ikke hun havde forstået at trække sig fra offentlighedens søgelys og give plads til sin kunst og sin kropslighed. Hinsides kommercielle krav, populærkulturel kannibalisme og seksualmoralsk bornerthed.

En del af hendes mesterskab består i, at hun flyttede kampen om selvet ind i musikken i stedet for at tage den ude i offentligheden. At kampen foregik i hendes helt eget territorium og på egne præmisser har sikret, at hendes værk er blevet så multiresistent og så pluralistisk.

Kate Bush, Hammersmith Apollo, London. 26. august 2014.

Kate Bush, Hammersmith Apollo, London. 26. august 2014.

Ken McKay

Ingen ubetinget fornøjelse

Det var (også) dét, vi hyldede – os, de heldige med billet – til koncerterne i London i 2014. Og vi accepterede selvfølgelig også hendes egensind i forhold til udvælgelsen af sange, hvoraf ingen var fra før albummet Hounds of Love.

Before the Dawn-showet var på sæt og vis perfekt formet – på trods af den himmelråbende uretfærdighed i at udelukke alt fra før 1985. Først en akt med blandede sange. Så to akter med hver sin konceptuelle fortællesuite – druknedødskampen The Ninth Wave fra Hounds of Love og den solslikkede døgncyklus An Endless Sky of Honey fra Aerial.

Koncerterne blev opført under det kollektive kunstnernavn The K Fellowship, og det er også under det navn, det tredobbelte koncertalbum nu præsenteres. Et »audio document«, kalder Bush det selv i covernoterne. Der er ingen genindspilninger eller overdubs, fortæller hun, kun to-tre ekstra lydeffekter og nogle få redigeringer.

Hvilket dog ikke har sikret, at koncertalbummet er en ubetinget fornøjelse. Uden synssansen overvældet og symbolmotoren i højt gear står det alt for klart, at flere numre lider under teatertordnende arrangementer og produktioner. Nogle gange med en helt unødvendig rockgestik, ikke mindst forårsaget af den tit for bastante trommeslager.

The Ninth Wave – den anden cd – står stærkest med sin oceaniske fornemmelse, sine dybe drømme-/mareridtsbilleder og klangpluralisme. Og det skader heller ikke, at Bush har tilføjet det fine klaver- og korbårne nummer »Little Light«, hvor hun desperat råber »Let me live!« til sangsuiten.

Og så er der det forunderlige faktum, at Bush synger flydende i en vandtank iført redningsvest under flere sekvenser i The Ninth Wave, hvis grundfortælling handler om en havareret kvinde, der kæmper for sit liv – og hallucinerer og drømmer – iført en redningsvest i havet. Det er en voldsomt effektfuld idé at presse Bushs krop og stemme under de samme fysiske omstændigheder som hovedpersonen.

Spinkle passager

An Endless Sky of Honey, der er blevet udvidet med nogle længere forløb, står svagere, ikke mindst fordi sønnen Albert McIntosh synger fersk forglemmeligt flere steder. Og fordi rocken og trommeslageren breder sig unødvendigt undervejs.

Men der er også perler som »An Architect's Dream« og »Somewhere In Between.« Intime, nære, mere afdæmpede sange, hvor der er bedre plads til Bushs forunderlige stemme. Hør for eksempel hendes arabesker på sidstnævnte nummer.

I det hele taget er det i de spinklere passager uden musicaltorden, at Before the Dawn er bedst. Herunder også den underskønne udgave af »Never Be Mine,« der aldrig kom med i showet, men som her findes i en optagelse fra før premieren.

Det storladne kommer dog også til sin ret. For eksempel på »Jig of Life« og i en nærmest ekstatisk forløst udgave af koncertens sidste nummer, »Cloudbusting«, som vi – og tydeligvis også denne indspilnings tilskuere – sang med på af fuld hals under koncerten.

Og der er virkelig også grund til at synge med af fuld hals, til at prise os lykkelige også over denne Kate Bush-udgivelse. Som enhver anden forevigelse af et forgangent nu er dette også en forarmet udgave af fortiden. Man skulle nok have været der, kunne man sige.

Og undervejs er Before the Dawn arret af et musikalsk showmanship, der virkede i scenerummet, men virker for bombastisk hjemme i stuen. Uanset hvad et vigtigt dokument over en kunstner, der nægter at stå stille. Må hendes løbebane strække sig mange år ud i fremtiden.

Kate Bush: The K Fellowship presents Before The Dawn (Fish People/Warner)

Kate Bush præ-1985

Kate Bush-koncerterne i 2014 såvel som det spritnye koncertalbum Before The Dawn byder kun på musik fra Hounds of Love og fremefter. Det er Informations musikredaktør magtpåliggende at insistere på at hendes mesterskab også udfoldede sig før 1985. Her 15 eksempler.

  • All The Love
  • Army Dreamers
  • Babooshka
  • Blow Away
  • Breathing
  • Delius (Song of Summer)
  • Get Out Of My House
  • Pull Out The Pin
  • Suspended In Gaffa
  • Symphony In Blue
  • The Dreaming
  • The Man With The Child In His Eyes
  • There Goes a Tenner
  • Wow
  • Wuthering Height
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her