På tærsklen til voksenlivet

Simon Hanselmann indfanger i sine mesterlige tegneserier livsnært det grå forstadsmiljø og har samtidig blik for det uhyggelige og surreelle
Illustration fra bogen.

Illustration fra bogen.

Forlaget Forlæns
5. november 2016

Tasmanske Simon Hanselmann skildrer i sine tegneserier nådesløst et af ungdommens farligste trin – den overgangsperiode, hvor voksenlivets alvor truer, og man risikerer at glide ind i fornægtelse og fortabelse.

I vor tid og i vort samfund er det en tid, hvor den ironiske distance til livet truer med at blive permanent, og hvor alkohol og stoffer agerer både anæstesi og katalysator. Nogle taber deres bedste år, visse forlader aldrig dette vadested.

Livet er en fucking fest er den ironiske titel på det lille kvalitetsbevidste forlag Forlæns’ mammutudgivelse af Hanselmanns striber, oprindeligt tegnet til såvel en række tidsskrifter og antologier som online – især på hans egen girlmountain.tumblr.com.

Bogen er i større format og indeholder mere materiale end nogen opsamling på originalsproget af disse ætsende dystre, men også skideskægge tegneserier.

Flot er det, men seriernes episodiske format og gentagelsesmønstre havde nok været mere effektivt serviceret i en håndfuld mindre bogudgivelser.

Genkendeligt arnested

Hanselmann benytter et gammelt tegneserietrick og tegner sine vigtigste figurer som dyr eller andre velkendte typer, mens det omgivende persongalleri fortrinsvis er skildret i (forenklet) menneskeskikkelse.

På bogens omslag sidder de fire hovedpersoner i en sofa foran fjernsynet med tomme blikke i øjnene: Megg, den kyniske melankoliker, er tegnet som grønhudet heks med orange hår og spids hat. Hun har sin middelmådige og sloppy, men også hengivne kæreste Mogg på skødet; han er en grå kat. (De to er vrangbilleder af den polsk-britiske børnebogsforfatter Jan Pienkowskis signaturfigurer, heksen Meg og katten Mog).

På deres ene side sidder den naivt følsomme Ugle i sin hvide fjerdragt med en bajer, på den anden den lådne desperado Varulv Jones med en smøg. En proppet sort affaldssæk er anbragt i beanbag-stolen til venstre, sofabordet er dækket af tomme flasker og snavset service samt en spand til at ryge på – den potrøg, karaktererne hyppigt udånder i serierne, er konsekvent farvet giftgrøn.

Oven på tv’et i forgrunden ser man bl.a. et askebæger stoppet med skod, en plasticskål med resterne af et sukret morgenmåltid og et lægeordineret glas piller.

Gulvtæppet er dækket af endnu flere tomme flasker samt glasskår og madrester. Hanselmann rammer kort sagt det kun alt for let genkendelige arnested for de udskejelser, han skildrer.

Formlen for de fortrinsvis korte serier er absurde, karakterbårne optrin af den skæve slags: fra Megg og Moggs ædeflips-inducerede natlige indbrud i den lokale købmandsforretning og efterfølgende noia; deres anbringelse af en af druk bevidstløs Ugle i en indkøbsvogn midt på gaden; Varulv Jones’ dybest set desperate selvhævdelse, da han foran sine kammerater flår sine nosser med et rivejern osv.

Morsomt og mørkt

Det er ofte grænseoverskridende, til tider rablende, men også præcist iagttaget stenerhumor ledsaget af stilfærdig karakterudvikling. Særligt stærk er skildringen af de falske venskaber og usunde magtrelationer, som social usikkerhed og fælles misbrug fører en ud i.

Ugle er det svage tredje hjul, der halvhjertet forsøger at leve normalt, bl.a. ved at date eller finde sig et job – noget, hans ’venner’ gang på gang, og på ofte meget fantasifuld vis, forpurrer. Mobningen af ham bliver til tider chokerende ondskabsfuld og desto værre ved, at den virker selvoplevet.

For det er tydeligt, at Hanselmann trækker på egne oplevelser og gør det med et udsøgt blik for utilpashed og identitetskonflikt. Hans egen flydende seksualitet og praksis som crossdresser influerer tydeligvis og særligt Megg – hans finest realiserede karakter: kynisk, sart, viljestærk, sårbar.

Hans enkle billedsprog – fjerlet udført i tusch, farveblyant, akvarel og gouache – indfanger livsnært det grå forstadsmiljø, handlingen udspiller sig i. Og samtidig har han et blik for det uhyggelige og det surreelle, som kommer ham til gode i de skildringer af såvel de vilde syretrip, som de knusende depressionsanfald, der er del af seriens substrat.

Samlet set et mesterligt, morsomt og mørkt, om end også monomant, portræt af en generation på tærsklen til voksenlivet.

Simon Hanselmann: Livet er en fucking fest, oversat af Steffen Rayburn-Maarup. 360 sider, farve. Vejl. pris. kr. 299

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu