Læsetid: 8 min.

Populismen bygger på den amerikanske middelklasseradikalisme

Den intellektuelle amerikanske journalist John Judis udgav lige inden det amerikanske præsidentvalg en interessant gennemgang af populismens historie i USA og Europa – siden da er den kun blevet endnu mere interessant
Den amerikanske journalist John Judis gennemgår i sin bog ’The Populist Explosion’ den amerikanske populisme og fundamentet for Trumps sejr.

Den amerikanske journalist John Judis gennemgår i sin bog ’The Populist Explosion’ den amerikanske populisme og fundamentet for Trumps sejr.

Evan Vucci

29. november 2016

Vi kender dem godt statistisk. De mennesker, som har stemt på Donald Trump og gjort ham til USA’s næste præsident.

Valgresultaterne fortæller, at der er flere af dem på landet end i de store byer, og de har generelt lavere uddannelser.

Men det er ikke dem, der har de laveste indkomster, for de stemte på Hillary Clinton. Man kan altså ikke forklare Donalds Trumps sejr som de fattiges hævn over de rige. Det er dem, som tjener mere end 50.000 og op til 200.000 dollar om året, som fortrinsvis har stemt på Trump.

Læs også: Først efter Trump har Europas magthavere forstået, at nedskæringerne nærer populismen

De er ældre end dem, der stemte på Demokraterne, og der er langt flere hvide end sorte iblandt dem. Men de er ikke kun hvide; også såkaldte latinos har stemt på Trump. Hans sejr kan således heller ikke forklares som de hvides krav på deres eget land over for de farvedes. Så enkelt er det ikke.

Det går heller ikke at kalde det mændenes sejr over kvinder, for 42 procent af de kvindelige vælgere stemte på Trump. Og selvom flere universitetsuddannede stemte på Clinton end Trump, er forskellen ikke så markant, som man kunne tro. 45 procent af vælgerne med en kandidatgrad stemte på Trump.

Det er med andre ord vanskeligt at slutte en forbindelse fra valgets tal til valgets tale. Man kan ikke gå fra det statistiske signalement af vælgerne til et portræt af det politiske kollektiv, som nu har bestemt, hvem der skal have den position, som de kalder lederen af den frie verden.

Populismens kontekst

Set i det perspektiv bliver den amerikanske journalist John Judis’ nye bog The Populist Explosion interessant. Bogen udkom lige inden valget, men Judis begyndte at skrive sin bog om populismens triumf i USA og Europa i foråret 2015, da han fulgte Trumps kampagne for at blive Det Republikanske Partis præsidentkandidat.

Præmissen for Judis’ undersøgelser er, at man slet ikke kan bestemme Trumps vælgere statistisk. Man må ifølge Judis forstå, at populismen udvikles i bestemte historiske situationer. Den opstår som protest, når vedtagne verdensbilleder begynder at krakelere.

Som Judis skriver, fungerer populistiske kampagner »ofte som advarselstegn på en politisk krise«. Man må forstå konteksten for den konkrete populisme, hvis man vil forklare dens politiske kraft.

Judis genskriver i sin bog populismens historie og viser, hvordan den amerikanske populisme historisk er slået igennem, når den politiske konsensus ikke længere var holdbar.

Læs også: ’Vi har virkelig ingen grund til at lade, som om situationen er normal, eller at det hele måske ikke er så slemt’

Det fortælles, at medlemmer af Kansas Bonde Alliance på en ridetur hjem fra den nationale konvention i maj 1891 fandt på ordet ’populisme’ til at beskrive deres politiske position. Det var synspunkter, som forenede forskellige grupper i det sydlige og det vestlige USA. Bønderne fra Kansas sluttede sig sammen med arbejderbevægelser og andre grupper og dannede Folkets Parti, der udfordrede både Republikanerne og Demokraterne:

»Populisterne var de første, som krævede, at regeringen skulle regulere og endda overtage industrier, der var en integreret del af markedsøkonomien, som for eksempel jernbanerne«, skriver Judis:

»De ville have, at regeringen skulle reducere den økonomiske ulighed, som kapitalismen skabte, når den ikke blev reguleret. Og de ville formindske erhvervslivets indflydelse på, hvem der vandt valgene«.

Folkets Parti rystede det politiske fundament i USA, men selv gik partiet hurtigt i opløsning. Judis hævder, at partiet alligevel fik afgørende indflydelse på de næste årtiers udvikling. Det, som de krævede i slutningen af 1800-tallet, blev følge Judis overtaget af den store amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, da han i 1930’erne gennemførte den såkaldte ’New Deal’.

Han gennemførte med progressive skatter en offensiv omfordeling mellem de lave og de høje indkomster, og han lavede store sociale reformer. Han brugte regeringsmagten til at gribe aktivt og omfattende ind i økonomien, sådan som populisterne havde efterlyst:

»Roosevelt integrerede også populistisk retorik i sin præsidentkampagne det år, hvor han hyldede ’gennemsnitsborgeren (average man)’ over for ’de økonomisk kongelige (economic royalist)’«.

Populismen gjorde op med det gamle verdensbillede, gik selv under, men levede videre som dagsorden for de etablerede partier. Den var brutal, men den var også en forandrende kraft.

Populisme i USA

Populisme har en anden betydning i USA, end den har i Europa. Amerikanerne ser populismen som en folkelig protestbevægelse, der kan være både venstre-, højreorienteret eller noget tredje.

Populisme er i Europa en negativ term, mens ordet ofte bruges som en positiv betegnelse i USA.

Europæere bruger ofte ’populisme’ som et skældsord, mens amerikanere tit efterlyser, at deres partier er mere populistiske.

Populisme er i USA ikke knyttet til et specifikt positiv, men opfattes snarere som en indstilling til verden, et sprog. Historikeren Michael Kazin har således defineret populisme som »et sprog, man taler, når man opfatter almindelige mennesker som en værdig gruppe, der ikke er snævert bundet af deres sociale klasse. Og man ser sin modstander, eliten, som selvhævdende og udemokratisk, og man søger at mobilisere det førstnævnte folk i mod den sidstnævnte elite«.

Populisme bliver derimodi Europa associeret med nationalisme og endda fascisme. Det forstås mere snævert som dyrkelse af en forestilling om et højrenationalt folk, som vil bekæmpe de ufolkelige eliter og forsvare deres land mod indvandring.

Højre vs. Venstre

Det betyder ikke, at Judis hylder enhver form for populisme, men kun at han tilskriver den historiske bedrifter. Han skelner mellem den konstruktive venstreorienterede populisme og den destruktive højreorienterede populisme. Venstreorienteret populisme er kendetegnet ved to led, hævder Judis. Det er bunden mod toppen, det er folket mod en elite eller et establishment. Den retter sig opad. Den højreorienterede populisme er derimod karakteriseret ved tre led:

»Højrefløjspopulister hylder folket imod en elite, som de beskylder for at favorisere en tredje gruppe, som kan bestå af for eksempel indvandrere, islamister eller afroamerikanske aktivister.«

Tesen er altså, at den højreorienterede populisme vender sig mod både toppen og bunden. Eliten er særligt ond, fordi den holder med de fremmede kulturer og kæmper for rettigheder til minoriteter, uden at indse at de skaber problemer for almindelige borgere. Den venstreorienterede populisme er de svage mod de stærke som hos Bernie Sanders, mens den højreorienterede populisme som hos Donald Trump er den almindelige amerikaner imod den elite, som har ødelagt landet og åbnet for indvandring.

Judis demonstrerer overbevisende, hvordan modstanden mod de sorte og appellen til racisme har været en konstant forfaldsmulighed for de populistiske bevægelser. Populismen har således både været politisk banebrydende og politisk giftig.

’Middle American Radicals’

Judis’ spørgsmål i bogen bliver selvfølgelig, hvad det er for et politisk verdensbillede, som bryder sammen aktuelt og radikalt bliver udfordret af populismen. Og hvem populismen taler til i dag.

Konklusionen er, som mange andre har anført, at den politiske liberalisme er fjenden for populismen. De protesterer imod et politisk system, hvor staten og økonomien ikke længere fungerer sammen på en måde, så samfundet kan indfri borgernes forventninger.

Det er overgangen fra industriel økonomi til finansøkonomi, fra en mere lukket national økonomi til åbne grænser og konkurrence med udenlandsk arbejdskraft. Der er også tendenser til racisme og modstand mod indvandrere, men det er ifølge Judis de økonomiske omstændigheder, som bestemmer deres overordnede livssituation.

Den aktuelle populisme taler til en gruppe af vælgere, som den amerikanske sociolog Donald Warren for 40 år siden kaldte middle American radicals. Han lavede omfattende empiriske undersøgelser og indsamlede store mængder data fra 1971 til 1975, inden Warren i 1976 udgav sit hovedværk The Radical Center: Middle Americans and the Politics of Alienation.

Læs også: Populisterne kæmper ikke folkets sag

Der er, som titlen antyder, en forbindelse mellem deres økonomiske frustrationer og oplevelsen af, at de er fremmedgjorte over for det politiske system. Denne gruppe var hverken særligt højreorienteret eller venstreorienteret, men var modstander af et politisk system, som de mente favoriserede både de rigeste og de fattige. De såkaldte middle American radicals udgjorde dengang omkring en fjerdedel af de amerikanske vælgere:

»Der var gennemsnitligt flere mænd end kvinder i den gruppe«, skriver Judis:

»Mange af dem havde gymnasieuddannelser, men ikke universitetsgrader; deres indkomst var nogenlunde middel eller lidt under, de havde eller var mere eller mindre faglærte arbejdere eller havde andre typer servicejob«. De var den pressede middelklasse, som var vrede over de fattiges overførsler og rettigheder og afmægtige over for de riges privilegier.

Populister som Ross Perot i en nogenlunde venstreorienteret version og Pat Buchanan i en konservativ version appellerede til den gruppe i 1980’erne og 1990’erne. Og den gruppe er i mellemtiden kun blevet større, mere politisk fremmedgjort og presset.

Populisme er ikke fascisme

Donald Trump er højrepopulismens appel til the middle American radicals, som Bernie Sanders var den venstrepopulistiske appel til. Det er den fortabte middelklasse, som skulle være fundamentet for et liberalt demokrati, der nu stemmer på opgøret med det politiske system.

Judis kalder Trumps politiske position for en slags »økonomisk nationalisme«. Han ser selv en slags socialdemokratisme som løsningen på deres problemer, men han har ikke meget tillid til, at den politisk kan realiseres i USA.

Den klart bedste del af bogen er Judis’ gennemgang af den amerikanske populisme og fundamentet for Donald Trump.

Han tilføjer en sammenlignende analyse med den europæiske populisme, men den er bedre analyseret og beskrevet andre steder. Der er dog en interessant indsigt hos Judis: Han minder om, at tredivernes europæiske populisme kunne degenerere til nazisme og fascisme, fordi den var en konkurrent til socialisme og kommunisme. Den skulle demonstrere, at den var de autoritære regimer overlegen, og derfor kunne overklasserne alliere sig med den.

Det kan overklasserne ifølge Judis ikke i dag, fordi de er liberale, tror på en liberal verdensorden og selv har vundet på den globale økonomiske liberalisme. De vil således ifølge Judis kæmpe imod tendenser til nazisme og fascisme.

Men det stærkeste og mest overbevisende i Judis’ analyse af populismen er, at vi kommer tættere på en gruppe, som er økonomisk og politisk svækket, men er så stor, at den kan være med til at bestemme, hvem der skal være præsident i Vestens største demokrati.

John Judis: ’The Populist Explosion – How the great recession transformed American and European politics’. 184 sider. 12,99 dollar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kan vi ikke snart blive fri for den falske anklage mod andre der ligger i ordet "populister / populisme", for det er en simpel anklage fra en gruppe mod en anden gruppe, men fortæller ikke hvori anklagen består(noget substantielt), men alene benytter et negativt ladet ord.

Man kunne lige så godt benytte et ord som "de fæle", der også er negativt, men igen helt uden indhold af nogen anklage for noget substantielt med ordet.

Reelt er anklagen en form for Kafkask anklage uden mulighed for forsvar, da man ikke kender anklagens indhold eller substans.

For nylig kunne man læse om Jan Werner-Müller der havde skrevet en bog om "populismen", men ikke havde taget sig i agt for ordets indhold og betydning først.

I stedet etablerer JWM en legalisering af "politikerne, statens, elitens "sandhed"(standpunkt) som den rigtige, og som dem der kæmper folket sag, og vil det bedste", og dem der tilslutter sig de andre ikke vil eller kæmper folket sag, men blot erobre retten hertil.

Artiklen i information havde overskriften; "Hvis du er uenig med populisterne, er du ikke en del af folket", men når netop det modsatte hævdes ved at kalde de andre for "populister" - dem folket skal holde sig fra fordi deres meninger er forkerte, fører det til nøjagtigt det helt samme, men med modsat fortegn; "his du er uenig med os. - politikerne, staten, eliten er du ikke en del af folket".

JWM betragtninger om legitimiteten særret for det etableredes ret til en tom negativ anklage for at etablere denne særret, udgøres samtidig i spørgsmålet om flertal, der på forhånd fastlægges som "den politiske magt, elitens ret, og alene underkendes med modpartens antal "populisterne er i mindretal" bliver det uforeneligt med Brexit, for netop her ses at flertallet vandt, og mindretallet tabte, så hører denne definition ikke til i denne verden, men er selvopfundet for selvbedraget skyld alene.

Derfor er det vigtigt vi slipper af med disse falske indholdsløse anklager af Kafkask natur, fra den politiske og medieelitens værktøjskasse til forførelse af dele af befolkningen, til at indtage en holdning til - ja rent ud sagt INGENTING imod andres synspunkter, for alene at tilgodese egne synspunkter i stedet for, og samtidig kalde dem "de rigtige"!

Læren om ordet "populisme" er den er propagandistisk og - "den der kaster den første sten, er også den stenen rammer først", eller som det siges i nytidssprog - "det man siger er man selv"!

At ville etablere eller institutionalisere andre sandheder tilhørende ordene "populister / populisme" imod en grupper, så som deres åndelige underlegenhed, eller noget som helst andet som årsag, er lige så vanvittigt og, sagt i al beskedenhed fuldstændigt tåbeligt.

Det kedelige er trods alt i den sammenhæng, at den reelle oplysning og udbredelse heraf, bliver offer for et enkelt ord(populisme), uden anden forklaring, og bliver i stedet en del af det postfaktuelle samfunds "ryttere"!

Bastian Barx, Peder Kruse, Lennart Kampmann og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Jeg er populist. Jeg synes dem der har råd skal betale gildet.
Hvem skulle ellers ????

Jens Erik Starup, Peter Marckwardt og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar

Espen Bøgh - Kan absolut anbefale at bruge betegnelsen "De Fæle" - har selv opfundet det og bruger det så hyppigt som muligt og finder det meget dækkende for skvadderhovederne i DF ... ;-)