Læsetid: 3 min.

At sætte sin patos på plads

Det er stemmen i digtene, der er den store styrke i Claus Handbergs åbne, bekendende digte. Den stemme er følsom, resigneret og robust
19. november 2016

I sin nye bog, Vore mødre dør, skriver Claus Handberg digte, der på en gang føles som bekendelser og føles åbne og retningsløse. Det er digte, som er fulde af følelser og fulde af et hverdagsligt, drivende liv.

Han skriver om ikke at være ung og især om at tabe menneskene omkring sig. De handler om forældrene, digtene, der ikke er der mere og om sorgen ved det – bogens begyndelse kredser om morens død, flere af de sidste digte henvender sig til faren. Ekskærester og deres lejligheder er på visit, gamle venner, man ikke længere ser, optræder i andre digte.

Sådan er det at nærme sig det midaldrende. Mere og mere befinder sig i fortiden, også selv om man stadig berøres af de mindste skred. Livet bevæger sig af sted, på en måde helt udramatisk, som et trummerum, men også med en sær hudløshed. Se bare dette korte digt:

»Kigger ud ad vinduet og ved med ét/ hvad det er jeg savner og har savnet længe./ Træer./ Mit barndomshjem var omgivet af små træer/ sirligt plantet af boligselskabet./ De store boede hjemme i skovene uden for byen./ Jeg har al mulig grund til at ringe hjem/ men der er ingen at ringe til.«

Stopper op

Tonen er på én gang melankolsk, med en næsten insisterende patos – Barndom! Hjemløshed! Tab! – men samtidig, og det redder virkelig Claus Handbergs digte, giver det dem deres kvalitet, helt nede på jorden: Det er, som om han vil nævne tingene, som de er, uden omsvøb, men også uden overdrivelser.

Og som om de samtidig trækker tingene ud, de digte, som om Handberg slentrer sig vej gennem sine linjeskift. Midt i de voldsomste nedbrud har han en egen, drævende ro, en form for omhyggelighed, som man genkender fra Handbergs forrige bøger.

Men altså, det retningsløse. Der er noget ved formen, blandingen af det diskret selvbiografiske og en form for åbne, fortællende digte, som minder mig om den helt unge generation af lyrikere, Caspar Eric eller Lea Marie Løppenthin. Det er også en form, der hele tiden åbner for diskussioner af forholdet mellem liv og skrift.

Overraskende mange af digtene i Vore mødre dør spørger midt i deres hverdagslighed til, hvad digtningen egentlig kan, hvorfor man egentlig skal skrive. Sådan her begynder et af dem:

»Hvordan skal jeg forklare mig./ Skal jeg anføre min længsel her./ Jeg bruger ikke længere spørgsmålstegn/ når jeg stiller spørgsmål/ det sænker hastigheden/ og der er noget jeg må fortælle:/ hun er her ikke./ Jeg kan ikke længere overskue vores historie/ en voldsom arkitektur/ styrter sammen bag os./ Hun er gået./ Jeg vågner rædselsslagen.«

Det er, som om Handberg stopper op foran sine følelser, ligesom tøver foran dem, ikke fordi han er bange for dem, men fordi han vil yde dem retfærdighed i skriften. Og så viser spørgsmålet om digtningen sig igen og igen at handle om jeget selv, om hvad det vil sige at være nogen, om hvad det vil sige at forholde sig til en anden. Som der står et andet sted: »Jeget tilbyder identifikation/ og mulighed for at blive en anden/ i én og samme sætning«.

Den største styrke

Under alle omstændigheder er det jeget, dvs. den stemme man møder i Vore mødre dør – en bestemt indstilling til det liv, digtene optegner omkring den – der er bogens største styrke. Den stemme føles umiddelbar og umiddelbart troværdig, skiftevis melankolsk og resigneret og sørgende – og livlig, lad og robust.

»Hjernen har ikke gjort mig særlig lykkelig/ men den har gjort mig nysgerrig/ og det har jeg klaret mig med.«

Den sidste linje sætter det højstemte på plads, og den sætten på plads er Handbergs store styrke. Så er det mindre vigtigt, at han nogle gange bliver for glad for modsætninger og enkelte steder støtter sig vel meget op ad paradoksale formuleringer.

Man lever også med et par virkeligt mærkelige, drømmeagtige digte i midten af bogen, som er retningsløse på en ærgerlig måde. Et sidste, kort digt, som lader alle bogens kvaliteter komme til syne:

»Din blomster står stadig på bordet./ De har erobret rummet med en duft af honning og pis./ Når jeg ser dig/ så ser jeg dig./ Kunne jeg bare komme det nærmere/ gøre betydningen af den iagttagelse helt klar for dig/ dens enkle skønhed./ Jeg ønsker at skrive noget/ som opdager sig selv i skriften/ tættere kommer jeg det ikke.«

Claus Handberg: Vore mødre dør. Antipyrine. 88 sider. 160 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu