Colin Blunstone og Rod Argent er begge 71 år gamle, selv om ingen af dem ser sådan ud fra fjerde række på spillestedet Komedia i den utrolig smukke engelske by Bath denne regnfulde novemberaften.
Tværtimod udstråler de begge vitalitet og sceneglæde, hvad der lynhurtigt forplanter sig til den fyldte sal, hvor et blandet publikum er mødt op for at høre noget af den fineste britiske beatmusik nogensinde optaget på bånd, næsten 50 år efter at det band, der skabte det, opløstes for første gang.
Og ingen går skuffet derfra.
Tværtimod formår det aldrende band at hensætte salen i en tilstand af begejstring, hvilket selvfølgelig ikke kun skyldes det fornemme materiale, men i lige så høj grad den glød og gejst, hvormed det fremføres.
Blunstone og Argent udgør to femtedele af det originale The Zombies, et af de utallige britiske orkestre, der myldrede frem i begyndelsen af 1960’erne, inspireret af amerikanske genrer som rock’n’roll, r&b, soul og jazz.
Gruppen stammede fra St. Albans, en lille by en halv times kørsel nord for London, hvor den i 1961 blev dannet af fem skolekammerater som rent coverband, men inspireret af The Beatles’ massive gennembrud i 1963 begyndte gruppen at skrive sit eget materiale.
Til en begyndelse spillede den stort set kun i lokalområdet, og de færreste forventede, at musikken var andet end en fase, disse purunge herrer skulle igennem, før voksenverdenen opslugte dem med alt, hvad det dengang indbefattede.
Privilegerede privatskoleknægte
Men efter The Zombies i foråret 1964 vandt en lokal talentkonkurrence, der medførte en kontrakt med pladeselskabet Decca, gik det pludselig stærkt for de fem unge mænd, der på alle måder udgjorde en modsætning til den arketypiske opfattelse af rock’n’roll.
Alle fem stammede fra velfungerende hjem, de klarede sig godt i skolen, var høflige og belæste, og der var ikke skyggen af en misbruger iblandt dem, tværtimod lå det i kortene, at de hver især skulle indskrives på en videregående uddannelse, når løbet med The Zombies var kørt.
De var endvidere så unge, at deres forældre på deres vegne blev nødt til at underskrive de kontrakter, der blev lagt foran dem.
At både guitaristen Paul Atkinson og bassisten Chris White gik med tunge sorte hornbriller i tidens stil, gav bandet et nørdet image, som stod i kontrast til dets melankolsk melodiske udtryk og elegante rytmik, der gjorde musikken til noget af periodens mest sensuelle.
Dette image medførte, at The Zombies i samtiden fik et ry som en flok privilegerede privatskoleknægte, hvad der ikke skadede dem i hverken Staterne eller på kontinentet (eller i Filippinerne, hvor deres popularitet nåede Beatles-agtige højder), men i England blev de betragtet med mistro karrieren igennem, og de opnåede aldrig rigtig hjemmepublikummets gunst.
Set med lidt kyniske briller lå deres fremtoning og optrædener ikke på niveau med deres musikalske udtryk og formåen, og selv om de som en af de få grupper i perioden havde det held at arbejde med en ærlig manager, udviste vedkommende ingen sans for den visuelle iscenesættelse, der er så vigtig en del af en beatgruppes præsentation.
Det begyndte ellers godt. The Zombies fik deres eneste engelske hit med deres allerførste singleudgivelse, »She’s Not There«, der også nåede andenpladsen i USA og i dag har antaget klassikerstatus, indspillet i utallige versioner.
Karakteristisk for The Zombies’ indspilninger swinger nummeret, mere end det rocker, dens jazzprægede, molstemte klang blev gruppens særkende båret igennem af forsanger Colin Blunstones vemodige, men også smidigt udtryksfulde og øjeblikkeligt genkendelige røst, der synes skabt til sange om såvel uforløst som fuldbyrdet kærlighed. Som en kritiker engang skrev, synger han som en »liderlig engel«. Blunstone mestrer endvidere den svære kunst at give udtryk for dybfølt sentimentalitet uden at blive hverken corny eller pinlig.
The Zombies optræder med hittet 'She's Not There'.
Forfinet maskulin følsomhed
Gruppen formåede som helhed at omsætte en særegen og forfinet maskulin følsomhed, pletrenset for attitude og macho, til et harmonisk intrikat og rytmisk tricky udtryk, der både er originalt og indbydende.
Det skyldes i høj grad (men ikke kun) gruppens to sangskrivere, tangenttroldmanden Rod Argent og bassisten Chris White, som havde hver deres stil, der til gengæld komplementerede hinanden perfekt.
De skrev de følgende år et hav af uforglemmelige sange, men kun »Tell Her No« nåede hitlisterne. Vel at mærke i USA, hvor gruppen turnerede i foråret 1965, hvilket skulle vise sig at blive højdepunktet i gruppens karriere, som derefter ikke rigtig løftede sig yderligere.
The Zombies udsendte et hav af singler, der alle floppede, men kun en enkelt, ikke specielt vellykket, lp i 1965. Gruppens producer, Ken Jones, var ikke meget for at opgive den formel og lyd, der havde givet gruppen dens første par hits, og henimod slutningen af 1966 forlod The Zombies Decca til fordel for CBS, der lovede White og Argent friere kreative tøjler.
Men da det magiske »Time of the Season« (med de uforglemmelige linjer: What’s your name?/ Who’s your daddy?/ Is he rich like me?) blev et verdenshit i 1969, var gruppen allerede en saga blot.
Hittet stammede fra albummet Odessey and Oracle (stavefejlen skyldes den grafiske designer), et melodisk mesterværk inden for barokpoppen, der ikke gjorde sig stort bemærket i samtiden, men hvis opfindsomme harmonier og fortryllende klang stadig finder nye proselytter.
Indspillet i de legendariske Abbey Road-studier i London i løbet af 1967 lå det på mange måder perfekt til ånden i the Summer of Love’s, men da det først året efter så dagens lys syntes dens fortryllende lethed og indbydende melodiøsitet allerede at tilhøre en anden tid.
'Time of the season' blev et verdenshit i 1969.
Spraglet publikum
Med årene har albummet heldigvis opnået fortjent status som et af årtiets største bedrifter. Også gruppens ry er stille og roligt vokset, og med bedre timing, et skarpere image, en vaksere manager og lidt held i sprøjten kunne The Zombies have nået uanede højder, ja ligefrem have udfordret The Beatles. Således gav ingen ringere end John Lennon i sin tid udtryk for et ønske om at producere bandet! Talentet var der. Og sangene!
I stedet blev det i 1970’erne til en moderat succesfuld solokarriere for Blunstone og kommerciel medgang for Rod Argent i den gruppe, der opererede under hans efternavn. Men som rygtet om The Zombies’ kvaliteter spredte sig, har gruppen ved forskellige lejligheder siden 1990’erne ladet sig gendanne, og landede nu i Bath efter en længere USA-turne, hvor Odessey and Oracle var blevet fremført i sine fulde længde. Så heldige var vi dog ikke den aften i Bath.
Komedia er en ombygget biograf i bymidten, og den var som sagt fuld af et spraglet publikum, der bestod af såvel unge som gamle, mænd som kvinder. Aftenens musik var da også indbegrebet af antimacho, selv om sættet indeholdt et par hårdtslående r&b-numre, der stammer fra repertoiret hos folk som Ray Charles, Sam Cooke, Jimmy Ruffin og The Miracles.
Unødvendigt, egentlig, når man betænker kvaliteten af gruppens egne sange, men det føles måske nødvendigt at påvise, hvor inspirationen kommer fra; i givet fald burde den også have spillet både lidt ren jazz og et lille stykke barokmusik, for begge dele præger det fuglefine udtryk.
Stor aften i nostalgiens tegn
Havde vi håbet at møde gruppens originale, alsidige og fjerlette rytmegruppe i form af bassisten Chris White (den mest kreative af slagsen på denne side af Paul McCartney!) og trommeslager Hugh Grundy, blev vi dog skuffede.
I stedet var The Kinks-veteranen Jim Rodford indforskrevet til baspositionen med sin lovlig hårdtslående søn Steve bag trommerne, og som erstatning for afdøde Paul Atkinson fyldtes guitarpladsen af en diskret, men ferm Tom Tooney.
Selv om der altså var langt til den oprindelige opstilling, gjorde det fremmødte hold, hvad det kunne for at fylde rummet med tilpas meget Zombies-tryllestøv til at fange og fastholde de fremmødtes fulde opmærksomhed.
Det skadede ikke sagen, at Colin Blunstone sang som en drøm, ja, sine steder bedre end nogensinde, eller at Rod Argent stadig brillerede bag Hammond-orglet med sin umiskendelige tone og uforlignelige attack; at de andre aktører lagde sig så tæt op ad originalforlægget som muligt, tjente dem kun til ære.
Det 23 numre lange sæt fordelte sig ligeligt mellem vaskeægte klassikere, fire sange fra Odessey and Oracle, coverversioner som sagt, nyere ting (The Zombies har udsendt fire album siden gendannelsen) samt materiale fra såvel Blunstones solokarriere som Argents senere meritter.
Stort at høre numre som »I Don’t Believe In Miracles« og »Caroline Goodbye« fra Blunstones første to soloplader, det ultimative i forførelse i Kokkedal i de tidlige 1970’ere. En fantastisk måde, hvorpå man som dreng kunne signalere både at være følsom og liderlig. Hvad der naturligvis blev udnyttet på det groveste.
Der skal ikke herske tvivl om, at det endte som en stor aften i nostalgiens tegn (de fire nye numre var aftenens eneste egentlige kiksere), samtidig med at det mindede Deres udsendte om den gode sangs umådelige slidstyrke.
At de optrædende leverede en upåklagelig indsats samt udviste så åbenlys glæde ved at være i live og til stede, skal de have så hjertelig tak for, sangene fortjener al den kærlighed, de kan få og sansen for de afgørende detaljer udvistes på samme måde som intens lydhørhed fra det begejstrede publikum. At der til sidst kvitteredes for indsatsen med et stående bifald, virkede for en gangs skyld helt rigtigt fremfor den automatreaktion, det har udviklet sig til. Hele turen værd.
The Zombies, Komedia, Bath, England
