Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Skovpige uden følelsesliv

Kim Leines børneroman, ’Skovpigen Skærv’, er bedst, når den går i overlevelsesmode
Kim Leines børneroman, ’Skovpigen Skærv’, er bedst, når den går i overlevelsesmode

Peter Bay Alexandersen/Gyldedal

Kultur
12. november 2016

Fortælleren kalder sig Gud og indleder kapitlerne med små forklaringer og med en skitse af kapitlets indhold. Og med at heppe på læseren: »Det er lige så meget dig, der skriver den her historie om Skærv, som mig.«

Historien om skovpigen Skærv og hendes familie foregår i et fiktivt univers i, hvad der kunne ligne sen middelalder.

Skærv, hendes lillebror Nor og forældre er skovfolk, der indledningsvist bor på sikker afstand af byen og pesten og fyrsten, som tvinger fattigfolk til slavearbejde på sit gigantiske slot. Og skovfolk, viser det sig hurtigt. Først bliver moren taget. Senere forsvinder også far Frejk, og så er de to børn alene tilbage.

Der sker selvfølgelig også en masse andet. I skoven bor f.eks. den hekselignende, blinde Mor Trudl, fyrstens håndlangere vandrer truende omkring, og nede i byen lever folk, der siger amen, bl.a. munken Nikodemus.

Snart kommer Skærv og Nor fra hinanden, og Skærv må klare sig alene eller næsten alene med en ravn i skoven.

Det er svært og arbejdstungt, skoven modarbejder hende, og sultedøden nærmer sig, men hun får livsvigtigt besøg af fuglefængeren Peppino og Timor Blut, en venlig soldat, som bliver hendes bedste ven. Siger hun. Til denne læsers forundring.

Psykologisk mørklagt

Men i størstedelen af bogen er Skærv alene. På en måde er hun også alene sammen med sine forældre, men det har mere med Kim Leines skrivestil at gøre, vil jeg påstå.

Han har valgt at lade skovfolkene (og sådan set også alle andre) være yderst fåmælte og ikke udstyre dem med udfoldet indre liv.

Heller ikke Skærv, som f.eks. ikke føler den store vrede eller det store savn, da hun efterlades af sine forældre, højst løst tegnet op og uden dramatisk dybde, eller senere, da de ved et gensyn først ikke genkender hende og dernæst opfatter hende som en beskidt hedning.

Det er, som om intet rigtig bliver akut for hende. Og hun oplever ellers mange farlige ting. Måske har det været Kim Leines hensigt at sikre sprogets enkelhed, med hovedsætninger og listeagtige gentagelsesmønstre, ved ikke at lade det ’kontaminere’ af komplekse følelsesknuder i hovedpersonen. Eller måske har ideen været at undgå sentimentalitet ved hjælp af en semi-behavioristisk tilgang til figurerne.

Hvad årsagen end er, synes jeg, at den manglende introspektion medfører mærkeligt blanke møder, der om ikke andet virker som uudnyttet dramatisk potentiale.

Det kan selvfølgelig (bort)forklares med, at Skærv er en pige, der simpelthen bare ikke har dyberegående relationer med nogen. Heller ikke med sine forældre, der i en måske tilsigtet parodi på voksentomgang eller måske bare, fordi de er ordknappe skovfolk, udtrykker sig i tautologier som »en mand er en mand«, »en pige er en pige«.

Skærv fremstår mærkeligt isoleret i bogen, fordi hun ikke er udstyret med et egentligt følelsesliv, men kun med påstanden om et. Hun virker psykologisk mørklagt. Mærkeligst bliver det, når Skærv efter lang tids adskillelse møder sin redningsmand, Timor Blut, og Leine lader mødet forløbe sådan her:

»Oppe på et brystværn får hun øje på en mand, der kigger på hende. Skærv går et par skridt frem, hun stopper op. ’Timor Blut,’ siger hun. Timor Blut løfter hånden til hilsen og smiler, og Skærv gør det samme. ’Hvor kender du kommandanten fra?’ siger Frejk, da de går ned ad trappen igen. ’Kommandanten?’ siger Skærv. ’De kalder ham kommandanten. Det er ham, der bestyrer slottet, indtil den unge fyrste vender tilbage. Hvor kender du ham fra?’ ’Han er min bedste ven,’ siger Skærv.«

Virkelig? Man kan ikke mærke det. 

Hvem er Skærv?

Til gengæld er Skærv en handlekraftig hovedperson, der dog hverken har f.eks. Pippis anarkisme eller vid. Men hun er nu et interessant nok fænomen i en børnebog alligevel. Som overlever. Forslag til alternativ titel: Survivalisten Skærv, hvis ellers det ord fandtes på dansk. 

Skærv er en tavle, som påskrives lærdom om overlevelse. Dét er bogens kerne, en skovlærdom i apokalyptisk skær. Først lærer hun skovliv af forældrene, senere jagt af Timor Blut, som »lærer hende at se«.

Hun kæmper med de hårde vintre, opbygger forråd. Et ret hårdført og viljefast barn, må man sige. Og de rolige, næsten adstadige beskrivelser af husholdning og enkle gøremål i skoven er det bedste ved bogen: Skærv samler svampe, sanker og hugger brænde, skyder dyr, pelser dem osv.

Mere narrativt utålmodige læsere vil måske kede sig, jeg synes, beskrivelsernes trin-for-trin-mæssighed giver teksten konkretion og større nerve end den vaklende persontegning.

At Skærv så måske slet ikke er en pige, men en kræftsyg dreng på et hospital, er en anden historie.

Kim Leine: Skovpigen Skærv. Illustreret af Peter Bay Alexandersen. Gyldendal. 276 sider, 249,95 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her