Læsetid: 7 min.

Et skridt ind i dødsriget

Den fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois lavede sine såkaldte celler fra hun var 70 og frem til sin død som 98-årig, og i Louisianas smukke præsentation af senværkerne forstår man, hvordan hun med cellerne videreførte ideer fra ungdommen
Louise Bourgeois’ meterstore kæmpeinstallationer, der i øjeblikket kan ses på Louisiana, er udført i genbrugsmaterialer, byggeaffald og personlige genstande. De er nærmest små bygninger, men på ingen måder almindelige. Her ses ’Spider’ fra 1997.

Louise Bourgeois’ meterstore kæmpeinstallationer, der i øjeblikket kan ses på Louisiana, er udført i genbrugsmaterialer, byggeaffald og personlige genstande. De er nærmest små bygninger, men på ingen måder almindelige. Her ses ’Spider’ fra 1997.

Frédéric Delpech

25. november 2016

Det er som at gå ind i et andet menneskes bevidsthed – at betræde et psykisk rum, der har antaget tredimensional form. Tanker, forestillinger, fantasier, visioner og erindringer bygges op som en sammenflikket arkitektur, der indfolder publikum i materielle associationskæder af yderst privat og gådefuld karakter.

Louise Bourgeois’ meterstore kæmpeinstallationer udført i genbrugsmaterialer, byggeaffald og personlige genstande er nærmest små bygninger, men på ingen måder almindelige.

De første værker, man møder i Louisianas præsentation, er lavet af gamle døre. Men her er en dør ikke bare en dør. I stedet for at danne adgangsvej fra et rum til et andet, fungerer døren mestendels som en barriere, en cellevæg. Så står jeg foran døren og kan ikke komme igennem den.

Den ene dør efter den anden danner en cirkulær, sluttet mur omkring et rum, som jeg ikke kan komme ind i. Jeg kan se derind gennem sprækker og glaspartier, glimtvis fornemme det indre rum, men ikke bevæge mig ind i det.

Derinde ligger to enorme kugler. Eller der står en ensom skammel. I et tredje rum ser man en sølvbakke med flakoner ved siden af et sammenknyttet par hænder og underarme i marmor. Det er en surrealistisk scenografi af affektgenstande: den andens tankerum udformet som et storslået monument af ædle materialer som marmor, stål, bronze og glas side om side med bric-à-brac, ydmyge, støvede og slidte materialer, gennemtrukne af gammel historie, som jeg ikke genkender som andet end historie: en anden historie, en andens historie.

Den andens tanke som et arkitektonisk teater, der både inviterer mig indenfor og holder mig ude. Den andens bevidsthed som et udstrakt og fikseret billedlegeme, der materialiserer sig foran mig, inviterende og ekskluderende. Eller måske står man her over for sig selv.

Fabulerende og dunkelt

Louise Bourgeois (1911-2010) arbejdede i sit monumentale senværk, de såkaldte celler, med en skulpturel praksis, der ekspanderede skulpturens enhed og blev til komplekse arkitektoniske former, der skaber deres egne rum.

Hun begyndte at arbejde med cellerne sent i sit liv, omkring 1990, da hun havde rundet de 80 år. I et tilbageskuende perspektiv kan man dog se cellernes formelle og tematiske strukturer foregrebet i mange af Bourgeois’ tidligere værker, selv om intet kunne forudsige, hvor vidtgående, fabulerende og dunkelt senværket ville komme til at komplettere alt, der gik forud.

Louise Bourgeos. ’Celle XXVI’ fra 2003. Stål, stof, aluminium, rustfrit stål og træ. 252,7 x 434,3 x 304,8 cm. Collection Gemeentemuseum Den Haag, The Netherlands

Christopher Burke

Bourgeois lavede omkring 60 celler, hvoraf næsten halvdelen kan ses på Louisiana for tiden. Det er en enestående lejlighed til at danne sig et overblik over denne fascinerende del af Bourgeois’ oeuvre og se den perspektiveret i forhold til andre værker fra hendes enorme produktion. Som det gælder for al hendes kunst, er også cellerne nært knyttede til hendes biografi, både hvad angår deres tematikker og deres materielle herkomst.

I cellerne bearbejdede hun angiveligt virkelige episoder fra sit liv i de sceniske opsætninger, som de enkelte celler udgør – genkommende eksempelvis det traumatiske forhold til den tyranniske far. På samme måde benyttede Bourgeois sig ofte af genstande, der var hentet fra hendes fortid, for eksempel tomme flakoner, der har indeholdt parfumen Shalimar, som hun anvendte, eller tøj, som hun selv eller hendes mor har brugt.

Selvbiografisk kunst

De selvbiografiske komponenter vejer altid tungt hos Louise Bourgeois, men selv om hendes kunstneriske produktion utvivlsomt har tjent en vis terapeutisk funktion – »Kunsten er garantien for den mentale sundhed«, har hun som et mantra gentaget – så besidder værkerne en sansemæssig fortætning og en suggestiv åbenhed, der giver associationerne og følelserne frit løb, uanset kunstnerens egne intentioner. 

Selv med et kendskab til Bourgeois’ biografi, for eksempel hendes gentagne fortællinger om farens brutale regime i barndomshjemmet og hans utroskab mod moren, er det på ingen måder åbenlyst for mig, hvordan disse erindringer præcist gestaltes i cellerne. Heldigvis.

I den forstand er der ikke tale om dokumentationer eller bevisførelser for et liv, men snarere om iscenesættelser af emotionelle tilstande i arkitektonisk form, følelsesmæssige dramaer, som udspiller sig som drømmeagtige og anelsesfulde rumskabelser.

Publikum får ikke så meget indblik i de specifikke hændelser, Bourgeois refererer til eller bearbejder, men står tilbage med et på samme tid diffust og overvældende indtryk af følelser og sindsbevægelser, som muligvis er forbundne med Bourgeois’ oplevelser, men som – vigtigere endnu – gennem værkerne forbinder sig med os, forplanter sig til os. Bourgeois’ celler bliver bærere af affekter, som vi kan tage imod, mærke i os selv: aggression, vold, angst, skam, begær og lyst.

Det var da også Louise Bourgeois’ intention, at cellerne skulle være åbne og tilgængelige for publikum, både som beholdere for betydning og sansning, man kunne tænke og føle med og som konkrete rum, man kunne gå ind i.

Den sidstnævnte åbenhed er det af konserveringsmæssige årsager ikke længere muligt at tilbyde publikum, så med enkelte undtagelser er der kun visuel adgang til cellernes indre dele. Det er ærgerligt, for den fysiske åbenhed påvirker naturligvis også betydningen og oplevelsen af værkerne.

Cellerne er installationer, der befinder sig på grænsen til egentlig arkitektur, og et hovedsigte med dem for Louise Bourgeois var at skabe et alternativ til museumsrummet, skabe værker, der satte deres egne rumlige betingelser. Den beskyttende hulekarakter, som nogle af cellerne må have, hvis man befinder sig inde i dem, må man imidlertid nøjes med at forestille sig.

Ligesom det udtalte præg af fængselscelle eller volière, som andre af installationerne har, heller ikke bliver en konkret, sanset erfaring, men en hypotetisk, fordi man kun kan opleve dem udefra, som en voyeur.

På trods af denne begrænsning fremstår cellerne som voldsomme og animerende værker, der i kraft af deres dramatiske materialesammensætninger, absurde ophobninger og kuriøse formdannelser indlemmer én i deres betvingende og intime følelsesrum.

Udstillingen, som tidligere har været vist i blandt andet München, Moskva og Bilbao, er kurateret med stor omsorg for sammenbindingen af den centrale tematik omkring krop, affekt og rum, som løber gennem så mange af Louise Bourgeois’ værker på tværs af tid og på tværs af medier.

Den franskfødte kunstner giftede sig i 1938 med den amerikanske kunsthistoriker Robert Goldwater og flyttede med ham til New York, hvor hun boede resten af sit liv. Nogle af udstillingens ældste værker stammer fra den første tid i USA, hvor Bourgeois i 1940’erne blandt andet skabte skulpturgruppen Personager, som består af mere end 80 skulpturer, der i abstrakt form repræsenterer menneskeskikkelser.

På Louisianas udstilling kan man se fire af disse bemalede træskikkelser, stærkt stiliserede menneskefigurer, som ud over slægtskabet med moderne kunst, såsom Alberto Giacomettis skulpturer, også har en udpræget totemistisk kvalitet.

Personager er legemer, som er udstyret med psykiske og affektive egenskaber, lige dele shamanistiske objekter, symbolske menneskekroppe og abstrakte skulpturer. Set retrospektivt igennem cellernes frenetiske opbud af forvrænget vraggods fra psykoseksuelle dramaer og barndomstraumer, bliver Personager meget tydeligt også bærere af en koncentreret, magisk energi og dermed sælsomme forvarsler om cellerne som eksistentielle kraftfelter.

Testamente

Også tidlige tegninger og malerier fra Femme Maison-serien er inkluderet i udstillingen for at påpege den tidlige sammenkobling af kvindekroppen og hjemmet som arkitektonisk topos, som Bourgeois foretog, og som cellerne kan ses som en fortsættelse og raffinering af.

I Femme Maison-værkerne smelter kvindekroppen og huset sammen til en helt bogstavelig husmor, hvor kvindekroppen ikke kun bliver analogiseret med hjemmet, men bliver et og samme som hjemmet. Kroppen bebor huset, huset er en krop.

Det er åbenlyst, at disse tidlige undersøgelser af forholdet mellem kroppen, psyken og arkitekturen er unge, todimensionale slægtninge til cellernes installatoriske og arkitektoniske demonstrationer af kroppens psykiske rum.

Den måske mest emblematiske celle i den henseende er Spider fra 1997, som lader et meterstort, rundt tremmebur vokse ud af en overdimensioneret edderkoppekrop. Midt i det i øvrigt næsten tomme bur står der en lænestol svøbt i gamle gobelinrester, som også partielt – og med en karakter af indtørrede dyreskind –beklæder burets vægge.

Edderkoppens overdimensionerede og overtydelige realisme lader dens symbolske funktion – ifølge Bourgeois selv som billede på den beskyttende mor – slå følgeskab med en monumentalitet, der nærmest gør den abstrakt. Den tomme stol inviterer os indenfor i moderburet, uterusfængslets centrum, hvor vi i det mindste imaginært kan bebo drømmen om livmoderen, som Bourgeois holder frem for os.

Lige lukt i døden inviterer Bourgeois os med. Hendes celler bliver ikke kun perspektiveret retrospektivt, men kan også ses i relation til nogle af hendes allersidste arbejder. En serie bemalede tryk fra hendes sidste leveår med titlen I Give Everything Away er ophængt i samme rum som cellen Cell (The Last Climb) fra 2008.

Celleværkets groteske himmelstige, der snor sig gennem det rustende bur uden at lede nogen vegne, får tilføjet en ekstra dimension af det poetiske testamente, de seks store papirarbejder på væggen bag det, udgør.

Med sikker hånd og farvepræcision udpensler Bourgeois her i ord og billeder den ultimative og generøse afståelse af livet, hvor menneskelegemet overlejres af sælsomme blandinger af florale ornamenter og anatomiske skildringer af kropsindre og abstrakte farveeksplosioner.

Det ligner et determineret skridt ind i dødsriget og den endelig opløsning, et sidste farvel. Ledsaget af lakoniske udsagn i blyantskrift, let usikker i linjen, men klar i mælet: »I am packing my bags«, »I leave the nest« og »I give everything away«, for eksempel.

Kombinationen af Cell (The Last Climb) og I Give Everything Away er et overraskende og bevægende klimaks midtvejs i turen gennem den omfattende Bourgeois-udstilling, som i det hele taget er sat i scene med en sjælden fornemmelse for at bringe værkerne i frugtbar dialog med hinanden.

I alle betydninger af ordet er det en stor udstilling, der næppe lader nogen uberørt. Bourgeois’ kunst er generøs, rystende og uafrystelig – og denne veltilrettelagte udstilling får det bedste ud af hendes værker.

Louise Bourgeois. ’Structures of Existence: The Cells’. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil den 22. februar 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu