Læsetid: 4 min.

Tænk, hvis vi slet ikke ved, hvad en pibe er

Den belgiske kunstner René Magritte sætter både surrealisme, maleri og den store forundring over sproget på dagsordenen igen med en stor udstilling på Centre Pompidou i Paris
23. november 2016

Den er der sandelig, piben. Eller altså den pibe, som på en måde ikke er der:

»Ceci n’est pas une pibe«.

Sådan kender vi indskriften på det måske allermest berømte maleri af den belgiske surrealistiske maler René Magritte.

Maleriet forestiller en pibe, og et eksemplar af det hænger lige ved indgangen til efterårets tilløbsstykke på Centre Pompidous udstilling Magritte. La trahison des images (»Magritte. Billedernes bedrag«).

Netop billedet af piben er del af en serie, som Magritte selv døbte La trahison des images. Piben på den allerførste væg er malet på mørk baggrund, og teksten, som er skrevet ind i selve maleriet, er på engelsk:

»This is not a pipe«, (1929), det hele indrammet i en fin enkel guldramme.

Det er omgivet af to selvportrætter af Magritte med pibe i munden, det ene malet i den stil, man kender, præget af pertentlig præcision, så den maleriske teknik nærmest forsvinder (1936). Det andet selvportræt fremstår ekspressionistisk, skitseagtigt (1948) – Magritte var en mand, som selv valgte sine virkemidler.

Magrittes forsvar for billede og reproduktion

Næsten umærkeligt sker der således lige fra starten af denne store udstilling en lille forskydning af Magrittes ’betydning’. Kender vi ham, eller kender vi måske endnu slet ikke hans maleri?

Der er mange af Magrittes malerier, som nærmest er blevet allemandseje i plakatform: Huset, der henstår i skumringen, med lys i vinduerne, men med en stor blå himmel med drivende skyer i fuldt dagslys (L’Empire des Lumières, 1964).

Manden, der ser sig selv i spejlet, men ser sig selv i nakken. (La reproduction interdite, 1937). Hundredvis af bowlerklædte mænd i mørke vinterfrakker, der svæver mellem himmel og jord og huse. (Golconda, 1953).

Så selvfølgelig er der en umiddelbar glæde i ganske enkelt at se Magrittes malerier i virkeligheden. Men først og fremmest føres man i udstillingens fem sale, delt op på temaer, ind i Magrittes univers og konfronteres netop med, hvad reproduktion og repræsentation består i.

Her er Magritte suveræn og ikke spor puritansk. Reproduktionen, billedet, der lige siden Platon har været så foragtet med udgangspunkt i huleligningen, billeddannelsen, der i Det Gamle Testamente lægges for had med guldkalven i modsætning til skriften på de hellige tavler, det er netop den, Magritte forsvarer.

Da Magritte i 1965 besøgte Firenze og omsider så det maleri af Boticelli i virkeligheden, som han havde ladet sig inspirere af adskillige gange, udbrød han:

»Det ser meget bedre ud som postkort.«

Det er verden, som er mystisk

René Magritte blev født i Belgien i 1898, den ældste i en søskendeflok på tre. Han var fjorten, da hans mor begik selvmord, men Magritte afviste enhver psykologisk tolkning af sit værk:

»Der findes kun ét mysterium: verden.« 

Hvis Magritte ikke troede på psykologiske forklaringer, troede han så heller ikke på den frie vilje?

»Det er blot en forestilling,« forklarede han i en samtale med kunstkritikeren David Sylvester.

Til gengæld troede han på maleriet som medie for erkendelse, og her var han ofte uenig med sine surrealistiske frænder i Frankrig, der med inspiration i Hegels æstetik anså poesien for at være den højeste kunstart.

»Poesien er en pibe,« skrev digterne Eluard og Breton, og måske netop derfor malede Magritte sine mange pibemalerier.

Ikke uden grund interesserede Magritte sig i 1960'erne for Foucault og hans Les mots et les choses – ordene og tingene. Allerede i 1927 havde Magritte selv malet en række malerier, hvor ting blev sammenstillet med ’forkerte’ ord. Hvor en taske blev kaldt ’himmel’, et blad blev kaldt ’et bord’ – og hvor det hele jo ret beset blot var … maleri.

Måske er den pibe noget helt andet

Udstillingen i Paris har valgt at følge Magritte i hans bestræbelse på at ligestille maleriet med poesi og filosofi. For mens de franske surrealister fulgte psykoanalysen og dens frie associationer, er Magrittes associationer tænkte.

Han fortæller selv om en drøm, han havde, som nærmest var en åbenbaring: et fuglebur med et æg i, malet i 1933 med titlen »Les affinitées électives«, hentet fra Goethes Valgslægtskaberne. Hos Magritte illustreres både ordenes og billedets paradokser, og der peges på det uendeligt mystiske ved begge dele.

Udstillingen slutter så, selvfølgelig, med endnu et maleri af en pibe, som hedder »Dette er stadig ikke en pibe«. Det er jo stadig en form for paradoks, eftersom det jo rent faktisk er en pibe, som er på billedet. Foucault skrev et essay om Magritte med samme titel. Der er ordene og tingene. Men faktisk er der en hel del mere.

Magritte svarede efterhånden lidt træt, at det jo ikke var en pibe, for man kunne hverken stoppe den eller ryge den.

Men af en eller anden uransagelig grund står der aldrig skrevet nogen steder, hvad ’en pibe’ også betyder på fransk. For der er også en anden måde, det ikke er en pibe på. Det er, fordi en pibe på fransk er en fellation. Et blowjob, som det nu hedder på dansk.

Og det er det jo i al fald slet ikke.

Udstillingen ’Magritte. La trahison des images’ kan ses på Centre Pompidou indtil 23. januar 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu