Peter Morgan, manuskriptforfatteren bag filmen The Queen om den britiske dronning Elizabeth 2. i dagene omkring prinsesse Dianas død, udfolder i en ny Netflix-serie et lige så stilfærdigt, stilfuldt og sagligt portræt af samme Elizabeth (Claire Foy) i de første år af hendes regeringsperiode, fra 1947 og knap ti år frem.
Serien har efter sigende kostet op mod 100 mio. pund at producere og er da også et imponerende periodedrama. Der er ikke sparet på noget, hverken i kulisse- eller i kostumeafdelingen.
Gevaldigt tung krone
Egentlig ville Elizabeth helst ikke have været dronning.
Som sin far, kong George 6., havde hun foretrukket et liv som menigt medlem af den britiske kongefamilie, men den mulighed glippede, da Edward 8. abdicerede for at gifte sig med den fraskilte, borgerlige Wallis Simpson og overlod tronen til sin yngre bror (som Jared Harris’ skikkelse fremstår både dedikeret og utilpas i rollen som konge).
Som dronning er man aldrig bare mor, hustru eller et levende menneske med et bankende hjerte. Det bliver Elizabeth indprentet af sin far, der fortæller hende, hvordan man ved kroningen bliver ændret og bundet af sit løfte til Gud.
Elizabeths bedstemor forklarer hende, at jo mindre hun gør, jo mindre hun giver udtryk for, jo bedre. Hendes arbejde er at tie stille og gøre ingenting, mens regeringen regerer. Og netop at gøre ingenting er det hårdeste arbejde, der findes.
Bedstemoren indvier også Elizabeth – og de eventuelle uskolede, ikkeroyalistiske seere – i, hvad meningen er med monarkiet: Det er Guds måde at få samfundet til at hænge sammen på. Kongehuset giver sine undersåtter nogle højere idealer at leve op til og repræsenterer et nationalt fællesskab, der går ud over det politiske. Derfor er det ikke folket, men Gud, man som regent står til ansvar for.
Elizabeths gennemgående dilemma i de ti timelange afsnit er, at hun deler den opfattelse og gør, hvad hun kan for at gøre den krone, hun bærer, ære, men også gerne vil modernisere og løsne hoffets liturgi, hierarki og etikette.
Hun skal være en stærk leder af sit smuldrende imperium, men for alt i verden ikke en individualist som hendes farbror, der var lige ved at sætte det britiske monarki over styr. Der skal nikkes og smiles – i en grad så dronningen på en rejse rundt til alle Commonwealth-landene overanstrenger sit ansigt og får små spasmer i kinden.
Mange løfter at holde
The Crown er hverken præget af højt humør eller højt tempo. I stedet følger man Elizabeths alvorstyngede færden rundt i Buckingham Palace, hvor hun tager imod råd og anvisninger fra sin familie, hoffets ansatte og den britiske regering, mens underlægningsmusikken understreger alvoren af det hele.
De både privilegerede og intimiderende omgivelser i Buckingham Palace og omegn kommer til deres ret i seriens mange symmetriske, stringente totalbilleder, hvor dronningen er placeret helt centralt, men fylder ganske lidt. Det er ikke umuligt at forestille sig, at nogle vil miste tålmodigheden undervejs i The Crown.
Hvis man ikke på forhånd er klar over, hvorfor i alverden man skulle interessere sig for en antikveret institutions interne diskussioner om etikette, tager det et par timer at blive engageret i Elizabeths meget menneskelige og subtilt spillede tvivl om, hvordan hun kan holde alle de løfter, hun har givet – til Gud, til sin mand og til sin familie.
Handlingen i The Crown fokuserer på forholdet mellem Elizabeth og hendes mand Phillip, som hun beundrer netop for den stolthed og stærke vilje, der gør det svært for ham at finde sig til rette i sin sekundære rolle. Han ser monarkiet som et cirkus og hendes loyalitet over for sin rolle som et svigt.
Phillip vil ikke knæle for sin kone under kroningen, han vil stå ved hendes side. Elizabeth indvender, at det ikke er hende, men Gud, der skal knæles for. Det er ikke noget, hans kone beder ham om at gøre, det er noget, hans dronning befaler.
Andetsteds i paladset er Elizabeths livlige lillesøster Margaret dødeligt forelsket i en gift mand, der er ansat ved hoffet. Det gør heller ikke Elizabeths liv nemmere.
Og så er der den britiske regering med Winston Churchill i spidsen en god del af den skildrede periode. John Lithgow får den legendariske politiker til at fremstå helt rørende i al hans bryskhed og stædighed. Churchill ser sig selv som verdens mest uundværlige menneske og har svært ved at finde sig i sin fremskredne alderdom og omgivelsernes tvivl, om han kan blive ved med at varetage sit embede.
Underhistorien om udarbejdelsen af det portræt af Churchill, parlamentets to kamre bestiller i anledning af hans firsårsdag, er et højdepunkt i The Crown. Churchill er selv amatørmaler og mere end villig til at belære sin portrættør. Desuden er han modernist, og han stoler ikke på engelske modernister. Tyske eller italienske modernister derimod, de er til at forstå. Det var dem, der var nødt til at starte helt forfra efter krigen. Hvorfor i alverden skulle en englænder ville ændre noget?
’The Crown’ kan ses på Netflix.
