Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mod det uendelige univers!

To rumraketentusiaster og drømmere er hovedpersonerne i Max Kestners spændende, nye dokumentarfilm, ’Amateurs in Space’, der skildrer et behjertet forsøg på at gøre Danmark til rumfartsnation
Peter Madsen (tv.) og Kristian von Bengtson, de to meget forskellige raketentusiaster, der er hovedpersonerne i Max Kestners løfterige dokumentarfilm, ’Amateurs in Space’.

Peter Madsen (tv.) og Kristian von Bengtson, de to meget forskellige raketentusiaster, der er hovedpersonerne i Max Kestners løfterige dokumentarfilm, ’Amateurs in Space’.

DOX BIO

Kultur
4. november 2016

Det kræver den dér helt særlige danske blanding af storhedsvanvid og jordbunden, praktisk sans at tro på noget så vidtløftigt, som at man ved egen og nogle få venners kraft kan designe, konstruere og sende en raket ud i rummet.

Oven i købet med det endemål, at rumskibet skal være bemandet og det største af sin slags bygget af ikkeprofessionelle.

Mens internetmilliardærer som Jeff Bezos (Amazon) og Elon Musk (PayPal, Tesla) begyndte at poste spandevis af risikovillig kapital i rumprojekter som Blue Origin og SpaceX, fandt to danske rum- og raketentusiaster Peter Madsen og Kristian von Bengtson sammen om det temmelig meget mere beskedne amatørprojekt, Copenhagen Suborbitals, der alligevel vakte genlyd verden over.

Opfinderen Madsen havde tidligere – med Den Blå Avis-rigmanden Karsten Rees hjælp – bygget sin egen, ganske store undervandsbåd.

Den arkitektuddannede Bengtson havde arbejdet med rumfart i udlandet. Og nu kastede de sig i fællesskab over den største drøm af dem alle: At sende et menneske ud i rummet og gøre Danmark til en af verdens få rumfartsnationer.

Den umiddelbart halsløse gerning er skildret i Max Kestners nye, spændende og løfterige dokumentarfilm, Amateurs in Space, der handler lige så meget om forholdet mellem to meget forskellige mænd, deres venskab og siden fjendskab, som om ikke at lade sig nøje, men turde drømme stort og spektakulært.

Forskellige personligheder

Jeg kan stadig huske de anspændte timer, hvor jeg sad klinet til tv-skærmen og fulgte med på sociale medier, mens Copenhagen Suborbitals skulle sende en raket i vejret fra en flåde i farvandet ud for Bornholms kyst.

Vejret var en drilsk faktor, og der var fusere undervejs. Men det lykkedes også at sende to raketter i vejret med et års mellemrum, og sammen med resten af verden klappede man i hænderne over de to entusiastiske bagmænd og deres medhjælperes utrolige bedrift.

Det var næsten lige så spændende som at se opsendelsen af Columbia, den første amerikanske rumfærge, i 1981 – jeg var ni år dengang og dybt fascineret.

Ja, det virkede næsten for godt til at være sandt med de to danske raketbrødre, og det var det på sin vis også, kan man forvisse sig om ved at se Amateurs in Space.

Bag facaden voksede uenighederne mellem Peter Madsen og Kristian von Bengtson sig større og større, og ikke længe efter Copenhagen Suborbitals mest vellykkede opsendelse, meldte først Bengtson sig ud af foreningen og siden også Madsen.

Max Kestner skildrer, hvordan to begavede, dedikerede mænds meget forskellige personligheder ender med at blive deres undergang.

Hvor Bengtson hovedsageligt fremstår som en afslappet, humoristisk familiefar, der elsker rumfart og ikke har noget imod teamwork, er Madsen et noget mere intenst, irritabelt bekendtskab, der tydeligvis foretrækker at gøre det meste selv.

Det er Bengtson, der får rollen som projektets officielle leder, dets flight director, og det får alvorsmanden Madsen sværere og sværere ved at acceptere.

Det hjælper heller ikke, at de to er de eneste, der er fuld tid på projektet, mens Copenhagen Suborbitals’ øvrige medlemmer dukker op, når de har tid, og at der hele tiden mangler penge.

Lykkelig slutning

Det virker, som om Max Kestner og hans kamera har været med fra begyndelse, hvorfor man får lov til at opleve Copenhagen Suborbitals’ sejre og nederlag helt tæt på.

Det tjener Peter Madsen og Kristian von Bengtson til ære, at de gav Kestner adgang – mon de fortrød det undervejs? – og Kestner får noget nær det optimale ud af de mange timers optagelser af samtaler, skænderier, forsøg og afprøvninger, der krydres med en masse velvalgte arkivklip fra NASA’s opsendelser – det stof, som store drømme er gjort af.

Rygraden i fortællingen er nye interviews med henholdsvis Madsen og Bengtson, der også understreger, hvor forskellige de er: Bengtson fortæller nøgternt og lidt trist om det vanskelige forløb, mens Madsen kundgør sin store passion for og viden om rumraketter og løftemotorer – og han insisterer på at gøre det på engelsk, hvilket virker lidt spøjst og måske fortæller lidt om det vanvid, der er et grundelement i et ambitiøst projekt som dette.

Det er i hvert fald ikke svært at forstå, hvorfor de to mænd efterhånden ikke kan arbejde sammen, men som tilskuer ærgrer man sig lige så meget som de øvrige medlemmer af Copenhagen Suborbitals, hver gang Bengtson og Madsen skændes pr. e-mail, og især da de begge bryder med foreningen og drømmeprojektet.

Jeg er dybt fascineret af mennesker, der tør drømme, og som vil gøre næsten hvad som helst for at realisere dem. Jeg lod mig rive med af Max Kestners velformede fortælling om Peter Madsen og Kristian von Bengtson.

Amateurs in Space er på én gang en inspirerende og (lidt) tragisk film, som heldigvis ender godt: Copenhagen Suborbitals eksisterer stadigvæk, og Madsen er gået i gang med at bygge sin egen raket, mens Bengtson har stiftet firma, der arbejder med opsendelse af satellitter.

Amateurs in Space. Instruktion og manuskript: Max Kestner. Dansk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her