Læsetid: 4 min.

En vampyrs bekendelse

Sprænglærd knaldroman af alt for ordrig Peter Tudvad
Peter Tudvads roman foregår i reformationstiden, og hovedpersonen, grev Manteuffel, har det med at dukke op, hvor det sner: i Wittenberg, hvor Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkens port (foto), i Wien, som er truet af tyrkerne, i Rom, Venedig og Nürnberg.

Peter Tudvads roman foregår i reformationstiden, og hovedpersonen, grev Manteuffel, har det med at dukke op, hvor det sner: i Wittenberg, hvor Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkens port (foto), i Wien, som er truet af tyrkerne, i Rom, Venedig og Nürnberg.

Jan Woitas

5. november 2016

Forfatteren og filosoffen i én gestalt kræver sin læser; det er han kendt for i sine omfattende værker, som han hidtil har leveret om forskellige sider af Kierkegaards liv.

I den nye bog, Manteuffel, begiver Peter Tudvad sig atter ud i fiktionens verden med et genfundet værk, som den arkivbesatte fortæller har fået under neglene ved et lykkeligt tilfælde.

En jøde Israel von Bitschas overleverede rammefortælling fra 1614 om de papirer, grev Manteuffel har efterladt: breve, dagbøger og krønike. Alt sammen gemt i en synagoge, fundet af nazisterne, der med Heinrich Himmler i spidsen gik stærkt op i det okkulte, og nu som sagt atter genfundet.

Kronologien i historierne er reformationstiden i Centraleuropa med Luther i Wittenberg, kejseren i Spanien og tyrkerne på vej mod Wien.

Grev Manteuffel er aktiv hele vejen rundt. Som en anden Casanova berejser han hele den kendte verden og har en forunderlig evne til at dukke op dér, hvor det sner.

Således indledes hans dramatiske saga med slaget ved Frankenhausen, hvor et omfattende adelsopbud af jernklædte riddere, sammenslutningen af de tyske fyrstendømmer, bankede livet ud af oprørerne, godt 8.000 tyske bønder.

5.000 regnes dræbt ved den lejlighed, 300 henrettet efter slaget, først og fremmest efter tortur og ydmygelse af Luthers tidligere kampfælle og bøndernes leder Thomas Müntzer, der i modsætning til Luther forestillede sig en social og politisk side af reformationstanken med sympatien på de undertryktes side.

Luther viste her sit sande fjæs og stillede sig solidarisk med fyrsterne: Slå dem ned som gale hunde, lød som bekendt opfordringen til fyrsterne om ikke at vise nåde over for dem, det vil sige bønderne, der satte sig op mod øvrigheden og Gud, hvis redskab øvrigheden var.

Man finder i øvrigt nøglen til forståelsen af den politiske Luther i pastor Krarups himmelråbende påstande om magtens fordeling i den sande kristendom.

Overoplysning

Siden tropper Manteuffel op i Wien, hvor tyrken står for døren. I det hele taget kommer vi godt omkring i midtfemtenhundredtallets Europa: Wittenberg, Torgau, Rom, Venedig, Nürnberg, etc.

En rundrejse, der i forfatterens stillag nogle gange bliver en slags guidet tour med rigeligt med den slags oplysninger, hovedpersonen næppe ville have skrevet, i den grad forklarende til sig selv eller for den sags skyld til andre.

Heri ligger unægtelig ofte problemet i den historiske roman, når forfatteren som her føler trang til at trumfe autenticiteten ved overoplysning.

Efter at have redet hele natten og være ankommet til Wittenberg betror Manteuffel sig skriftligt om: »Cranach, der havde gjort Luthers kontrafej og tryksager kendt overalt i de tyske hertugdømmer, grevskaber og rigsstæder«. Den forklaring vil dagbogsskribenten jo ikke skrive til sig selv. Men så ved vi også det: at forfatteren også ved dét.

Manteuffel møder selvfølgelig selveste Luther og de andre reformatorer og konstaterer, at Schwartzerdt er en krukke, der på græsk kalder sig Melanchton.

Den liderlige vampyr

Det er nemt at tabe tråden i den omfangsrige fortælling, hvis ambitioner om en art universalisme fortaber sig i et hav af mere eller mindre handlingsbefordrende detaljer. Mest mindre. Dertil kommer en stilistisk ujævnhed, der ikke letter studiet. Indlysende er det således ikke, at Venedig er et Venusbjerg. Det kan man så mene, er grev Manteuffel, der ikke er stiv i metaforer, men det falder tilbage på forfatteren.

Pointen – uden at røbe noget – er, at Manteuffel foruden sine krigeriske og omfartende egenskaber også er … ja, det kan ske i de bedste adelsfamilier … vampyr. Med mellemrum også seriemorder. Husarerne får et par skålfulde dirrende, sitrende kvindekroppe, mens greven hhv. trænger ind i alle åbninger og flænser og flår i bryster og lår og så videre.

»Min hånd krøb op over kraven og hen ad halsen, hvor en sitren afslørede sjælens pulserende liv … Sit skrig nåede hun ikke at forløse, før jeg lukkede hendes mund med min hånd og druknede hendes rædsel i min ro«.

Et andet sted: »[mine tanker] kredsede bestandigt om præsten: om hans lem og hans strube, hans sæd og hans blod … Jeg bed i en bog og flænsede dens læder for ikke at miste bevidstheden«. Det kan blive småt for en liderlig vampyr.

Denne læser kom aldrig til at interessere sig for alvor for grev Manteuffel og hans rastløse meritter, heller ikke for jøden von Bitschas, når denne taler om flodens bred og skovens bryn. Helt ærligt.

Mere litterært gods er der over Martin Luther, som Tudvad har gode tilløb til at fremstille, så man et øjeblik næsten kan lugte den store brutale reformator i al hans forædte selvgodhed og blinde overbevisning om egen ret til sandheden. En mand totalt på sig selv med Gud tvunget ned ved sin side.

Men romanen er alt for lang.

Peter Tudvad: Manteuffel. Fragmenter af en udødeligs levned. 417 s. Rosinante

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu