Av, av, av for et møgjubilæum for Donovan

Jeg tager enhver betweenagers betroelser om sin betagelse af enten det ene eller det andet idol dybt alvorligt.

Man skal jo starte et sted, og det der med at blive ramt første gang er noget ganske særligt, hvis man er disponeret for den slags. Idoldyrkelse, altså. Om det så gælder Frank Sinatra, Elvis, Madonna, Spice Girls eller Justin Bieber. Når snakken altså gælder populærmusik, for helte findes jo i mange afskygninger, fra sport over litteratur til videnskab.

Det der ganske særlige individ, hvis fans i en periode opfatter som det ideelle menneske, idet de instinktivt forveksler personens virke med dens karakter. Og så er der alt det der med begærets dunkle mål, hvad enten man nu vil i seng med vedkommende eller bare eje personens tiltrækningskraft.

Godt så. Det var i midten af 1960'erne, og vi havde fået fjernsyn. Big deal! Der var på ugebasis sådan noget som en halv times ungdoms-tv en hverdagseftermiddag for al folket, og det var et must-see.

En dag åbenbarede en kunstner sig på skærmen, som ændrede mit liv. Han havde kun ét navn, spillede en benhård akustisk guitar og sang så smukt om »The Little Tin Soldier«, at overgivelse var eneste mulighed. Også selvom jeg ikke forstod et kvæk engelsk, men tv-værten oplyste, at sangen byggede på et eventyr af H.C. Andersen. Genkendelse. Identifikation. Fascination. Besættelse.   

Donna Donna Donna Don!

Næste dag cyklede jeg op til musikbutikken i Hovedgaden for at købe pladen. Den havde de så ikke, men en syvtommer-single med denne Donovan – fandtes der et federe navn i hele universet? – fremtrylledes.

»Donna Donna« med »Josie« på bagsiden. Mit første pladekøb. To ugers lommepenge kostede den. Jeg spillede den som en åndssvag på grammofonen inde i stuen, mens jeg sad med hovedet helt inde i højtaleren for ikke at gå glip af en tone.

Det var berusende. Bedre musik fandtes ikke. Jeg sang med på det omkvæd der, »Donna Donna Donna Donna/ Donna Donna Donna Don!« til mine forældre var lige ved at blive sindssyge. Så kunne de lære det, kunne de!

Donovan blev mit første idol. Jeg klippede et billede af ham ud af et blad og hang det op på opslagstavlen på min søsters og mit værelse.

En dag, min mor var derinde, spurgte jeg hende, om hun ikke synes, han var smuk? Hun kiggede moderkritisk på ham og sagde tørt: »Han har underbid.«

Og? Og?? Hvilket førte frem til endnu et eklatant eksempel på forældresvigt: Hvorfor havde jeg f.eks. IKKE underbid? Hva’?

I et anfald af storsind tog min gode far min søster og mig med til en koncert med Donovan i Tivolis Koncertsal. Den femte december 1965. Den bedste koncert nogensinde? Det tror jeg nok. Han kom ind i en kappe. En kappe! Hvor sejt var det lige?

Scenografien var en skammel og en mikrofon. Wauw! Og så underholdt han ene mand med sin akustiske guitar og sin magiske stemme, fuld af rullende r’er og berusende blidhed. Badet i en enkelt lysspot som en åbenbaring, mens vi sad hensunkne i et magisk og varmt mørke, tryggere end en livmoder.

Den intense koncentration af energi, der rettedes mod manden med guitaren. Lydhørheden. Det brusende bifalds euforiske karakter. Så stort kunne livet altså være.

Renfærdig og ukompliceret

Donovan var da 19 år gammel og havde to lp’er i bagagen, begge i tidens folkinspirerede stil, men trods coverversioner af diverse ikoner såsom Woody Guthrie, Buffy Sainte-Marie (hittet »The Universal Soldier«) og Bert Jansch var det et par af Donovans egne kompositioner, der klokkerent ramte noget i tiden: »Catch the Wind«, »To Try for the Sun« og »Sunny Goodge Street«.

Han blev sammenlignet med Dylan, men var en anderledes renfærdig og ukompliceret personage. Hans melodiske åre mere elegant og indtagende og hans tekster poetiske og enkle, grænsende til det naive.

Modsat his Bobness tog Donovan uforbeholdent hippiekulturen til sig, fungerede som en slags modkulturens spiselige og imødekommende ambassadør, vendte som en af de første narkoen ryggen til fordel for meditation og yoga, talte økologiens sag før det blev mondænt og slog generelt et slag for venlighed.

Endvidere betød hans fascination af keltisk folklore, magisk mytologi og hans gæliske rødder (han stammer fra Glasgow i Skotland), at der hvilede et vist skær af Kong Arthur-fantasy over mange af hans sange.

Søsatte genren barokpop

Donovan scorede årtiet ud hits med lette psykedeliske perler som »Sunshine Superman« (albummet af samme navn søsatte i 1966 genren barokpop), »Mellow Yellow«, »Jennifer Juniper« og »Atlantis«, men det hårdere og mere polariserede klima i 1970'erne dømte ham ude, og han har siden levet på renommeet fra de 8-9 fine lp’er, han udsendte i perioden 1965-1971.

Men der er så flere gode sange at hente der end i de fleste trubadurers samlede bagkatalog – og mere end rigeligt til en lang og velgørende aften.

Nok derfor var der fuldstændig udsolgt i Operaen torsdag aften, og Deres udsendte reporter behøvede for en gangs skyld ikke at føle sig som alderspræsident. Her foldede halvfjerdserne sig fuldt ud i begge betydninger af ordet!

Vores egen Sebastian lagde ud med en times koncert før jubilaren gik på. Og hold kæft, hvor spiller den mand dog godt på guitar. Det fingerspil, altså. Og han var også rigtig sjov mellem numrene. Lun, skarp og selvironisk med stensikker timing.

Men stemmen er skudt i smadder, det er den. Det var lidt hårdt at sidde på kanten af sædet, og med opbydelsen af al sin velvilje åndeløst følge ham lige netop hive den hjem. Puha.

Donovans tur til at skuffe

Efter en halv times pause blev det så den 70-årige Donovans tur til at skuffe. Ikke for det, han var i fysisk fin form, og man kunne af hans monologer mellem numrene udlede, at han faktisk var eneansvarlig for både ungdomsoprør og hippiebevægelse, med en lillebitte smule assistance fra fire gutter han kaldte John, Paul, George og Ringo.

Nu er storhedsvanvid helt i orden, hvis man har noget at have den i, men desværre var hans optræden alt andet end overbevisende endsige den mindste smule præget af format. For nu at være så flink som det er mig menneskeligt muligt.

Hovedvægten af repertoiret lagdes på de to lp’er fra ’65, What’s Bin Did and What’s Bin Hid og Fairytale, suppleret med en række greatest hits (Sebastian kom ind spillede og sang med på et par stykker, lige lidt hjalp det), for den brug af vibrato på stemmen, der oprindelig var et charmerende varemærke, havde taget grasserende overhånd og gjorde aftenens versioner af vaskeægte klassikere tåkrummende, for nu at sige det mildt.

Hver sang enten påbegyndtes eller afsluttedes med et kækt »Yeah, man!«, og hovedpersonen virkede rørende overbevist om sin status som Guds gave til menneskene.

Det var han også. Engang. Måske deraf det tordnende bifald, der strømmede ham i møde, hver gang han med vibratoen i femte gear destruerede endnu en af bagkatalogets hammerpoetiske knaldperler. Av, av, av for et møgjubilæum!

Man skal og kan ikke altid gå tilbage til noget, der engang var stort og forvente at gå uskadt derfra.

På den anden side leverer Paul Simon og Paul McCartney stadigvæk varen på en scene. Hvad Sebastian og Donovan virkelig ikke gjorde. Som sidstnævnte synger i sin måske mest emblematiske sang, »I may as well try and catch the wind«.

Det formåede han så heller ikke torsdag aften.

Donovan + Sebastian, Operaen, torsdag