1964. 1965. 1966. 1967. Det var år med fart på inden for musikkens verden. Hvad der oprindelig kaldtes rock and roll udviklede sig på rekordtid til den noget mere amorfe genre rock, hvor snart sagt alt tilsyneladende var tilladt og kunne ske. Og skete!
Intet eksemplificerer det bedre end den udvikling, Liverpool-kvartetten The Beatles gennemgik; i ’64 det massive gennembrud i USA med geniale popsange som »I Want to Hold Your Hand« og »She Loves You« for tre år senere at lægge det gyldne æg i form af albummet Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der endegyldigt sprængte rammerne for, hvad rockmusik kunne og ikke kunne. Samtidig med at den konsoliderede albummet som en ny æras ultimative værkform.
I det hele taget stod det ud af knaphullerne med dengang revolutionerende (og, har det vist sig, utroligt slidstærke) lp’er fra navne som The Doors, Pink Floyd, Love, Jefferson Airplane, The Velvet Underground & Nico, Procol Harum, The Jimi Hendrix Experience, Mothers of Invention, Country Joe & The Fish, Traffic, Moby Grape, The Byrds og mange, mange flere.
Men selv i årets overvældende strøm af god musik ragede den dengang kun 20-årige trubadur Tim Buckley godt op med sit andet album, Goodbye and Hello.
Et über-romantisk mesterværk orkestreret, arrangeret og produceret til den helt store guldmedalje af Lovin’ Spoonful-medlemmet Jerry Yester giver den nys udgivne lp, Lady, Give Me Your Key, lytteren mulighed for at høre seks af disse sange i demoform, dvs. Tim Buckley udelukkende akkompagneret af sit karakteristisk ekspressive 12-strengsguitarspil, og det er jo ren fryd for øregangene.
Læg dertil syv sange, der aldrig udsendtes på album, selv om to af dem er dukket op i andre udgaver på et par af de mange posthume Buckley-plader, hans fans er blevet begavet med.
Posthumt fordi Buckley døde i 1975, kun 28 år gammel, af noget så fucking trivielt som en heroinoverdosis. Sandt at sige vakte hans død ikke den store opsigt i samtiden, han havde som så mange af 60’ernes ikoniske musikere svært ved at finde sig tilrette i det ny årtis musikalske klima.
På daværende tidspunkt blev han endvidere regnet for en færdig mand, for hvor han i perioden 1967-1970 udsendte den ene dristigt eksperimenterende lp efter den anden og skabte sig et ry som en uforfærdet om end også ujævn koncertkunstner, viste hans tre sidste albums fra 1970’erne en trist nedadgående kurve.
Et hav af nye betydninger
Skæbnen ville, at hans sidste plade, Look at the Fool (1974), også var karrierens absolut svageste, og kun de mest fanatiske Buckley-fans kan finde noget forsonende ved den. De næste 15 år omtaltes han mest som en parentes, men udsendelsen i 1990 af dobbelt-lp’en Dream Letter: Live in London 1968 reetablerede hans renommé som en både udfarende og udfordrende kunstner uden sidestykke.
I 1967 var han stadig et ubeskrevet blad, selv om hans debut-lp fra året før mere end antydede talentets format. Direktøren for hans pladeselskab håbede dog, at forvandle den gudesmukke Buckley til et idol og bad ham og hans daværende tekstforfatter Larry Beckett give et bud på en hitsingle.
Pladen åbner med de to herrers i alt fire forsøg på at imødekomme kravet: De to første sange er decideret svage og stilforvirrede, de to næste bedre, titelnummeret og det fine »Once Upon a Time« blev tilmed begge indspillet som mulig single, men aldrig udsendt.
Albummets absolut svageste ofringer slår fast, at Buckley var albumkunstner til benet og ikke i stand til at møde markedskravet om en hitsingle.
Heldigvis holder de resterende 11 sange det høje niveau, der karakteriserede Buckleys gyldne år og har man som undertegnede slidt rillerne på sin kopi af Goodbye and Hello helt ned, er det fantastisk spændende at høre seks af de i alt ti sange i urform.
Er man ikke bekendt med Buckleys kunst, vil man blive blæst bagover af hans kæmpestore stemme, lige dele kraft og pragt, som den folder sig ud her, og i processen giver de kendte sange et hav af nye betydninger.
De resterende numre valgte Yester i sin tid fra, og han har været ret sikker på hånden. Ikke desto mindre er det en fornøjelse at stifte bekendtskab med sange som det guddommelige »Marigold«, det countryprægede »She’s Back Again« (den falset, altså!) og den nervøst energiske »I Can’t Leave You Lovin’ Me«. Lady, Give Me Your Key er et must for enhver Buckley-connaisseur.
Tim Buckley: ’Lady, Give Me Your Key’ (Future Days Recordings) Import-lp
Happy Sad er et mersterværk . . .