Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Bureaukrati æder sjæle op

Ken Loachs nye film og Guldpalme-vinder hudfletter den sociale sektors tortur af udsatte medborgere i noget, der ikke bare er stor filmkunst, men også en form for journalistik. Og obligatorisk, knusende undervisning i konsekvenserne af aktuel vestlig socialpolitik
Mens hovedpersonen spraymaler sine krav på socialcenterets mure, hujer en række polterabendkvinder klædt som Playboy-kaniner. Det er god underholdning, men ’Jeg, Daniel Blake’ er langtfra underholdning.

Mens hovedpersonen spraymaler sine krav på socialcenterets mure, hujer en række polterabendkvinder klædt som Playboy-kaniner. Det er god underholdning, men ’Jeg, Daniel Blake’ er langtfra underholdning.

Scanbox

Kultur
23. december 2016

Da Katie går ned langs køen til fødevarebanken sammen med sine to børn og Daniel Blake, kan man se, at hun er falmet. Det lette tråd, hun havde, da hun endelig havde fået en lejlighed i Newcastle i stedet for et herberg i London, er væk.

Den glans i øjnene, hun havde, da hun fortalte, at hun ville vende tilbage til studierne. Væk. Da hun får dåsemad i sine poser inde i fødevarebanken, åbner hun omgående en dåse og spiser direkte fra den. Og bryder så sammen.

Man gider ikke engang længere bruge ordet ’kafkask’ om de moderne vestlige bureaukratier. Hvad vi i stedet har at gøre med er en dump systemisk og dygtigt gennemarbejdet ondskab – i værste tilfælde drevet af banalt regelridende bureaukrater, der ikke ville kunne genkende medmenneskelighed, om den så satte sig på deres ansigter.

Hvad der foregår i den sociale sektor i Storbritannien – og i Danmark – er sjælemord. Enhver selvrespekt ædes ud af de udsatte borgere, og de må skam også sulte for at få det til at løbe rundt – også i Ken Loachs nye film Jeg, Daniel Blake, der vandt De Gyldne Palmer i Cannes i foråret.

Trailer til 'Jeg, Daniel Blake'.

Skrankepaver og kviksand

Loach havde ellers annonceret, at han ikke ville lave flere film efter Jimmy’s Hall fra 2014, men det skulle åbenbart være løgn. For verden går jo stadig mere af led under den neoliberalistiske radbrækning af den sociale ansvarlighed, og så må man jo vente på, at den nu 80-årige engelske instruktør leverer sin skoldende kritik af system og magthavere – og denne gang også af skrankepaver og det kviksand, de smider deres udsatte borgere i.

Ikke at det sker med store armbevægelser, slet ikke. Det er klassisk grå kitchen sink-socialrealisme stort set uden soundtrackets dispensering af mere behagelige dufte. Formidabel i sin lavmælte menneskevisdom og rørende i sin respekt for karaktererne.

Ja, selv om den burde være det, så får Jeg, Daniel Blake ikke lov at blive en tåretrækker. I stedet er det indignationen, der dirrer i tilskueren, i hvert fald denne.

Ken Loach fortæller med en isnende vrede om, hvordan Daniel Blake bliver fanget i absurde regler, lad os for nemheds skyld kalde dem fælder, da han efter et hjerteanfald ikke må arbejde længere.

Efter at have besvaret et spørgeskema på socialcentret vurderes han arbejdsdygtig, selv om hans læge og alle andre eksperter siger nej. Så nu skal han søge job, bevise, at han har gjort netop dét (hvilket er svært, da han ikke kender til computere, men alt til værktøj). Og må så sige nej, hvis han rent faktisk får et job.

En pervers neoliberal pantomime

Ingen lytter til dem, der er kommet til at træde ved siden af. I stedet truer de ansatte i Newcastles socialcenter med dæmpet stemme med institutionel vold, hvis ikke der makkes ret. Og der optrappes til politiopkald, så snart der er nogen, der protesterer over uretfærdighederne.

Et af de dummeste eksempler på moderne bureaukratisk idioti er kurserne for arbejdsløse i at skrive et bedre cv. Dem kender vi fra vores eget stadig mere menneskefjendske dronningedømme. »You must stand out from the crowd,« siger den velklædte cv-coach i Jeg, Daniel Blake. Ellers ryger man bagerst i køen, lyder logikken. Givetvis også herhjemme.

Men man flytter jo bare rundt på folk i den fucking kø, for helvede. Man får ikke flere i arbejde. Hvorfor bruge penge på det? Hvorfor spilde folks tid? Måske fordi man får de arbejdsløse til opføre en pervers neoliberal pantomime om at konkurrence altid er godt, selv blandt folk, der sulter. Og imens staklerne gør dét, så kritiserer de i hvert fald ikke systemet.

Nå, men jeg bliver ophidset nu. Tilbage til filmen, der forbilledligt bevarer fatningen. Ja, Jeg, Daniel Blake er en form for journalistik. Loach har sammen med sin faste manuskriptforfatter Paul Laverty siden Carla’s Song i 1996 (med en enkelt undtagelse) interviewet hundredevis af socialarbejdere, læger og modtagere af socialhjælp. Og selv om manuskriptet er fiktion, så er det altså baseret på realiteter.

Nuancer i sortsynet

Der er endda nuancer i sortsynet. Globaliseringen manifesterer sig ikke kun i udlicitering af sociale opgaver, men også i Blakes hjælpsomme nabos ulovlige import af sneakers fra Kina. Lokalsamfundet er ikke kollapset, og der er nåde at hente hist og her i systemet. Men der er også lokale hajer, der lokker med hurtige, men langtfra nemme penge.

Der spilles formidabelt, næsten underspillet, med et utvungent hverdagsligt nærvær og en tyst desperation. Og med britisk lune. Jeg, Daniel Blake er naturligvis et forsvar for det jævne menneskes ret til et værdigt liv. Og retten til hjælp, ikke ydmygende bureaukrati, mistillid og udsultning.

Kampen for værdighed får flere og komplekse ansigter i løbet af filmen, og Blakes oprør udarter sig også i farce. Mens han spraymaler sine krav på socialcenterets mure, hujer en række kvinder klædt som Playboy-bunnies. De er sandsynligvis til polterabend, og det er god underholdning, det dersens hurlumhej.

Men Jeg, Daniel Blake er langtfra underholdning. Det er obligatorisk, knusende undervisning i konsekvenserne af aktuel vestlig socialpolitik. Og naturligvis er den også relevant i dansk kontekst. Er der nogen, der kan sige kontanthjælpsloft? Eller starthjælp?

'Jeg, Daniel Blake' Instruktion: Ken Loach. Manuskript: Paul Laverty. Engelsk (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Det lyder overordentligt velkendt i mine ører.

jeg kender til 179 mennesker, som kunne have gavn af at se filmen.

Ejvind Larsen, Michael Kongstad Nielsen, Torben K L Jensen, Kurt Nielsen, Egon Stich og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Bureaukrati er ikke problemet.

Bureaukrati er ganske let at lægge for had, for vi har alle mødt skrankepaver og andre hadeobjekter, der brugte div. regler til at genere klienter og kunder i butikken med.

Men Bureaukrati er den lille mands chance for at opnå af få ret, skal man gøre sig helt klart.
Hvis man fjerne bureaukratiet , hvad alle er så forhippede på i øjeblikket, så fjerner man kontrolinstanser og klageorganer og overlader kunden/klienten til skrankepavens skøn alene.

Bureaukrati er et værktøj.
Et værktøj der rigtigt opbygget sikrer imod misbrug og korruption, men også kan bruges til overkontrol og mishandling.
Det er vigtigt at forstå at bureaukraterne ikke kan gå imod den politiske linie, men medvirke i større eller mindre grad.

Det er politikerne der bestemmer om bureaukratiet skal være gavnligt eller skadeligt for borgeren.
Andetsteds kan man fornemme en vis fortrydelse fra en af de værre politikere, over at hans handlinger, hans medansvar nu får den bedømmelse som det har givet udtryk for igennem bureaukratiets mølle.
En ført politik kan da være ond og skadelig, ikke bureaukratiet.

Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Bureaukratiet virker også i kraft af de mennesker, som administerer det, Flemming Andersen.
Hvis menneskene som adminstrerer bureaujratiet har fået besked om undlade at oplyse borgerne om deres rettigheder i systemet og at disse borgere, som søger hjælp i øvrigt er dovne og nassende og på forhånd mistænkelige,
så kan jeg love dig for at bureaukratiet forstærker den onde virkning af politikken.

Steffen Gliese, Bjarne Bisgaard Jensen, Kurt Nielsen, Ib Christensen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming S. Andersen

Lise Lotte Rahbek

Det var også hvad jeg prøvede at skrive.

Omvendt, hvis sigtet med politikken er posisitiv overfor klienter/kunder, så er bureaukrati med til at sikre de får deres ret, fordi der over den enkelte medarbejder altid sidder en foresat, to klageindstanser eller ankemuligheder og evt. et kontrolorgan.
I den situation er bureaukrati gavnligt fordi den sikrer at en enkelt medarbejders negative indstilling ikke kommer klienten til skade.

Bureaukrati er ligesom økonomi kun et stykke værktøj.....eller et våben.

Kurt Nielsen, Ib Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Bjarne Bisgaard Jensen

En ener i filmkunsten har gjort det igen - ramt sømmet på hovedet i solidarisk lavmælthed

Maj-Britt Kent Hansen

Premieren var 22.12., og allerede i dag annoncerer de tre store biografer i centrum af København, at den kun vil spille i kort tid.

Ja, det skulle ikke undre mig.

Torben K L Jensen

Bureaukratiet er en levende selvfornyende kultur - med eget sprog (new-speak) og et ansættelseshieraki - der introvert beskytter sig mod enhver ændring - fordi de lovgivende politikere er børn af det selvsamme system de af og til kritiserer,men fordi de er i og en del af Monolittens magtstruktur hverken kan eller er de villige til at reformere deres eget magtgrundlag.
Vi skal ikke bare reformere vi skal have en revolution.

Bureaukrati komplicerer regler, der burde være enkle og gennemskuelige for både sagsbehandler og klient.

Michael Kongstad Nielsen

"Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet."

Fra fortalen til Jyske Lov.

Enkle regler er først og fremmest demokratiske. Hvis folk vidste hvad der stemtes om og kendte deres rettigheder, ville der være færre myter om velfærd og spilleregler, og systemet spildte ikke menneskers liv og ressourcer med uvished, ydmygelser og tåbelig administration. En udfordring er f.eks. at lave klokkeklare minimumsgarantier. Det er muligt at udvikle, men tilløb saboteres i det politiske system og kommer nok aldrig nogensinde på valg i det såkaldte demokrati.