Læsetid: 3 min.

Diktatoren med det perfekte smil

Det Arabiske Forår bliver nærværende med Joen Bille som flygtet diktator i Jacob F. Schokkings stemningsstærke teateropsætning af ’Det som diktatoren ikke sagde’
Joen Bille griber manipulerende mikrofonen og besværger folket – og publikum – med sin suveræne herskerdiktion i den stærke monolog ’Det som diktatoren ikke sagde’.

Joen Bille griber manipulerende mikrofonen og besværger folket – og publikum – med sin suveræne herskerdiktion i den stærke monolog ’Det som diktatoren ikke sagde’.

Thomas Petri

9. december 2016

Sikke en titel! Det som diktatoren ikke sagde hedder teaterforestillingen, og titlen pirrer naturligvis nysgerrigheden med det samme. For hvem tør egentlig påstå at vide, hvad der foregår i hovedet på en diktator, helt inde bag det afmålte smil, under paraden?

Det tør den 33-årige tunesiske dramatiker Mériam Bousselmi. Og det er teaterinstruktøren Jacob F. Schokkings fortjeneste, at han har fundet Bousselmis heftige stykke fra 2014 – og at han har fået Per Aage Brandt til at oversætte det fra fransk til en skarp dansk tekst, der har muliggjort denne skandinavienspremiere for Holland House på Takkelloftet.

Mériam Bousselmi har skrevet diktatorens tekst som én lang tankestrøm – i en monolog, der er lykkeligt løsrevet fra idéen om personlig udvikling, men som i stedet blot graver sig dybere og dybere ned i diktatorens flakkende bevidsthed af frygt, stolthed og skyld.

»Helvede – det er jer selv,« siger denne diktator, for den eksistentialistiske filosof Jean-Paul Sartre er med helt inde bag replikkerne. Samtidig leger teksten sprogligt med det selvmodsigende i en diktators magt, lige som hos den absurde dramatiker Eugène Ionesco. Som når diktatoren skruppelløst siger:

»Jeg har talt meget, men sagt for lidt. (…) Jeg har i øvrigt ingenting at sige, og jeg har aldrig sagt noget. Det var altid andre, der talte i mit sted. Jeg selv havde kun ret til at læse op.«

Trang til smiger

Hos Holland House er denne intense monolog blevet til en aldeles frydefuld, men også en hæsligt illusionsløs oplevelse. For skuespilleren Joen Bille kender sin diktator helt ud til spidsen af øjenbrynene.

’Jeg er en løgner,’ lyder det selvsikkert fra Joen Billes diktator i ulasteligt jakkesæt og håndsyede kalvelædersko. Den 72-årige Joen Bille har verdensmandens rankhed i sin krop og herskerens overtalelsesevner i sin dragende stemme – og diktatorens trang til smiger i sit velindstuderede smil.

Hvert et ord udtalt med hans fejlfri diktion er en manipulation. Men han har også diktatorens angst i sit blik. For bliver han nu forrådt af nogen, der kan røbe hans tilflugtsted?

Jacob F. Schokking har iscenesat forestillingen med sin helt egen scenografiske sans for det stedløse. Forestillingen foregår alle steder og intet sted – på en spartansk scene med truende taburetter. Sigende nok er denne diktator flygtet med sine mest værdifulde genstande under armen, nemlig tre pragtfulde, men slidte ægte tæpper, der hænger i hans tilflugtsted – og som han ruller sig i, når afmagten og fædrelandssavnet slår benene væk under ham.

De mønstrede tæpper glider rundt i rummet, mens Schokking projicerer sære og stærke tegninger op på tæpperne – tegninger af abeansigter, der forvandler sig til menneskeansigter uden varsel, men også symbolske silhuetvideoer af tyve med lommelygter.

Undertrykt sprog

Komponisten Gert Sørensen har desuden skabt skærende og dunkende og nærmest uhørlig musik, der forvandler sig til perfekte angstlyde i diktatorens klaustrofobiske flugthule. Med den overbevisende effekt, at man fornemmer, at lyden af frygten er blevet som en invaliderende tinnitus for diktatoren: forsvinde kan den aldrig. Og skulle den ebbe ud et par minutter, står Troels Bechs lyddesign klar med smertefulde lydglimt af sørgemusik og dødsmesse.

Det som diktatoren ikke sagde er ambitiøst teater med flotteste skuespillerkunst. Og det er et spændende indblik i en arabisk fiktionsverden, hvor alt generaliseres, så det næsten kan løfte sig til eventyr.

Når man som dansker kun kender til Det Arabiske Forår på sikker afstand af selvmordsafbrændingen, så bliver Mériam Bousselmis tekst og Holland Houses sceniske fortolkning i hvert fald et interessant møde med en censuromgængelig fortælling om et undertrykt folks krav – og med en sprogbrug, hvor alle ord er så almene og symbolbårne, at magtovergrebene og storhedsvanviddet hovedsagelig kun findes mellem linjerne. Afbrudt af så stærke sandhedsbekendelser, at man ville ønske, at de var løgne.

Som Joen Billes tilfredse diktator siger det til os tilskuere – os, der er folket:

»Det er mig, der slagtede jer.«

Så smiler han. Paradesmilet.

’Det som diktatoren ikke sagde’. Tekst og speak: Mériam Bousselmi. Oversættelse: Per Aage Brandt. Barbejdelse: Joen Bille og Jacob F. Schokking. Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking. Musik: Gert Sørensen. Arabisk vokal: Turkman Souljah. Lysgraffiti: Wael Toubaji. Lys: Malte Hauge. Lyddesign: Troels Bech. Video: Alexander Fog. Holland House på Takkelloftet. Til 16. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu