Læsetid: 5 min.

Dinosaurus retur til start

The Rolling Stones er vendt tilbage til kilden på deres første studiealbum i 11 år. Som består udelukkende af gamle bluessange. Informations musikredaktør har sammenlignet originalerne med Stones’ coverversioner
Stones’ nye coverplade byder ikke på noget nyt og afgørende, dybere eller mørkere, frækkere eller snedigere. Men der er masser af charme.

Stones’ nye coverplade byder ikke på noget nyt og afgørende, dybere eller mørkere, frækkere eller snedigere. Men der er masser af charme.

Jim Ruymen

2. december 2016

Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at The Rolling Stones nu udgiver et album fyldt med coverversioner af bluessange. Den britiske gruppe har trods alt siden undfangelsen drukket en del fra den dybe bluesbrønd.

På debutalbummet The Rolling Stones (1964) kan man allerede høre en coverversion af Willie Dixons »I Just Want to Make Love to You«.

Et generationelt projektil skudt fra et band med kviksølv i røvene. En opdatering og en smadring af det ellers ret så elegant cruisende forlæg. Helt uden dennes lavt hængende og sejt gyngende groove. Willie Dixon lokkede med »luuuurv«, Rolling Stones krævede knald. Fair nok.

Allerede i deres første år, 1962, i London spillede de Chicago-blues, og siden har de blandt andet lavet covers af »You Gotta Move«, af »Can't Be Satisfied« (udødeliggjort af Muddy Waters), af Willie Dixons »Little Red Rooster« og af Robert Johnsons »Love in Vain« og »Stop Breakin’ Down.«

Alt sammen en form for kulturel appropriation, hvilket jeg ikke har noget problem med. Selvfølgelig skal man være opmærksom på fra hvilken magtposition, der approprieres.

Man skal være opmærksom på, at hvide fra Elvis og Bill Haley & The Comets over Beatles, Stones og Led Zeppelin til Vanilla Ice og Eminem har anvendt afroamerikansk kultur til deres fordel. Men at mange af disse navne er blevet større stjerner end deres forfædre, er et symptom på en grov skævhed i vestlig musikkultur, ikke eksempler på kunstnerisk angribelig adfærd. Kunstnerne må nu engang have frie hænder til at søge i de retninger, de måtte ønske.

En afgørende byggesten

Hvad der var langt værre i sin tid, var, at Stones’ forlag ABCKO skulle i retten før den pengeglade grundlægger Allan Klein blev tvunget til at betale royalties – altså dele af indtjeningen – på coverversionerne af de to førnævnte Robert Johnson-numre, der i mange år ikke var copyright-registreret. Et knap så heldigt eksempel på hvid økonomisk appropriation.

Nå, men i covernoterne til Rolling Stones’ nye og første studiealbum i 11 år, Blue & Lonesome, siger Keith Richards: »If you don’t know the blues ... There’s no point in picking up the guitar and playing rock and roll or any other form of popular music.«

En lidt flot udtalelse taget i betragtning, at no wave, støjrock, dele af den alternative rock og shoegazer netop vendte ryggen til bluesen. For slet ikke at tale om Kraftwerks udspring i en helt anden musikforståelse, hvilket affødte technoen og dermed nutidens EDM.

Men, okay, blues er en afgørende byggesten for mange, ikke mindst Stones. Så med Blue & Lonesome vender en dinosaurus retur til start. Også i forhold til lyden, som efter moderne standarder er voldsomt underproducerede.

Der er ingen overdubs – det var der endda på 1964-debuten – og hele denne kollektivt fremførte mollevit er indspillet over tre dage. Med Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood og Charlie Watts flankeret af tre studiemusikere på bas, klaver og orgel samt Eric Clapton på besøg undervejs.

Det lyder sateme også live, ja, faktisk ret ofte som et syndigt rod. Og bare for en ordens skyld: Synd og blues er stærkt forenelige størrelser.

Komparativ kritik

Jeg har nærlyttet originalerne og coverversionerne og bedrevet lidt komparativ kritik.

1. Stones’ cover af »Just Your Fool« – skrevet og oprindeligt fremført af mundharmonikamesteren Little Walter – lyder mere radbrækket og knoklet end originalen. »Gonna buy me a shotgun, shoot it at you.« Hæderlig coverversion.

2. Howlin’ Wolfs »Commit a Crime« er en stramt og stolt groovende trussel, der i hænderne på Stones bliver til en hyggelig jambalaya med et noget sløset udkog af originalens rytmiske svirp. Hen mod slutningen opstår der dog en sejhed, som er svær ikke at anerkende som laber.

3. »Blue and Lonesome.« Endnu en Little Walter-sang. Intimiteten og desperationen i originalen står over for mixningen af »Blue & Lonesome«, hvor Mick Jagger hele vejen igennem ligger indlejret nede i mixet sammen med resten af bandet. Det er ufordelagtigt her.

4. Magic Sams »All of Your Love« har et elastisk svirp, som helt ignoreres i Stones’ udgave. I stedet lander groovet som en overkogt pastaret på et fortov. Mick Jagger vælger til gengæld en teatralsk, let Screamin’ Jay Hawkins-inspireret vokalstil, som – igen – fortjener en mere prominent plads i mixet.

5. Igen Little Walter. »I Gotta Go« er oprindeligt et livsaligt hurlumhej af en afskedssang. Det lykkes Stones at bevare en del af gnisten, ikke mindst takket være Jaggers vokal og mundharpe.

Sikkert og krukket

6. »Everybody Knows About My Good Thing.« Skrevet af Miles Grayson og Lemon Horton. Oprindeligt fremført af Little Johnny Taylor i en stærkt soul-farvet udgave. En kvalitet, som Stones trækker ud af den til fordel for en renere blues. Det ligger i tråd med den lidt dovne homogenitet på albummet. Men det klæder ikke sangen.

7. Eddie Taylors »Ride ’Em On Down« er en spinkel sprødt hoppende sag om begærets hvide lyn gennem kranium og krop. »I been told Georgia women got the best/ Jellyroll.« Den bliver gjort tungere i 2016-udgaven, men lykkes alligevel. Trommerne bliver tæsket, elguitaren flået, mundharpen torteret.

8. Den samme o.k. kvalitet gælder for denne cover af »Hate to See You Go« (igen Little Walter). Her dog med lidt flere kattepoter over trommeskindene.

9. »When I wants to love her, man, she ain’t can be foun’.« Lightnin’ Slims klart udmejslede vokal tårner i den oprindelige version af Otis Hicks og Jerry Wests »Hoo Doo Blues.« Dén kan Jagger ikke matche.

10. »Little Rain« er skrevet af Ewart G. Abner Jr. og Jimmy Reed og blev først fremført af sidstnævnte – tilsat fodstamp, rumklang, stejlende mundharpe og Reeds perfekt doserede fraseringer. Dén udgave laver Stones og producerne Don Was og The Glimmer Twins en hæderlig duplikering af.

11. »Just Like I Treat You.« Howlin' Wolfs brølende sangfortolkning og stampende, klimprende og svirpende backing holder Willie Dixon-sangen i et jerngreb. Stones-versionen lever sit eget hæderlige liv, men den er for løs i sit greb.

12. »I Can't Quit You Baby« (igen Dixon) blev først fortolket af Otis Rush – tungt og olmt brillant. Men Jagger skal have anerkendelse for her at navigere (og frasere) sikkert og krukket som en stolt kamphane i forsvar for sit territorium.

Mister svirp og elasticitet

Coversangen er en svær kunst, men den kan lykkes. Ejer Sinead O’Connor ikke »Nothing Compares 2 U«? Hendrix »All Along the Watch Tower«? Soft Cell »Tainted Love«? Selv om ophavene er nogle andre, så kan man i hvert fald argumentere for det både kunstnerisk og populærkulturelt.

Stones gør ingen af sangene på Blue & Lonesome til deres egne. Mere end fem årtier efter deres første bluescovers er det ikke længere Stones, der er i offensiven. Tværtimod trækker de ofte tempoet eller aggressiviteten ud af forlæggene.

Fint nok, men det sker uden at vinde noget nyt og afgørende, noget dybere eller mørkere, frækkere eller snedigere. Det er et kendetegn for de fleste af disse coverversioner, at de mister svirp og elasticitet, men også gravitas og desperation.

Der er ikke taget nok kunstnerisk stilling, og der er mere end rigeligt hygge. Det giver en masse charme undervejs, men får også af og til bluesen til at fremstå som en støvet museumsgenstand.

The Rolling Stones: Blue & Lonesome (Promotone/Universal). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer