Læsetid: 4 min.

Der var engang i Amerika

Britiske David Mackenzie fortæller så at sige USA’s moderne historie i sin nye film, det fremragende bankrøverdrama ’Hell or High Water’
Toby (Chris Pine) og Tanner (Ben Foster) griber til desperate midler for at redde familien i David Mackenzies krimiwesterndrama ’Hell or High Water’. Foto: Scanbox

Toby (Chris Pine) og Tanner (Ben Foster) griber til desperate midler for at redde familien i David Mackenzies krimiwesterndrama ’Hell or High Water’. Foto: Scanbox

9. december 2016

Det er ikke ufarligt at røve en bank i Texas. Det er det vel ret beset ikke ufarligt at gøre nogen som helst steder, men i Texas bærer både de bankansatte, kunderne og tilfældigt forbipasserende våben, og de tøver ikke med bruge dem.

Det finder brødrene Toby (Chris Pine) og Tanner (Ben Foster) hurtigt ud af i britiske David Mackenzies nye film, krimiwesterndramaet Hell or High Water, der handler om, hvordan de røver en håndfuld filialer af Texas Midlands Bank for at skaffe penge til Tobys sønner.

Som Toby siger på et tidspunkt, så har han altid været fattig. Det er gået i arv fra generation til generation i hans familie, ligesom en sygdom, man ikke kan slippe af med. Men sådan skal det ikke være for hans sønner. Og på den måde bliver Hell or High Water til andet og mere end et portræt af to meget forskellige brødre.

Det støvede, texanske landskab og de små, uddøende byer, brødrene kører rundt i, er hårdt ramt af finanskrisen, og de to bliver næsten en slags moderne udgaver af Robin Hood eller Bonnie og Clyde, mens de røver den selvsamme bank, der er skyld i, at de er ved at miste den mødrene gård.

Nick Caves og Warren Ellis’ melankolske musik giver sammen med de smukke, stemningsladede billeder og kameraet, der hele tiden bevæger sig rundt om personerne, filmen en lyrisk, næsten elegisk tone, og det går snart op for én, at Mackenzie og hans manuskriptforfatter, Taylor Sheridan, så at sige er i færd med at fortælle USA’s moderne historie.

Forskellige mænd

I hælene har Toby og Tanner to Texas Rangers, den pensionsmodne Marcus Hamilton (Jeff Bridges), der elsker at drille sin makker, Alberto Parker (Gil Birmingham), en katolik af indiansk-mexicansk afstamning. Makkeren finder sig i det – giver ofte igen – men er også lidt træt af Marcus’ mange hyggeracistiske stikpiller, selv om de på ingen måder er ondt ment.

To Texas Rangers, Marcus (Jeff Bridges) og Alberto (Gil Birmingham), er i hælene på bankrøverbrødrene i ’Hell or High Water’. 

Scanbox

Det er Alberto, som bemærker til Marcus, mens de holder øje med en bank, som brødrene måske vil røve, at de lokales oldeforældre stjal jorden fra Albertos forfædre, og at de nu selv er ved at miste den. Ikke til en hær som dengang, men til de banker, der på grund af den økonomiske krise tvinger utallige helt almindelige mennesker til at gå fra hus og hjem.

Det kunne for eksempel være Toby og Tanner, der er vokset op på en gård sammen med en opofrende mor og en voldelig far, som Tanner skød i en såkaldt jagtulykke mange år tidligere. Siden har han haft svært ved at holde sig på lovens smalle sti, og han er næsten lige sluppet ud af spjældet efter at have afsonet 10 år for væbnet røveri.

Toby er anderledes fredelig, fraskilt med to store drenge, der bor hos deres mor, Tobys ekskone, som han skylder mange børnepenge. Gården, som han og Tanner har arvet efter moren, der næsten lige er død, er belånt til op over skorstenen, og banken er tæt på at overtage den. Men der er fundet olie, meget olie, på grunden, og hvis de to brødre hurtigt kan indfri gælden, kan de få lov til at beholde gården og give den videre til Tobys sønner. Og så er det jo godt, at Tanner har erfaring med både skydevåben og røveri.

Universel fortælling

Dynamikken mellem Chris Pines lettere introverte Toby og Ben Fosters meget mere fandenivoldske Tanner – jo, han vil gerne hjælpe sin bror, men han kan også godt lide adrenalinsuset, som man får af et rask røveri – er en af motorerne i Hell or High Water. En anden er spilfægterierne mellem Alberto og Marcus, der anser makkeren for at være familie. (Og alle fire skuespillere er virkelig gode). En tredje er, at man reelt er spændt på, om de to brødre lykkes med deres desperate og dumdristige forehavende.

Jeg har ingen fingre at sætte på filmen, og jeg er behørigt imponeret over, hvor dygtigt iscenesat den er af David Mackenzie. Han er en god instruktør, men med sin britiske baggrund og film som Young Adam, Asylum og Hallam Foe befinder han sig umiddelbart så langt, som det næsten er muligt fra den slags americana, han skildrer her.

At det lykkes ham, skyldes måske også, at Hell or High Water – titlen refererer til, at Toby ligegyldigt hvad skal være på et bestemt sted på et bestemt tidspunkt med en check – på trods af der bliver skudt og dræbt mennesker, er en socialt engageret og dybt humanistisk film.

Trods sit texanske bagtæppe fortæller Hell or High Water en universel fortælling om loyalitet, familie, venskab, overlevelse og et kapitalistisk systems undertrykkelse af dem, der ingenting har. Det er dog aldrig noget, der bliver svælget i eller sagt direkte, kun antydet og fortalt mellem linjerne, og det gør filmen til en af den slags sjældent fremragende biografoplevelser – og man bør se og høre den i biografen – som minder én om, hvor stærk og kraftfuld en kunstart filmmediet er, når det er bedst.

Hell or High Water. Instruktion: David Mackenzie. Manuskript: Taylor Sheridan. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu