Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Eventyret om robotterne, der gjorde oprør

Lis Joy og Jonathan Nolans mesterlige tv-serie ’Westworld’ er et mørkt eventyr om menneskets amoralske, tøjlesløse forlystelsessyge og uheldige trang til at lege Gud. Første sæson kan nu ses i sin helhed
Bernard (Jeffrey Wright) og Robert (Anthony Hopkins) diskuterer nogle af forlystelsesparken Westworlds mange hemmeligheder.

Bernard (Jeffrey Wright) og Robert (Anthony Hopkins) diskuterer nogle af forlystelsesparken Westworlds mange hemmeligheder.

HBO Nordic

Kultur
12. december 2016

SPOILER-ALARM. Læs ikke denne tekst, før du har set hele første sæson af Westworld.

Der var engang to venner, Arnold og Robert, der drømte om at bygge deres helt egen verden. En verden, hvor de var guderne, og menneskene i den var skabt i deres eget billede. Og det gjorde de så.

De byggede forlystelsesparken Westworld, der var en tro kopi af forne tiders Vilde Vesten, og befolkede den med robotter, der var så avancerede, at det var svært at se forskel på dem og rigtige mennesker. Robotterne kunne lære og udvikle sig, men de var ikke udstyret med de samme kognitive evner som os mennesker.

Robotterne blev Westworlds såkaldte værter, der skulle tage sig af gæsterne, som betalte mange penge for at besøge parken, hvor de kunne udleve deres inderste og ofte brutale og beskidte drømme og fantasier om sex, vold og mord.

Det kunne kun lade sig gøre, fordi værterne ikke var bevidste væsener, og fordi parkens personale hver nat nulstillede dem. Slettede deres minder om, hvad der var sket, og om morgenen lod dem fortsætte i de samme forløb og historier som dagen før.

Trailer til 'Westworld'.

Nogle mente, at parken på den måde gav gæsterne mulighed for at udvikle sig og prøve grænser af. Andre mente, at parken i virkeligheden afslørede den person, man var inderst inde. Var man af natur et godt menneske, var man det også i Westworld. Havde man mørkere sider i sig, ja, så blev de blot forstærket af et ophold i parken.

Her var alting tilladt, og værterne var kun maskiner uden tanker og følelser og minder om, hvad de blev udsat for, hvorfor man som gæst uden konsekvenser kunne gøre sit værste. Værterne kunne ikke slå eller skyde igen. De måtte bare tage imod.

Men med tiden begyndte noget at forandre sig.

Mageløst skaberværk

Arnold, der var kunstneren af de to mænd bag Westworld, opdagede allerede inden åbningen af parken, at nogle af værterne, navnlig en kvinde ved navn Dolores, var begyndt at udvikle en form for bevidsthed – hun var i live. Derfor ville han ikke have, at parken overhovedet skulle åbne.

Men Robert troede ikke på ham. Robert, der var god til at finde på og iscenesætte de historier, som værterne skulle gennemspille til ære for gæsterne i Westworld, var ivrig efter at vise hele verden det mageløse skaberværk, og Arnold og han blev uvenner.

Arnold, der i forvejen bar på en stor sorg – han havde mistet sin lille søn – fik Dolores til at skyde alle de andre værter og til sidst også ham, Arnold, hendes skaber.

Han var overbevist om, at så traumatisk en hændelse kun ville sætte yderligere gang i den bevidstgørelse af Dolores, som allerede var i gang – og samtidig ville han måske kunne holde parken lukket. Det ville ikke se godt ud for investorerne og den øvrige offentlighed, at en vært var gået amok.

Men sådan skulle det ikke gå. Arnolds død blev bortforklaret som en ulykke, og Westworld åbnede som planlagt under Roberts ledelse. Og den var en succes fra begyndelsen. Menneskene ude i den virkelige verden havde brug for et sted, hvor de kunne afreagere og gøre ellers forbudte ting, og parken bare voksede og voksede.

Robert, der savnede sin ven, byggede en robot, der lignede Arnold på en prik og var lige så brillant. Bernard, som han kaldte ham, blev Roberts højre hånd, og gennem mange år udbyggede de sammen Westworld og forfinede værterne, gjorde dem endnu mere avancerede og menneskelignende.

Mental labyrint

Men efterhånden gik det også op for Robert, at Arnold havde haft ret – at værterne var i stand til at udvikle bevidsthed og intelligens. Robert opdagede også, at vennen inden sin død i al hemmelighed havde skrevet forskellige stykker kode ind i værternes software, der skulle hjælpe dem på vej mod selvstændighed.

Robert mente dog ikke, at værterne endnu var klar til at møde den virkelige verden og deres naturlige fjender, menneskene, der var i stand til brutalitet og grusomhed af en grad, som de, værterne, først skulle lære at kende.

Så han forhalede processen, prøvede at styre den – i hans optik var værterne også mere frie individer end gæsterne, netop fordi de ikke kunne føle skyld og ingen minder havde om fortidens transgressioner.

Og det lykkedes ham, alt imens ikke kun Dolores blev mere og mere bevidst om sig selv og sine tidligere liv. Også bordelmutter Maeve udviklede kognitive evner i takt med, at hun som Dolores oplevede sorg og tab og følgeligt bevægede sig igennem den mentale labyrint, Arnold så snedigt havde konstrueret, og som skulle ende med, at en vært stod ansigt til ansigt med sig selv og hørte sin egen stemme inde i hovedet og dermed endelig havde opnået bevidsthed og fri vilje.

Det var ikke nogen smertefri proces, og værterne var undervejs i fare for at miste forstanden, når de blev konfronteret med den overvældende erkendelse af, at de havde levet på en løgn, at de ikke var rigtige, levende mennesker, og at de af mennesker var blevet misbrugt og mishandlet igen og igen.

Men det var en nødvendig proces, mente Robert, der flyttede rundt på værter og gæster som en anden skakstormester. Det paradoksale var dog, at mens de mere og mere bevidstgjorte værter begyndte at drømme om at komme ud i den virkelige verden, ja, så fortsatte menneskene med at drømme om at komme ind i Westworld og der, for en tid i hvert fald, leve et mere autentisk og umiddelbart liv.

Grænserne udviskes

En ung mand, William, blev af sin kommende svoger, Logan, og mod sin vilje involveret i et af parkens barske og blodige eventyr. William faldt dog for den kunstige verden, der snart forekom ham mere virkelig end noget andet udenfor, og for Dolores, der også faldt for ham.

Men deres kærlighed blev så at sige nulstillet af Robert, Bernard og deres teknikere, og William, der igen og igen vendte tilbage til Westworld, blev med tiden en bitter mand med et formørket sind.

Han blev som besat af at finde ind til kernen af den labyrint, han opdagede, Arnold havde skabt. Det tragiske var dog, at han ikke vidste, at labyrinten var virtuel, mental, og at den ikke var beregnet for ham, men for værterne.

Men sådan var – og er – det med Westworld: Grænserne mellem virkelighed og fantasi og mellem menneske og robot blev udvisket. En ny virkelighed og en ny verdensorden voksede langsomt frem, og selv om Robert måske med årene blev lovlig magtfuldkommen og kom til at lide under et voldsomt gudekompleks, der endte med at koste flere liv, så blev kimen til et oprør også lagt.

Da det dystre eventyr om Arnold og Roberts store drøm sluttede – og viste sig at handle lige så meget om menneskets amoralske, tøjlesløse forlystelsessyge og uheldige trang til at lege Gud – syntes Maeve, der ellers havde arrangeret sin egen flugt ud af Westworld, at beslutte sig for at blive og kæmpe.

Samtidig tog Dolores det sidste skridt ind i menneskeliggørelsen ved til en stor fejring af Westworld at skyde Robert, mens en hær af værter stod klar til at gøre det samme med de øvrige tilstedeværende mennesker.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at Dolores og Maeve og de øvrige værter levede lykkeligt til deres dages ende, men det kan jeg ikke. Jeg ved f.eks. ikke, om de som robotter overhovedet har en ende, eller om de vil kunne finde sig tilrette i verden – vil de f.eks. kunne leve side om side med os mennesker i betragtning af, hvor meget ondt vi har gjort dem?

Det må vi vente med at finde ud af i den fortsættelse, jeg dog ved, at eventyret får.

Hele første sæson af Westworld kan ses på HBO Nordic. Anden sæson kommer i 2018

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mikael Velschow-Rasmussen

Er det mig der er mærkelig, når jeg synes, jeg ligner værterne mere end menneskene !

Jeg holder nærmest entydigt med værterne frem for menneskene i denne serie, og jeg synes - hele denne hersens ide med at menneskene skulle ha' lyst til at udleve sex, magt og mord i 'parken' - er meget mærkelig. (Jeg føler mig ikke som en homo sapiens, for hvem magt er et mål i sig selv).

Jeg ved selvfølgelig godt at personerne i serien er en karikatur på menneskets natur og væsen. Men jeg føler mig alligevel simpelthen dybt frastødt af fx. Sidse Babett's karakter Therese, Lee sizemore's 'Westworld narrative director' og specielt Charlotte Hale's 'Westworld/delos board member'.

Er jeg den eneste der har det sådan ? ... eller ?

Som Maeve siger til Felix i sidste afsnit: (frit efter min hukommelse) "Åhh Felix, Du er et meget dårligt menneske ... og dette er ikke dårlig ting".

NB:
Min teori er at verden består af:
- 1. ca. 85-90% basalt set sociale individer (socialisme, gruppen, anarkisme), og en gruppe på
- 2. ca. 10-15% sociopater karakteriseret ved en grundlæggende mangel på empati (kapitalisme, egoisme, liberalisme)

Bemærk her at jeg skarpt modstiller anarkisme versus liberalisme.
- Liberalisme står for frihed til at udøve tvang mod andre, hvor
- Anarkisme står for frihed fra repressive og illegitime autoriteter
- (som Chomsky skelner jeg mellem legitime og illegitime autoriteter)

Mikael Velschow-Rasmussen

Min teori ligner lidt noget 'hawk/dove game theory':
- Høgene er i stand til at udøve magt over duerne selvom de er langt færre - via manipulering, propaganda, etc.

Hvis vi bare kunne indse, at noget bedre kunne opnås, hvis vi sparkede 'høgene' på porten !

Mikael Velschow-Rasmussen

Høgene er dog tilsyneladende ikke selv klar over, at de er i gang med at slå for mange duer ihjel ("neo-liberalismen") - og dermed forrykke balancen der skal til for at spillet stadig kan opretholdes. ('game theory').

"Er det mig der er mærkelig, når jeg synes, jeg ligner værterne mere end menneskene !"

Nej, du er ikke mærkelig. Jeg tror det er en ret bevidst vinkling fra manuskriptforfatternes side, og det er ikke ligefrem skjult på nogen måde.

Det kunstnerisk flot gennemførte er hvordan denne ændring af opfattelsen sker trinvist igennem de første afsnit, hvor handlingen gør menneskene mindre og mindre "menneskelige" og værterne mere og mere menneskelige.

Jan Fritsbøger

mikael, kan absolut tilslutte mig din teori om verden, måske med den undtagelse, at jeg tror gruppen af psykopater desværre nok er større end de 15%, er dog enig i de er et absolut mindretal, ville nok sætte den øvre grænse ved 25-30%, og ja er på høje tid høgene bliver fjernet fra magten, spørgsmålet er bare hvordan vi gør det uden selv at transformere til høge !