Læsetid: 4 min.

Ud forbi det yderste Europa

Det finske orkester Jaakko Laitinen & Väärä Raha undersøger Europas grænser indefra. Mens Orchestra Of Syrian Musicians på en liveplade, blandt andet med optagelser fra Roskilde Festival, undersøger diasporaens tvungne grænseoverskridelse og bruger musikken som flugtvej
The Orchestra of Syrian Musicians i skyggen af britiske Damon Albarn på Roskilde Festivals Orange Scene i sommer. Deres nye livealbum fejrer kærligheden til musikken og dyrker en tiltrængt eskapisme for musikerne.

The Orchestra of Syrian Musicians i skyggen af britiske Damon Albarn på Roskilde Festivals Orange Scene i sommer. Deres nye livealbum fejrer kærligheden til musikken og dyrker en tiltrængt eskapisme for musikerne.

Per Lange / Ritzau Scanpix

9. december 2016

Da den finske forfatter og fabulerende drukkenbolt Pentti Saarikoski i 1982 forfattede et af sine hovedværker, Det yderste Europa, var det jerntæppeklædte Østeuropa på vej ind i sin afgørende opbrudstid, og hans essayistiske værk fangede med en særlig sans for detaljerne i livet og sproget nogle af yderkantsstemningerne i det skrøbelige bæst, man har valgt at kalde Europa.

Det finske orkester Jaakko Laitinen & Väärä Raha undersøger på deres nye plade Näennäinen på deres egen måde nogle af de samme grænser for det yderste Europa. Med rødder i Lapland, base i Helsinki og med en musikalsk spændvidde, der favner alt fra russiske romancer, finsk tango og Balkan-grooves bevæger de sig langt væk fra magtens centrum og tæt på der, hvor grænserne kan overskrides enten af folk, der flygter, eller folk, der vil overtage landområder eller cyberangribe.

Med stor føling for musikkens organiske materiale, tegner de deres egne streger i den østeuropæiske muld. Streger, der både opridser konturerne af det nære, måske provinsielle, det velsvingende, næsten gakkede og det fjerne dystopiske.

De tager mig således med til en imaginær forlystelsespark på den finske side af grænsen til Rusland. Hvor et sammenskudsgilde af mangfoldige indtryk pryder en gold ødemark og skaber et anderledes sted, der alligevel formår at trække tråde ud til resten af verden.

Meningsfyldt gakket

Jaakko Laitinen & Väärä Raha er ikke mindst kendt for deres intense turneer, og de seneste år har de rask væk spillet 80 koncerter om året. På turneerne har de også især holdt sig i den østlige del af Europa.

Näennäinen virker til at være opstået i forlængelse af disse turneer, for musikerne virker til at have de forskellige stilarter helt inde under huden. Musikken bevæger sig som en multietnisk fælleskrop, der er blevet tildelt det ekspressive og musikalske finske sprog som modersmål.

Jeg forstår ikke et kvæk af den finske lyrik. Men alligevel glider den ikke bare ind og bliver en del af lydbilledet, for vokalen fortæller med mere end ord, sådan at den på trods af sprogbarriererne tager mig med igennem fortællingens vandringer op og ned ad de narrative bakketoppe.

Der er en gennemgående cirkusstemning på pladens undersøgelse af Europas østlige grænser, men den slår ikke ud og bliver decideret gakket. Der er konstant en forbindelse til en mørk alvor under de lystigt vuggende rytmer. En alvor, som også minder os om de spændinger, der er i det europæiske folks sameksistens, spændinger, som på mange måder virker til at snerpe til i de regioner, som pladen strækker sig over og berører musikalsk. Og deri har pladen værdi, som breder sig ud over den oplagte danseglade underholdningsværdi, som også præger udgivelsen.

Tvunget over grænserne

Det syriske nationalorkester, der nu slet og ret går under navnet The Orchestra of Syrian Musicians, har fået diasporaens ufrivillige grænseoverskridelse tvunget ind i deres dna. Inden den syriske borgerkrig brød ud, havde dette syriske nationalorkester hjemme i operahuset i Damaskus, men med krigen er medlemmerne blevet spredt ud over hele kloden.

I sommer lykkedes det så, ikke mindst med hjælp fra det britiske popgeni Damon Albarn, at samle musikerne til en række koncerter, blandt andet på engelske Glastonbury og på Roskilde Festival. Koncerterne blev optaget, og optagelserne er nu samlet på dette livealbum.

Et album, der først og fremmest synes at fejre kærligheden til musikken, men som lidt i forlængelse heraf også dyrker en nok uendeligt tiltrængt eskapisme for musikerne. Som den 24-årige sanger Raneem Barakat sagde til The Guardian, da avisen mødte orkestret under den indledende øvefase i sommer, mens hun forklarede, at hun, når hun skulle til Damaskus for at øve og optræde, skulle trodse bomber og snipere på vejen:

»Music, these days, is like a painkiller ... When I sing it hypnotizes me; I leave reality.«

Pladen ligger således også og vibrerer lidt på grænsen imellem den sublime musikalske eskapisme og den dirrende politiske nødvendighed, som projektet lidt har som en tvungen præmis.

Og hvor jeg måske kan blive en smule overrasket over, at pladen ikke i højere grad får den undtagelsestilstand, som musikerne lever under – den undtagelsestilstand, som de pansrede grænser ind til Europa ikke hverken kan eller skal holde ude – til at træde frem for mig som lytter, er der alligevel noget monumentalt vigtigt over denne plade.

Den er et sonisk mindesmærke for diasporaen, der med mellemøstlige musikalske krummelurer, blander smerten og den trodsige livsglæde i den vedvarende katastrofes virvar og bringer hele dette sammensurium ind i de vestlige såvel som de østlige stuer. Ganske enkelt en smuk præstation.

Jaakko Laitinen & Väärä Raha: ’Näennäinen’ (Playground Music)

The Orchestra of Syrian Musicians: ’Africa Express Presents … The Orchestra of Syrian Musicians & Guests’ (Transgressive Records)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu