Læsetid: 5 min.

Frejdigt feministisk udtryk

Tre store udstillinger af kvindelige kunstnere i New York sætter tanker i gang om, hvorvidt man overhovedet kan se bort fra, at nogen er kvinde
Agnes Martin var altid radikal. Hun fandt sit udtryk som 30-årig og brændte alt, hun tidligere havde tegnet og malet. Midt i 1950’erne blev hendes særegne minimalisme opdaget af en kunsthandler. Hun flyttede til New York og blev del af kunstscenen.

Agnes Martin var altid radikal. Hun fandt sit udtryk som 30-årig og brændte alt, hun tidligere havde tegnet og malet. Midt i 1950’erne blev hendes særegne minimalisme opdaget af en kunsthandler. Hun flyttede til New York og blev del af kunstscenen.

Alexander Liberman

7. december 2016

»Nu er jeg omsider fri for at holde hus,« forklarer den over 80 år gamle kunstner Agnes Martin på en lille video, der kører i et lille kunstbibliotek på siden af Guggenheim-museets enorme rotonde.

I selve rotonden snegler et storslået livsværk sig op, og har man kun set Agnes Martins værk i portioner, er det intet mindre end sensationelt at se så mange af hendes rolige, fantastisk meditative og sensuelle værker samlet. Den skotskfødte Martin døde 94 år gammel i 2004 og blev kendt allerede i 1950’ernes New York som minimalist.

Den vældige udstilling er en af hele tre retrospektive med kvinders værker på kunstmuseer i New York i dette efterår: Udover Agnes Martin på Guggenheim viser New Museum schweiziske Pipilotti Rist, mens amerikanske Nan Goldins udstilling Ballad of sexual dependency kan ses på Museum of Modern Art.

Det kan selvfølgelig ses som en normalisering af kvinders placering i kunstverdenen, at der er så mange kvinder på de helt store plakater. Men hvor lang vej er der til, at man for eksempel slet ikke skænker det en tanke – og i øvrigt aldrig kunne finde på at kalde det ’kvindekunst’, men bare kunst?

At holde hus

Agnes Martin er en kvinde af få ord. Derfor sluger alle hendes guldkorn på de korte videoer på Guggenheim. At hun som 80-årig lige præcis udtaler »nu er jeg omsider fri for at holde hus« er simpelthen bemærkelsesværdigt.

For Agnes Martin blev faktisk både kendt og anerkendt på et forholdsvist tidligt tidspunkt af sin karriere, da hun var midt i fyrrerne. Hun vidste fra barnsben, at hun ville være kunstner, og forfulgte sit mål. I hendes retrospektive udstilling er der ikke skyggen af et kejtet tilløb til det rene minimalistiske udtryk, hvor kæmpelærreder nu står gispende hvide, og mindst to hvide står og kalder på hinandens hvidhed, på baggrund af den hvide væg. Hvad er hvidt så?

Agnes Martin var altid radikal. Hun fandt sit udtryk som 30-årig og brændte alt, hun tidligere havde tegnet og malet. Midt i 1950’erne blev hendes særegne minimalisme opdaget af en kunsthandler. Hun flyttede til New York og blev del af kunstscenen.

Navnene omkring hende kender de fleste kunstkendere: Robert Indiana, Ellsworth Kelly, Barnett Newman, Ad Reinhardt. Senere i tresserne skulle hun føjes ind i gruppen med navne som Mark Rotko, Sol LeWitt, Robert Ryman og Donald Judd.

I mellemtiden havde Agnes Martin i bogstaveligste forstand været forsvundet. Hun forsvandt ud på landevejen til Mexico og holdt op med at male. Martin var diagnosticeret skizofren, men fandt i sine sidste år fred i den taoistiske meditation, hendes malerier udgjorde. Hun distancerede sig fra den gruppe mænd, hun kunsthistorisk var sat i bås med. Der var for hende selv intet køligt ved dette maleri, det var abstrakt ekspressionisme, slet ikke minimalisme.

Var det i den forstand en form for misforståelse og resultatet af en vis sindssyge, der gav Martin en plads på museernes vægge? Interessant er det jo at sammenligne hende med Louise Bourgeois’ karriere – hende kan man for tiden se på Louisiana – hun er født næsten samtidig med Agnes Martin.

For Bourgeois’ kunst kunne først ’ses’ af kunstinstitutionen, da et stort bevidstgørelsesarbejde om kvindens stilling i historien og kunsthistorien var foregået op gennem halvfjerdserne. Man kender fotografiet af den gamle Bourgeois med en kæmpepikskulptur under armen eller hendes moderedderkoppers skrækvisioner. Men først i starten af firserne kom anerkendelsen, indtil da havde der ikke været plads til køn som indhold på de prestigefyldte kunstscener – medmindre det altså var de nøgne kvinder, kunsthistorie i enhver forstand er fyldt af.

Sidst i halvfjerdserne er det også, at Nan Goldin slår igennem med Ballad of sexual dependency. Hun er født i 1953 og undersøger i sine fotografier kærlighedens og seksualitetens misere i sit nærmest bogstaveligt forslåede og kuldsejlede livsværk. Fotografier i absolut øjenhøjde af venner og elskere og andre forsømte eksistenser. Æstetisk set får de uendelige turnerer af Ballad of sexual dependence stor betydning, selvfølgelig i kunsten, men også langt ind i modeverdenen.

Udskamning

I den forstand dukker Pipilotti Rist op på en helt forandret kunstnerisk scene med et langt mere storladent og frejdigt feministisk udtryk. På New Museum har der vist været en happening, ved indgangen til udstillingen Pixel Forest står et håndskrevet skilt, som viser hen til næste dør »Udskamning af patriarkatet næste dør«.

I selve museet slår Pipilotti Rist i en af sine ikoniske videoer kærligt og kvindeligt nynnende biler i stykker med blomster. I andre lader hun kendte kærlighedssange forvrænge til de enorme psykedeliske visioner, hun lader følge trop.

Pipoletti Rist, der er født i 1962, slog i sin tid igennem med en lillebitte video i 1986 I'm Not The Girl Who Misses Much, hvor hun allerede hysterisk forvrængede en sang. Nu fylder hendes værker tre etager, men køn handler det altså om, både i form og indhold.

Man kunne tro, at ’ligestilling’ eller et universelt synspunkt – altså simpelthen at ignorere disse (kvindelige) kunstneres køn – ville være det mest fremmende for ligestilling. At ignorere i stedet for den identitære – som det hedder med et buzzord for tiden – tilgang, hvor kønnet fremhæves og identificerer kunstneren med kønnet.

Man kunne drømme om, at kønnet intet har med kunstens udtryk at gøre, men det ville være løgn. Det har det. Her ikke som en evig sandhed om et særligt ’kvindeligt’ eller ’følsomt’ udtryk, som folk med hang til biologi måske kunne tro det.

Men helt sikkert som en historisk realitet, der trænger langt ind i både indhold og modtagelse af værkerne. Det må identificeres en tid endnu, før vi kan se på både kvinders og mænds eller queerkunst som ’bare kunst’.

For hvor mange af de store mænd i kunsthistorien har vi nogensinde i en dokumentationsvideo, når de bliver 80 år gamle hørt sige: »Nu er jeg omsider fri for at holde hus«?

Agnes Martin, Guggenheim, New York. Indtil 11. januar

Pipilotti Rist: Pixel Forest, New Museum, New York. Indtil 15. januar

Nan Goldins: Ballad of sexual dependency, Museum of Modern Art, New York. Indtil 12. februar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu