Læsetid: 4 min.

Det fyger med sandheder i natkabaret

I natkabareten ’Mand – Kvinde – Hund’ viser performeren Morten Burian sig som et skrøbeligt sind i ulvepels. Et begavet og bekymret menneskedyr med en af dansk scenekunsts ærligste eksistenstolkninger denne sæson
Morten Burian imponerer med sin solokabaret over mandens fallit og dyrets overmagt i ’Mand – Kvinde – Hund’.

Morten Burian imponerer med sin solokabaret over mandens fallit og dyrets overmagt i ’Mand – Kvinde – Hund’.

Henrik Ohsten Rasmussen

23. december 2016

Morten Burian er en helteskuespiller, der fik den nobleste Hamlet på cv’et – med harmoniske linjer, et flot smil, en smuk stemme og en adræt krop.

Sagen er bare den, at Morten Burian også er det modsatte. Han er en antihelteskuespiller, der konsekvent opsøger forestillinger, der afslører os som kujoner eller handlingslammede idealister.

Da Morten Burian i efteråret var med i Christian Lollikes forestilling Living Dead på Aarhus Teater og Teater Sort/Hvid, var det i rollen som marionet: som opløst individ og dukkemanipuleret skuespiller med mekanisk tale og iført guldmakeup og sorte dukkekontaktlinser.

Her var al kontakt med tilskueren umulig. Her var Morten Burian kun en ydre, passiv skal – renset for enhver oprigtig følelse og handletrang.

De store drømme

I natkabareten Mand – Kvinde – Hund er Morten Burian gået ud ad en helt anden tangent: Ud ad vredens og selvledens tangent – og ud ad trangen til at genfinde de store drømme.

Han har i hvert fald skabt en aldeles subtil performance om det europæiske menneskes magtesløshed lige nu – akkompagneret af musikeren Jaleh Negari og af en ulvehund, som står udstoppet i hjørnet af scenen og venter på at blive vakt til live med et brøl eller et kødben.

Mand – Kvinde – Hund er noget så råt som en monolog baseret på egne idealsvigt og egne kvababbelser – opført som julekabaret på Husets Teater, men gudskelov med løfter om at komme tilbage i repertoiret flere gange i løbet af det kommende år.

For Morten Burian vælter tilskueren omkuld med sin oprigtighed. Fysisk vælter han også ind ad døren iført en kæmpe ulveagtig pels med en hætte, der skjuler hans ansigt. Han er mand, men han er også dyr, og undervejs afslører han, hvordan meget af ham også er kvinde. Alt sammen omringet af løvgrønne silkegardiner med kunstfærdige draperier af scenografen Ida Grarup Nielsen.

Knokler og knokler

Morten Burian ser os frejdigt i øjnene og taler. I begyndelsen taler og synger han dog allermest til sig selv.

»Du må forbedre din performance/ Du må forbedre dine tal/ Du knokler, som du skal,» vrænger han med tordenstemme og konsulentmantra i selvfjendske omkvæd. Og han forsøger at underlægge sig 1960’er-feministernes mandehad med massive citater fra SCUM Manifestet af Valerie Solanas – ikke mindst diverse komiske citater om mænds selvhævdende attitude, som han udsiger, som var de bekendelser. Stille og uden at råbe op.

Og pludselig glider han så meget ind i kvinderaseriet, at han selv forvandler sig til en Pussy Riot-kvinde, der har fået nok.

Forløsende digte

Så forlader han de ekstreme eksistenstrusler. I stedet finder han inderligheden. Han begynder at citere den finlandssvenske lyriker Edith Södergran – digte om naturen og solen. Digte om et følende menneske i sine sansers vold.

Han bryder ud i sang, og han udsiger ordene med en naturlighed, som om Edith Södergran netop er den digter, der kan forløse hans temperament – hun, der døde som 31-årig af tuberkulose tilbage i 1923.

Morten Burian åbner her sin stemme, så den bliver inderligt smuk, når han synger Edith Södergrans ord. Hans rastløse panik forsvinder. Hans kriseretorik holder op. Han finder en ny ro og en ny klarhed.

Den indre brændehugger

Men en mand er en mand … På scenen ligger en bunke med birkebrænde, så Morten Burian begynder at kløve brændestykkerne med sine muskuløse arme. Et for et rammer han træet med bredstående præcision og skarpsleben økse.

Han kæmper videre og ender til sidst som offer for selve birkestammens vægt – endelig underlagt sin egen natur. »Jeg vil ikke være robust,» erklærer han. »Jeg vil være skrøbelig!«.

Og så fyger det ellers med sandheder, mens kabareten forvandler sig til et politisk onemanshow med mandsmod og løvehjerte. Verdenspolitikken får symbolske kommentarer med sig, mens tilskueren selv skaber sine indre billeder af flygtninge i overfyldte gummibåde – og rædsler i lande, der ikke er synderligt langt borte.

Går på sol

Imens sidder den spinkle musiker Jaleh Negari i sin sølvgnitrende bluse og følger ham med opmærksomt blik hen over sit keyboard og sine mange instrumenter. Med enkle akkorder og smukke klange – som en sørgmodig minimalist på pludselige heavytrip.

»Lad mig se verden med dine øjne,« siger Morten Burian til alle os tilskuere og beordrer os til at lukke øjnene. Og så sidder vi dér ved kabaretbordene og vender vores blikke indad, så vi uden øjnene kan sanse al den væren, som denne eminente stemmeperformer formår at skabe i lydene omkring sig.

»Jeg går på sol / Jeg står på sol / Jeg kender ikke til andet end sol,« siger han med Södergransk dødsforagt i stemmen.

Pludselig er jeg overbevist om, at jeg mærker solen under mine fødder, her på den lille scene på Huset på Halmtorvet. Og jeg føler mig privilegeret over at møde et menneske med et så uforfærdet kunstnerisk udtryk – og med livsbegæret helt uden på ulvepelsen.

’Mand – Kvinde – Hund’. Tekster: Morten Burian, Edith Södergran, Valerie Solanas. Musik: Jaleh Negari. Dramaturg: Astrid Hansen Holm. Scenografi: Ida Grarup Nielsen. Spilles igen under CPH Stage til juni 2017 samt på Husets Teater og turné oktober-december 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu