Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Godt med fløde i sovsen

’Skønheden i alting’ er tyktflydende og klistret i sit forsøg på at fremstille et hjerteskærende julemirakel
Kultur
23. december 2016

»Hvad er dit hvorfor?«, spørger reklamemanden Howard (Will Smith) med varme i stemmen ud til sine ansatte i den prologscene, der indleder Skønheden i alting. Howard fejrer årets gode gang i firmaet, som han driver med sin ved Whit (Edward Norton) og deres stab af dedikerede medarbejdere.

Man skal have en grund til at gå på arbejde – ud over at man ikke vil fyres – og til at gøre det, man gør hver dag. Howard har helt styr på sit eget og firmaets hvorfor: Gennem deres reklamer viser de folk, hvordan alle er forbundne af de tre eksistentielle vilkår tid, kærlighed og død.

Sådan er det, alle hans ansatte og gode venner kan se det, de smiler og hæver deres glas.

Sorgfuld zombierutine

Tre år senere er Howards datter død, og han kan ikke se, hvorfor han skulle foretage sig noget som helst andet end at lave avancerede dominobaner på sit hjørnekontor, cykle gennem New Yorks trafik og sidde på en bænk i en park og stirre ud i luften.

Howard er blevet komplet utilnærmelig af tilværelsens meningsløse brutalitet, og med den zombierutine, han kører, er firmaets fremtid truet. Whit og de to medarbejdere Claire (Kate Winslet) og Simon (Michael Peña) har prøvet alt. De hyrer en detektiv, der skal dokumentere, at Howard i sin tilstand ikke kan tage ansvarlige valg, så de uden hans stemmer kan sælge firmaet til en fordelagtig pris.

Det viser sig, at Howard fra sin dybe sorg skriver vrede breve til de tre abstraktioner tid, kærlighed og død, som før gav hans liv mening.

I en castingkø på reklameburauet møder Whit en ung smuk skuespiller, Amy (Keira Knightley), som optimerer hans reklameslogan og af en eller anden grund forsvinder straks derefter.

Han følger efter hende ind til en prøve i hendes pengeløse skuespillertrup, og på nul komma fem er hun og hendes makkere Brigitte (Helen Mirren) og Raffi (Jacob Latimore) hyret til at opsøge Howard i rollerne som kærlighed, død og tid.

Svær at sluge

Planen er dels at filme deres møder, klippe skuespillerne ud og bevise, at Howard er for bims til at kunne bestemme over sit firma, dels at give ham en følelse af mening med det hele tilbage.

Howards tre udspekulerede venner har også deres problemer med tikkende biologiske ure, savn af en datter efter en skilsmisse, og sygdom, som de går og holder for sig selv, indtil de møder skuespillerne og pludseligt krænger ud. Det gør de snarere på grund af klodset plotmekanik, end fordi de tre skuespillere er specielt troværdige og tillidsvækkende.

Howard har en vane med at stå udenfor og lure på en støttegruppe for forældre, der har mistet deres børn. Lederen Madeleine (Naomie Harris) har også mistet sin datter, men er et helt andet sted i sin sorgproces. Hun fortæller, hvordan en kvinde på hospitalet kort for datterens død mindede hende om at se efter skønheden i alting.

Det er klamt at sige til en person i dyb sorg, men det ophøjes i filmen til en ædel visdom, der – måske – kan få en succesrig reklamemand på ret køl igen. I Skønheden i alting sovses alle de store, fede emner ind i tyktflydende sentimentalitet, og det er svært at sluge.

‘Skønheden i alting’. Manuskript: Allan Loeb. Instruktion: David Frankel. Amerikansk (Biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her